Prøv avisen

Pavens første besøg i Danmark delte kirken

Da der sidst var en pave på besøg i Danmark, i 1989, skrev Kristeligt Dagblad så meget om det, at man kunne købe en udgivelse med de samlede artikler og debatindlæg bagefter. Besøget gav nemlig anledning til megen polemik, allerede inden Johannes Paul II betrådte den danske jord. Foto: Plinio Lepri/AP

Biskopperne afviste at deltage i et økumenisk møde, da den katolske kirkes overhoved for første gang besøgte Danmark i 1989. I stedet blev han inviteret til aftensang

I dag lander pave Frans i Sverige for at deltage i en gudstjeneste på den første dag i reformationsåret. Da der sidst var en pave på besøg i Danmark, i 1989, skrev Kristeligt Dagblad så meget om det, at man kunne købe en udgivelse med de samlede artikler og debatindlæg bagefter. Besøget gav nemlig anledning til megen polemik, allerede inden Johannes Paul II betrådte den danske jord.

På forhånd havde paven inviteret kirkeledere og foreninger til økumenisk møde i Moltkes Palæ i København den 7. juni 1989. Den invitation havde fået de inviterede til at spørge sig selv, hvordan man tog imod en kirkeleder, hvis hellige autoritet man ikke anerkendte. Blandt andre Indre Mission vurderede, at det kunne man slet ikke, så de takkede nej til invitationen:

“Det skyldes ikke pavens person. Tværtimod. Pave Johannes Paul II giver indtryk af at være et yderst tiltalende menneske. Men det skyldes hans embede,” skrev Indre Missions daværende formand, sognepræst K. Lindhardt Jensen, i en leder i Indre Missions Tidende.

Også Luthersk Missionsforening takkede nej til invitationen til økumenisk møde. Det samme gjorde Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer og Kirkeligt Samfund (i dag Grundtvigsk Forum). De fleste af landets biskopper deltog som privatpersoner, men de afslog at møde op som samlet bispekollegium.

I stedet inviterede biskopperne paven til aftensang i Roskilde Domkirke aftenen inden. Denne beslutning blev kritiseret af blandt andre dr.theol., bibliotekskonsulent Jakob H. Grønbæk:

“Hvorfor dog ikke invitere paven til en festlig dansk højmesse, så denne af selvsyn kunne have overværet og oplevet en regulær dansk evangelisk-luthersk gudstjeneste. Naturligvis med en (kort) prædiken for eksempel ved domkirkens kvindelige sognepræst, domprovsten,” skrev han.

Jakob H. Grønbæk lagde i øvrigt ikke skjul på, hvad han syntes om de kirkelige aktører og foreninger, der havde givet paven den kolde skulder på forhånd. Han skrev:

“Om så denne helt besynderlige forhåndsreaktion på besøget fra provinsielle og højtråbende tidehvervsfolk, fra følgagtige grundtvigianere og fromme missionsfolk, fra ængstelige menighedsrådsmedlemmer, fra rabiate og skråsikre professorer og fra vattede biskopper, om så alt dette forstås og godtages af det folkekirkelige ‘fodfolk’, det er endda meget tvivlsomt.”

Tirsdag den 6. juni 1989 landede pave Johannes Paul II ved flyvestation Værløse nord for København og kyssede den danske jord i silende regn. Han blev budt velkommen af statsminister Poul Schlüter (K), hvorefter han holdt en takketale, inden han kørte til Fredensborg for at møde Dronningen.

Over de næste to dage holdt han to friluftsmesser ved Høsterkøb nord for København og i Øm ved Ry i Østjylland. Han var som nævnt til aftensang i Roskilde og til økumenisk fællesmøde i Moltkes Palæ.

I sine taler i Danmark havde paven fokus på, hvad de lutherske og den katolske kirke har tilfælles. Men også på, hvad der skiller dem. I sin tale til de danske biskopper ved aftensangen i Roskilde Domkirke talte han om, hvad bandlysningen af Martin Luther har givet af hindringer for en økumenisk dialog. Men også om, at den katolske kirke gennem årene har fået et mere nuanceret billede af Luther.

“Det er gjort overbevisende klart, at Luther var drevet af en brændende lidenskab for spørgsmålet om den evige frelse,” sagde han.

Torsdag den 8. juni om morgenen fløj paven til Sverige for at fortsætte sin rundrejse i de nordiske lande.