Prøv avisen

Paven til forfulgte kristne: Hjælp jeres muslimske medborgere

Irakiske kristne, som er flygtet fra volden i byen Mosul, beder under en julemesse i Arbil, hovedstaden i den kurdiske region i det nordlige Irak. For mange troende i regionen bærer denne jul præg af sorgen over de voldsomme blodsudgydelser især forårsaget af Islamisk Stat.

I et julebrev til Mellemøstens kristne søger det katolske overhoved at trøste de forfulgte og opfordrer dem til at støtte muslimer, som søger freden

Pave Frans er stærkt bevæget af situationen for de forfulgte kristne og ved, at deres julesalmer synges under "tårer og sukke".

Det skriver det katolske overhoved i et julebrev til de kristne i Mellemøsten, for hvem julefreden er fortrængt af ekstremistiske gruppers vold og forfølgelse.

Paven udtrykker sin solidaritet med de kristne i en tid præget af "trængsler og prøvelser" på grund af "de fortsatte fjendtligheder i regionen, men især på grund af handlingerne begået af en nyere og bekymrende terror-organisation".

Paven nævner ikke organisationen ved navn, men militante islamister fra Islamisk Stat har de seneste måneder tvunget flere hundrede tusinde kristne, yazidier og andre mindretal til at flygte fra deres hjem og landsbyer i Irak. 

Det skriver Vatican Radio. 

Paven skriver i brevet, at han ikke kan forholde sig tavs til forfølgelserne og udtrykker særlig bekymring for de kvinder, børn, ældre og hjemløse, som nu går en kold og hård vinter i møde uden beskyttelse eller tag over hovedet. 

Trods problemerne især forårsaget af islamistiske grupper opfordrer pave Frans de kristne til at hjælpe den muslimske befolkning, som udgør langt størstedelen af regionens indbyggere. 

"I kan hjælpe jeres muslimske medborgere til at vise et mere autentisk billede af islam, som så mange af dem ønsker, ved at gentage, at islam er en fredens religion, som kan forenes med respekt for menneskerettigheder, og som går ind for fredelig sameksistens for alle," skriver paven.

LÆS HELE PAVENS JULEBREV VED AT KLIKKE HER.