Paven besøger Irak i coronatid: En opfordring til verdens kristne om at se ud over egen næsetip

På fredag lander den katolske kirkes overhoved i et Irak, der stadig rammes af bombeangreb jævnligt. Pave Frans vil ikke møde mange irakere, men besøgets store symbolske betydning kompenserer for de mange coronarestriktioner

En irakisk kvinde passerer en plakat på facaden af den katolske kirke Sankt Josef, der byder pave Frans velkommen i hovedstaden, Bagdad. – Foto: Ahmad al-Rubaye/AFP/Ritzau Scanpix.

Opmuntring og dialog. Det er de vigtigste temaer for pave Frans’ rejse til Irak fra på fredag og frem til på mandag. Opmuntringen gælder landets kristne mindretal, der i de seneste år er blevet endnu færre på grund af forfølgelser, og som nu kun tæller få hundredtusinder. Militante gruppers klapjagt på kristne begyndte efter den amerikanske invasion af landet i 2003, der væltede Saddam Husseins regime, og tog yderligere til efter Islamisk Stats store fremgang i 2014. Flere end en million kristne forlod landet, og selvom Islamisk Stat siden er blevet nedkæmpet, er kun en lille del af de kristne vendt tilbage. Pavens besøg er derfor både et signal til hans trosfæller i Irak om, at de ikke er glemt, og et vink med en vognstang til myndighederne om at levere den sikkerhed, der måske kan få flere af flygtningene til at vende tilbage.

Dialogen gælder særligt landets shiitiske flertal, og Frans skal mødes med Iraks stor-ayatollah, Ali al-Sistani, der er en af verdens mest indflydelsesrige shiitiske ledere. Paven har vægtet dialogen med islam højt i hele sin regeringstid, og samtalen med al-Sistani lægger sig i forlængelse af flere møder mellem Frans og en anden indflydelsesrig muslimsk lærd, Kairos storimam ved al-Azhar-moskéen, den sunnimuslimske sheik Ahmed el-Tayeb.

I Irak får kontakten med muslimske ledere dog en særlig prægnans, fordi Frans også skal besøge patriarken Abrahams fødeby Ur og dér sikkert vil benytte lejligheden til at understrege fællestrækkene mellem de tre abrahamitiske religioner: jødedom, kristendom og islam.

Sikkerheden er et tredje tema på rejsen, for Irak rammes fortsat af ekstremistisk terror, og for nogle muslimer vil pavens besøg være provokerende og han selv et oplagt mål. Frans har dog otte gange tidligere besøgt muslimske lande og lader ikke til at være bekymret ved udsigten til et attentat. Tilmed kan man sige, at der er en væsentlig pastoral pointe i, at han i få dage deler den usikkerhed, som Iraks kristne lever med til daglig. Irak er ikke på nogen måde en attraktiv destination, men det er netop de marginaliserede og de udsatte, der særligt har haft pavens opmærksomhed og således også på denne rejse.

Coronapandemien er til gengæld en ny komplikation, og selvom det 84-årige kirkeoverhoved og hans ledsagere er blevet vaccineret, er der en risiko for, at besøget i sig selv kan afstedkomme flere smittede. Paven skal besøge seks byer på tre dage, og de irakiske myndigheder har indtil den 8. marts, hvor paven rejser hjem, indført en række restriktioner for at holde pandemien i skak. Det gælder også adgangen til moskéer og kirker og vil begrænse tilstrømningen til de pavelige gudstjenester.

I Erbil, hvor paven skal holde sin største messe på byens stadium, der er bygget til 20.000, vil kun 10.000 troende få lov at være med. Men selvom der dagligt rapporteres om 3000 nye tilfælde, har der ikke været tale om at aflyse besøget fra irakisk side. Hertil er vigtigheden for stor for et land, der higer efter normalitet og gode nyheder.

Alligevel vil de fleste irakere kun opleve besøget på TV, ligesom resten af verden vil det. Medieopbuddet vil være stort, for rejsen finder sted i en del af verden, der er fuld af spændinger, senest i form af de diplomatiske og militære tiltag, der går forud for en genoptagelse af dialogen mellem USA og Iran, Iraks naboland.

Samtidig vil paverejsen være en erindring for den vestlige opinion om, at Mellemøsten ikke kun er et muslimsk konfliktområde. Kristne i Irak tilhører mange forskellige riter og traditioner og omfatter blandt andet syriske, assyriske, kaldæiske, armenske og melkitiske samfund. Nogle af dem anerkender pavens overhøjhed og er derfor også katolikker. Men man kommer ikke uden om, at de repræsenterer en arabisk kultur, der er ældre end islam, og som gør dem meget forskellige i deres trospraksis fra kirkerne i Vesten. Med sin rejse opfordrer paven derfor også kristne i resten af verden til at kigge længere end deres egne næsetipper og identificere sig med Iraks og Mellemøstens ældgamle menigheder. Også selvom de ofte virker fremmedartede.

Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.