Prøv avisen
Misbrug i den katolske kirke

Paven: Vi er nødt til at være konkrete i bekæmpelsen af misbrug

Det er første gang i den katolske kirkes historie, at så mange præster og biskopper er samlet for at adressere kirkens problemer med misbrug af børn og unge i Vatikanet. Foto: Vatican Media/Ritzau Scanpix

Den katolske kirkes overhoved bad Helligånden om at fjerne ondskaben fra kirken, da han i går åbnede fire dages topmøde i Vatikanet

Det er ikke længere tid til simpel fordømmelse, men konkret handling. Det stod klart, da pave Frans i går indledte et fire dages topmøde i Vatikanet, der skal samle den katolske kirke i kampen mod misbrug af børn og unge.

”På grund af denne svøbe af seksuelt misbrug begået af kirkens folk til skade for mindreårige var det derfor på tide at kalde jer sammen. Vi skal lytte til den hellige ånd og til gråden fra de unge, som anmoder os om retfærdighed,” sagde paven til de 190 katolske ledere i Vatikanet.

”Må Helligånden hjælpe os med at transformere denne ondskab til en mulighed for bevidstgørelse og renselse. Guds hellige folk ser på os og forventer ikke kun simpel fordømmelse, men konkrete og effektive tiltag. Vi er nødt til at være konkrete.”

Paven fortalte efterfølgende, at han havde fået udarbejdet en liste med retningslinjer, som forsamlingen kunne bruge og reflektere over.

Det er første gang i den katolske kirkes historie, at så mange præster og biskopper er samlet for at adressere kirkens problemer med misbrug af børn og unge i Vatikanet. I dagene op til topmødet har der været protester fra personer, der på egen krop har oplevet at blive seksuelt misbrugt af folk fra den katolske kirke. Flere af disse ofre kom i går til orde foran paven og hele verdenspressen, da der blev vist en video med deres vidnesbyrd.

Kardinal Luis Antonio Tagle fra Filippinerne sammenlignede de katolske biskoppers reaktion på ”krisen” med apostlenes forræderi mod Jesus.

”Hvordan kan vi tro på Kristus, når vi lukker øjnene for de sår, der er forårsaget af misbrug? Hver enkelt af os skal tage personligt ansvar for at bringe helbredelse til dette sår i Kristi legeme,” sagde han.

De seneste dage har flere været skeptiske, i forhold til om der vil komme konkret handling ud af topmødet. Det var også et emne i går, blandt andet da Anne Barrett Doyle fra Bishop Accountability (ansvarlighed hos biskopper) – en forening, der hjælper ofre for misbrug af folk fra den katolske kirke – fik ordet:

”De sagde, at topmødet bare ville blive en undervisningstime, men han (paven, red.) efterlyser konkret handling. Det er godt, men lad os se, hvordan det går,” sagde hun.

Charles Scicluna, der er ærkebiskop i Malta og Vatikanets førende efterforsker af seksuelt misbrug, sagde, at kirken er nødt til at se på, hvordan præster og biskopper bliver udpeget.

”Spørgsmålet om screening af kandidater til præstedømmet er afgørende,” sagde han og slog fast, kirken bør få en ”åbenhedskultur” og i højere grad samarbejde med civile myndigheder.8