Pavens livgarde

PAVESTOLENS HÆR: Hvert år den 6. maj optager Vatikanets farverige og hellebard-bevæbnede militærkorps, Schweizergarden, nye rekrutter

Den franske forfatter Stendhal, der besøgte Rom efter Napolons-krigene, brød sig ikke om synet af dem, men for de fleste andre gæster i Rom er der noget enestående malerisk og festligt ved schweizergarderne på Peterspladsen i deres spraglede renæssanceuniformer.

Soldaterne hører med til Den evige Stads seværdigheder og kalder smilet frem hos turisterne, men de er i grunden ligeså paradoksale som den miniaturestat, de skal forsvare.De er pavens private hær, men tæller kun lidt over 100 mand.De er schweiziske lejesoldater, skønt vi i dag mere forbinder Schweiz med streng neutralitet end med professionelle stridsmænd. Og mens de fleste nutidige militæruniformer er kedeligt ensfarvede eller uelegant spættede, består Schweizergardens raffinerede dragt af ikke færre end 154 sammensyede stykker stof i blåt, gult og rødt.

Ligesom Vatikanets frimærker er Schweizergarden et formelt udtryk for pavestolens uafhæng-ighed. Men modsat frimærkerne, der mest er en filatelistisk kuriositet, er Cohors Helvetica, som er gardens officielle latinske navn, en virkelig militær enhed. Ligesom Den kongelige Livgarde på Amalienborg forener ceremonielle opgaver med ansvaret for et statsoverhovedes liv og sikkerhed.

Som så mange andre berømte militærenheder er Schweizergarden stolt af sine krigeriske traditioner og militære mærkedage, og blandt disse indtager den 6. maj en helt særlig placering.For det var den 6. maj 1527 - midt under Roms plyndring - den skrækkelige »Sacco di Roma« - at garden første gang beviste sit værd. Karl V's tropper havde indtaget Rom, og pave Clement VII stod i fare for at falde i hænderne på kejserens hærgende horder. For at give paven mulighed for at slippe væk stillede Schweizergarden sig i bogstaveligste forstand på tværs og tog kampen op med de tyske og spanske landsknægte. Taktikken virkede efter hensigten, for paven, 13 kardinaler og 3000 andre flygtninge nåede at komme i sikkerhed bag fæstningen Engelsborgs tykke mure.

Men det kostede garden dyrt. Ikke færre end 147 gardere med korpsets tredje kommandant, Kaspar Röist, i spidsen mistede livet, og kun 42 overlevede.

Det er til minde om denne heroiske dåd, at nye rekrutter hvert år optages i Schweizergarden den 6. maj. Festdagen begynder med, at en ærkebiskop eller kardinal fejrer messe med soldaterne og deres slægtninge og venner hjemmefra, hvorefter den farverige optagelsesceremoni finder sted i Sankt Damasus-gården i Vatikanet i nærværelse af repræsentanter for pavestolen og for de væbnede styrker i Italien og Schweiz.

I sine erindringer fra 1956, »Vatican Assignment« (Udsendt til Vatikanet), beskriver den britiske diplomat og senere ambassadør i Danmark Sir Alec Randall i lyriske toner denne ceremoni, som han overværede i 1920'erne, og som i al væsentlighed ikke synes at have ændret sig siden da.

»De nye rekrutter sværger under musikledsagelse fra deres eget orkester loyalitet over for paven og regimentets fane, på hvilken de lægger deres behandskede hånd, mens de reciterer eden på schweizer-tysk. Herefter holder deres kapellan en prædiken for dem på det samme sprog. Det er en fryd for øjet at se de flotte unge mænd marchere og stå i formation i deres spraglede uniformer tidligt om morgenen under en klar blå romersk himmel.«

Rekrutterne sværger på at ville tjene paven og om nødvendigt ofre deres liv for ham, og det kan ikke være noget helt let løfte at afgive. Truslerne mod pave Johannes Paul II's liv har været talrige i løbet af hans snart 25-årige regeringstid, og skønt Schweizergarden ikke kunne afværge det berømte attentat den 13. maj 1981 på Peterspladsen, var det en officer i garden, der greb og skærmede den hårdt sårede pave, da skuddene var faldet. I den forstand har grundvilkårene for pavens livgarde ikke ændret sig mellem renæssancen og vor tid.

Schweizergarden har beskyttet paverne siden 1506. I det år kom 150 soldater til Rom, efter at pave Julius II havde indgået en aftale med kantonerne Luzern og Zürich om at forsyne ham med en permanent livvagt. Paven, der selv var velbevandret udi krigskunsten, vidste, hvad han gjorde, for i begyndelsen af det 16. århundrede hørte schweiziske lejesoldater til de allerbedste på markedet og havde dertil ry for virkelig trofasthed og uselviskhed.

Ikke mindst de franske konger kom gennem århundrederne til at sætte stor pris på deres schweiziske soldater, både som regulære tropper og som livgarde. Det var således Louis XVI's Schweizergarde, der forsvarede Tuilerierne, da det parisiske slot blev stormet af revolutionære styrker i 1792 som et forvarsel om den franske kongefamilies endelige fald. Og atter kom loyaliteten til at koste de schweiziske soldater dyrt, da ikke færre end 500 medlemmer af regimentet blev massakreret.

Den berømte episode blev siden hen udødeliggjort i en af Bertel Thorvaldsens allerførste monumenter »Schweizerløven i Luzern« fra 1819, der viser en hårdt såret løve under indskriften »Helveticum Fidei ac Virtuti«.

Men selvom det er tropper i fransk tjeneste, som mindesmærket er sat over, er den trofasthed og militære dyd, der berømmes, kvaliteter som mange andre af Europas fyrster kom til at nyde frugterne af og således også paverne.

I dag skal man imidlertid være heldig for at møde schweiziske lejesoldater, for Schweiz' forfatning tillader ikke landets borgere at gå i fremmed krigstjeneste. Eneste undtagelse herfra er tjeneste ved den pavelige Schweizergarde.

Den nuværende styrke er på ca. 110 mand, inklusive fire officerer, en snes underofficerer og en kapellan. Garden bevogter de fire indgange til Vatikanet, overvåger folkemængden ved pavelige gudstjenester og audienser og danner æresgarde ved officielle besøg og modtagelser. Men dens vigtigste opgave er ansvaret for sikkerheden i pavens palads og at beskytte pavens person. Hver gang paven fremtræder offentligt, er der således gardere i hans umiddelbare nærhed enten i uniform eller i civil.

Garderne er naturligvis bevæbnede, men fordi de er i pavens tjeneste, prioriterer man en myndig snarere end en aggressiv fremtoning. Derfor ses Schweizergarden oftest kun med hellebarder, og nye rekrutter gennemgår et kursus i brugen af dette noget antikverede våben, som er en blanding af et spyd og en økse. Men det betyder ikke, at man har forsvoret den teknologiske udvikling siden renæssancen.

Garderne trænes i kamp-sport og i brugen af skydevåben, tåregas m.m. Desuden siges en række strategisk anbragte paraplystativer inden for soldaternes rækkevidde at indeholde skarpladte Beretta-maskinpistoler for alle eventualiteters skyld.

Men selvfølgelig kan det synes uforeneligt med pavens mission og embede, at han har krigsmænd i sit sold. Hvorfor overhovedet opretholde en uniformeret militærstyrke? Ville det ikke give meget mere mening at overlade pavens og Vatikanets sikkerhed til det italienske politi, som Vatikanet i forvejen har et udmærket samarbejde med?

Spørgsmålet blev taget op i 1970'erne, da pave Paul VI gennemførte væsentlige reformer i pavestolens ceremonielle struktur. Den 15. september 1970 blev således en skæbnesvanger dato for den navnkundige Nobelgarde (kun for medlemmer af det romerske aristokrati), Palatingarde (for håndværkere og funktionærer) samt for De pavelige Gendarmer, der alle blev nedlagt, først og fremmest fordi de ikke lavede meget andet end at se flotte ud ved festlige lejligheder. Schweizergarden derimod reddede livet, fordi den udover at varetage regulære sikkerhedsopgaver også tjener et politisk formål som vogter af Vatikanets suverænitet udadtil. For Vatikanet er en suveræn stat, der formelt sikrer paven uafhængighed af verdslige magter, og Schweizergarden er det nærmeste, som Vatikanet kommer på en hær.

Spørgsmålet om Schweizergardens fremtid blev imidlertid taget op igen i 1998, efter at en 23-årig underkorporal ved navn Cedric Tornay den 4. maj om aftenen havde skudt Schweizergardens kommandant, oberst Alois Estermann, og dennes hustru for endelig at skyde sig selv. Katastrofen blev angiveligt udløst af, at Tornay følte sig snydt for en æresbevisning, og for om muligt at gøre det hele værre fandt drabene sted samme dag, som paven havde udnævnt Estermann til kommandant for Schweizergarden. Episoden var dybt traumatisk for garden og fik nogle røster i Vatikanet til at anbefale, at den blev nedlagt.

Men de argumenter, der havde beskyttet garden under pave Paul VI's reformer, holdt stadigt vand, og der var desuden udbredt modvilje mod at lade en enkelt tragedie sætte en stopper for næsten 500 års tro tjeneste. Ikke desto mindre fik dobbeltmordet Schweizergarden til at ændre på nogle af sine regulativer, modernisere sin rekrutteringspraksis og blandt andet indføre psykologiske test.

Kravene til en schweizergarder er i princippet få og enkle. Han skal være schweizer, praktiserende katolik, ugift, over 18 år og under 30, minimum 1,75 meter høj, og han skal have aftjent værnepligt i Schweiz. Endelig skal han have en anbefaling fra sin sognepræst. Det er dog ingen hemmelighed, at det i mange år har knebet med tilgangen, for de unge mænd skal til syvende og sidst underordne sig både kirkelig og militær disciplin i et miljø, hvor luften godt kan være lidt stillestående.

Den enkeltes vagttjeneste kan vare op til mellem otte og 11 timer dagligt i al slags vejr, og temperaturforskellene kan være ekstreme i Rom. Skønt tjenesten naturligvis giver mulighed for helt enestående oplevelser, er lønnen for en rekrut kun godt 7000 kroner pr. måned, og selvom disse er skattefri, er det åbenbart ikke længere helt nok, når man samtidig skal binde sig for mindst to år. Garden har derfor allieret sig med et headhunterfirma i Schweiz, som besøger katolske sogne, miltære kaserner og seminarier for at tiltrække kandidater fra den reserve af ca. 30.000 egnede kandidater, man regner med, der findes i det overvejende protestantiske land på lidt over syv millioner indbyggere.

- For år tilbage, da de katolske familier i Schweiz havde mange børn, var det nemmere at fylde rækkerne, fortalte en af Schweizergardens frivillige rekrutteringsofficerer oberst André Wyss til Time Magazine.

- Men der er ingen, der lader sig optage i Schweizergarden bare for pengenes skyld, tilføjede han.

- Det at tjene paven er en stor åndelig oplevelse og en ære. Og desuden er det godt for Schweiz' image udadtil.

Schweizergarden er med andre ord ikke bare et katolsk, men også et nationalt schweizisk fænomen, og heri ligger nok dens bedste håb om fortsat at kunne tiltrække unge mænd af den rette støbning. For tjeneste i Schweizergarden er noget, der står respekt om også uden for de snævre konfessionelle rammer. Dertil kommer, at det at være schweizergarder ofte går i arv fra far til søn, og det er - ligesom i Den Kongelige Livgarde - med til at kaste glans over foretagenet. Ikke færre end 11 af gardens kommandanter mellem 1652 og 1982 har således båret navnet Pfyffer von Altishofen.

Som alle militære institutioner er Schweizergarden traditionsbærende for det samfund, der omgiver det, og få stater er så traditionsbevidste som Vatikanet. Derfor ser gardens nuværende kommandant, den 39-årige oberst Elmar Theodor Mader, også fortrøstningsfuldt frem til Schweizergardens 500-års-jubilæum i 2006.

- Det er en begivenhed, der vil blive fejret efter alle kunstens regler, sagde han til den italienske avis Corriere della Sera ved sin tiltræden sidste år.

kirke@kristeligt-dagblad.dk