Pave Frans’ rejse til De Forenede Arabiske Emirater (UAE) fra i søndags til i går var historisk, fordi det var første gang, at en pave besøgte den arabiske halvø, hvor islam opstod. Samtidigt understregede modtagelsen den forsoning mellem kristendom, islam og de øvrige verdensreligioner, som den katolske kirke har efterstræbt siden 1960’erne, og som for alvor tog til under paverne Johannes Paul II og Benedikt XVI. Det var under sidstnævnte, at pavestolen og UAE oprettede diplomatiske forbindelser, og det er frugterne heraf, som pave Frans har høstet de sidste par dage.
Men den argentinske pave har også selv en travl interreligiøs dagsorden. Sidste år besøgte han Kairo, hvor han mødte storimamen fra Al-Azhar-universitetet, der også rejste med ham til UAE. Og i næste måned fortsætter pave Frans det muslimsk-kristne forsoningstema med en rejse til Marokko.
UAE er et specielt land, fordi hele 89 procent af indbyggerne ikke er statsborgere, men mennesker fra alle dele af verden, der opholder sig på kortere eller længere arbejdsvisa. UAE’s store immigrantbefolkning er normalt usynlig, men gennem pavens besøg kom den i fokus. Gårsdagens messe på stadion i Zayed Sports City havde 130.000 deltagere fra over 100 lande, og i sin prædiken talte paven direkte om, “at det helt sikkert ikke er nemt for jer at bo langt fra jeres hjem, savne jeres kære og måske være usikre på fremtiden”.
Emiraterne adskiller sig desuden ved at have trosfrihed for gæstearbejderne, hvoraf cirka 12 procent er kristne. Katolikkerne udgør cirka en million, der overvejende kommer fra Filippinerne og Indien. Den første katolske kirke i landet daterer sig til 1965, og siden er der kommet yderligere syv til. Andre kristne kirker er også opført, og Skt. Josefs Katedral, som paven besøgte, er nabo til en koptisk katedral og en anglikansk kirke.
Trosfriheden er dog ikke uden begrænsninger, og det er forbudt for ikke-muslimer at missionere og for muslimer at konvertere til en anden tro. Andre lande i regionen – særligt Saudi-Arabien – er langt mere undertrykkende, og i sin første tale på rejsen til en regeringsorganiseret, interreligiøs konference med 700 forskellige religiøse ledere satte pave Frans ord på ikke-muslimernes svære kår:
”Uden frihed er vi ikke længere Guds børn, men slaver,” fastslog han.
Mødet med den kristne befolkning i UAE rummede dog også et paradoks. For mens kristne i de bibelske lande i Mellemøsten langsomt er ved at uddø, blomstrer kristendommen på den arabiske halvø, hvad enten det finder sted på legal vis eller skjult under trusler om fængsel og udvisning.
Den virkelighed lå bag pavens opfordring i sin prædiken i går om, at de kristne bør arbejde for fred og begynde med de samfund, de lever i, uden at fornægte Kristi navn, og at holde ud under vanskelige forhold. Under messen, hvor også 4000 muslimer deltog, mindede paven tillige om, at der ikke findes ”første og anden klasse” blandt de kristne.
Men besøget var også en triumf for regeringen i UAE og dets de facto-leder, kronprins Mohammed bin Zayed Al Nahyan. Landet er klemt mellem sin religiøst rigide nabo mod syd, det sunnimuslimske Saudi-Arabien, og regionens anden stormagt, det shiamuslimske Iran. Gennem pavens besøg fik UAE lejlighed til at styrke sit image som en moderat og politisk tilregnelig na-tion, der er åben over for forskellige kulturer og religioner på trods af sit lukkede politiske system og en problematisk menneskerettighedssituation. Og det er en klar gevinst i en del af verden, der er hærget af religiøse og politiske stridigheder.
Pave Frans’ rejse handlede således ikke kun om goodwill mellem religionerne, men også om politisk pragmatisme og langsigtet diplomati. Pavebesøget var et vellykket eksperiment for Emiraterne, der nok måtte lægge ører til skarpe pavelige ord om sand frihed og sand fred, men som også fik lejlighed til at vise en selvstændig handlekraft, der måske kan inspirere dets naboer til selv at vise større åbenhed.
Paven viste til gengæld, hvad der altid er en prioritet på hans rejser, nemlig at religionerne ikke behøver være en årsag til konflikt, men at deres samarbejde omvendt kan være et eksempel til efterfølgelse.
Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.