Prøv avisen
Kirken i verden

Pavens højre hånd er kommet i skudlinjen

Vatikanets statssekretær Pietro Parolin, i rødt i midten, modtages i den hviderussiske hovedstad Minsk. Foto: © Corbis. All Rights Reserved.

Er Vatikanets statssekretær ude af trit med sin chef, paven, når det gælder vielser af homoseksuelle?

Troværdighed og professionalisme var to kendetegn, der gik igen af karakteristikken af pave Frans' nye statssekretær Pietro Parolin, da han blev udnævnt i 2013. Statssekretæren er det tætteste, pavestolen kommer på en statsminister, og Parolin lignede den totale modsætning til sin forgænger i embedet, kardinal Tarcisio Bertone, der var udnævnt af Benedikt XVI. Hvor Bertone var en outsider i kurien, har Parolin i de seneste 20 år været med til at udforme Vatikanets svar på stort set enhver geopolitisk udfordring. Og hvor Bertone var udfarende og temperamentsfuld, er Parolin effektiv og stilfærdig.

Parolin har en afgørende stemme i det råd af ni kardinaler, som paven har nedsat til at modernisere Vatikanets interne processer. Og han er manden bag pavestolens aktivistiske udenrigspolitik i Mellemøsten, mæglingen mellem Cuba og USA og den katolske kirkes proaktive indsats i forhold til klimaforandringerne.

Den 60-årige Parolin kommer fra Italiens Veneto-region, der har en lang tradition for at udklække pavelige topdiplomater, og mange iagttagere ser i ham en tilbagevenden til ”guldalderen” i Vatikanets diplomati fra 1960'erne til 1990'erne. Mens pave Frans' personlige karisma har været den afgørende faktor i ændring af den katolske kirkes offentlige image i overvældende positiv retning, er det Parolin, der bag kulisserne har garanteret den faglighed og legitimitet, der gør pavestolen til en troværdig politisk partner, når der skal leveres konstruktive bidrag.

Parolins reaktion på den irske folkeafstemning om homoseksuelle vielser har imidlertid ændret billedet af ham som et klassisk produkt af Vatikanets diplomatiske korps: ikke-ideologisk, fleksibel og realistisk.

”Jeg tror ikke bare, at man kan tale om et nederlag for kristne principper, men også om et nederlag for menneskeheden,” sagde han på et pressemøde i Vatikanet.

Kommentaren skabte opmærksomhed verden over, og den engelske avis The Guardian spekulerede på, om paven og hans statssekretær var helt på bølgelængde. Det er især pave Frans' dobbelttydige bemærkning om homoseksualitet fra 2013, der spøger: ”Hvem er jeg, at jeg kan dømme?”. Gik Parolin ligefrem i rette med sin chefs åbenhed?

Intet har dog efterfølgende tydet på, at statssekretær og pave er uenige. Langt snarere er det sandsynligt, at det er en bevidst strategi fra Vatikanets side at markere på meget højt niveau, at den katolske kirke ikke har til hensigt at ændre i sit traditionelle syn på familie og seksualitet.

En omkostning ved pave Frans' overvældende popularitet er nemlig, at offentligheden - både den katolske og ikke-katolske - ikke længere blot begejstres over, hvad han siger. Den lægger ham i stigende grad også ord i munden. Da Frans besøgte Filippinerne i januar, lagde filippinske biskopper mærke til, at der på nogle af de t-shirts, der blev solgt i forbindelse med besøget, ikke blot stod ”Hvem er jeg, at jeg kan dømme?”. Paven blev også taget til indtægt for slogans som ”Ingen race. Ingen religion. Jeg favner mangfoldigheden.” Pointen var her, at selvom paven aldrig havde sagt noget sådant, så mente de personer, der købte disse t-shirts, at han sagtens kunne have sagt det.

Det er derfor, at embedsmanden Parolin kommer på banen efter den irske folkeafstemning og så markant sætter tingene på plads i en katolsk optik. Vi lever i en tid, hvor der er stor efterspørgsel på moralske forbilleder, men meget mindre bud efter konkrete leveregler. Pave Frans må ikke blive en uforpligtende ”feel good”-pave og et katolsk svar på Dalai Lama, Desmond Tutu eller Oprah Winfrey. Det er paven og Parolin helt enige om.