Prøv avisen
Interview

Han er pavens skrædder, skønhedens apostel og kristendommens parfumeur

”Pavens skrædder” er Filippo Sorcinellis øgenavn, og han har faktisk udført messehageler til pave Benedikt XVI og de klæder, pave Frans bar, da han blev indsat. Han ser sit arbejde som skrædder og designer som et ”ministero”, en tjeneste for kirken. Han vil prise Gud gennem liturgiske klæder og kristne symboler. – Fotoselvportrætter: Filippo Sorcinelli.

Mange års fascination af den dybt katolske multikunstner Filippo Sorcinelli har drevet sognepræst Poul Joachim Stender til at interviewe ham. Mød parfumeuren, der har omdannet Notre Dame-katedralens brand til en duft

”Vi kan ikke være frie i Europa uden kristendommen. Den er ikke en religion, der tæmmer os mennesker. Den binder os sammen gennem stærke spirituelle principper som lighed og gensidig respekt. Det er tilbedelsen af Helligånden, der gør os frie.”

Ordene lyder fra den italienske multikunstner Filippo Sorcinelli. Han er pavens skrædder, organist, fotograf, billedhugger, maler og juveler. Og så er han parfumeur og har omformet kirker, musik, arkitektur, meteorologiske fænomener og almenmenneskelige følelser til dufte.

Jeg interviewer Filippo Sorcinelli over Skype, da jeg på grund af coronapandemien ikke kan opsøge ham personligt i Italien. I mange år har jeg været dybt fascineret af ham, fordi han er i stand til at videregive skønheden i alt, hvad han skaber. I mine øjne er hans skønhedens apostel. På computerskærmen fremstår han med sit tætklippede hår, et gigantisk mørkt skæg og sorte geometriske tatoveringer på de nøgne arme, som en blanding mellem en munk, en punker og en russisk romanfigur. ”Mine tatoveringer er forholdsvis nye,” oplyser han, ”i nakken har jeg Kristus’ blødende hjerte, Sacré-Coeur. De geometriske streger fortæller om, hvordan jeg har forsøgt at udforske sandheden. De ligner et knust spejl. Der er meget, jeg har måttet slå i stykker i mig selv for at se virkeligheden og sandheden. Disse øjeblikke med brud er nødvendige for at gøre noget stærkere.”

Filippo Sorcinelli er født i 1975 i Mondolfi ved Adriaterhavet. Byen er en af de smukkeste byer i Italien med sine smalle stræder og pastelfarvede husfacader. Når jeg spørger ham om, hvad hans forældre lavede, svarer han:

”Lidt ligesom Jesus’ forældre. Min mor var husmor og hjalp min far med hans snedkerarbejde. Min tante og min bedstemor var skræddere. Og så gjorde min mor rent i kirken. Fem år gammel begyndte jeg at hjælpe hende. Indimellem efterlod hun mig i kirken. Det var de stunder, der fyldte min kunstneriske kuffert. Den hellige bygning, de strålende malerier, skulpturerne. Jeg åbnede skuffer og skabe og lugtede til præstens klæder. En duft af kirkerummets essens. Og så var der orglet, som jeg ikke kunne komme væk fra.”

Orgelmusikken går igen i alt, hvad Filippo Sorcinelli foretager sig som kunstner. Han er uddannet organist fra konservatoriet G. Rossini in Pesaro og på Pontificio Istituto di Musica Sacra (det pavelige institut for hellig musik). Hvis et menneskes liv har et soundtrack, er hans livs soundtrack orglet. Det var hans første og største inspiration. Da de andre drenge i Mondolfi spillede fodbold, var Filippo Sorcinelli som 13-årig organist i kirker i Fano, Rimini og San Benedetto del Tronto. Men det var ikke en byrde for ham.

”Jeg følte mig tryg og sikker i, hvad jeg ville. De andre drenge kunne spille fodbold, men mit liv var ved orglet. Min dannelse og udvikling havde en kulturel tyngde, men af egen fri vilje. Min vej var anderledes. Det var, som om orglet kom til mig fra de indre organer, og til dags dato tillader jeg mig at begære orglet mere end noget andet. De, der hører et orgel ånde, kan ikke undgå at få vakt en følelse, der forhøjes.”

Filippo Sorcinelli har udgivet albummet ”Francophilie” med improvisationer over Bach og andre af barokkens komponister. Da jeg fortæller ham, at statsmanden Churchill er citeret for at have sagt, at det kræver et kæmpe forarbejde at holde en improviseret tale, svarer han: ”Der skal være en menneskelig og kulturel forberedelse til musiske improvisationer. Ikke blot en forberedelse af tekniske færdigheder. Hvis man ikke opnår at være fri i improvisationen, ender man fastlåst i et bur af tekniske færdigheder, der er ligegyldige. Mit ønske er at være autentisk og fri. Det er de to værdier, som har rod i at improvisere. Kunsten i improvisationen, der kan videreføres til andet i livet, er at forbinde det, der sker i nuet, til det, der kommer bagefter.”

Det var inspirationen fra tanten og bedstemoderen, der fik Filippo Sorcinelli til at begynde at lave messehageler sideløbende med sin musik. Han ser sit skrædder- og designerarbejde som et ”ministero”. Han vil prise og tjene Gud gennem liturgiske klæder og give den skønhed videre, han som kunstner også er i stand til at finde i klædestoffer, kristne symboler og design. Han etablerede i Mondolfi skrædderiet LAVS, der står for Laboratoria Atelier Vesti Sacre. Men samtidig ønskede han også, at navnet skulle give en association til den latinske kirkehymne ”Te Deum Laudamus” (Vi priser dig Gud). I dag leverer skrædderiet liturgiske klæder til adskillige kirker i Italien. Men også til katolske kirker i New York, Berlin, Madrid, Jerusalem og Antiokia.

”Det er et øgenavn, når jeg bliver kaldt pavens skrædder, selvom jeg har syet messehageler til pave Benedikt XVI og de klæder, pave Frans bar ved sin indsættelse. Paven er en utroligt betydningsfuld figur for mig. Men på den anden side er det også vigtigt for mig at nævne, at selv den mindste præst i den mindste kirke har ligheder med paven, fordi de begge, trods deres forskellighed, skal forkynde Gudsriget. At lave pavens tøj eller en simpel præsts tøj er det samme for mig. Det handler om at have kontrol over den hellige kunsts historie og skabe originale klæder, der er i harmoni med den bygning, hvor de skal bæres. I den katolske kirke viser præsten det menneskelige gennem sine hænder og ansigt. Resten af ham skal være upersonligt og gennem de liturgiske dragter pege mod noget højere og helligere.”

Filippo Sorcinelli er også en næse. Det kalder man en parfumeur. Da han havde kreeret sine messehageler til paven, fik han idéen at sprøjte dragterne med en duft. Han ønskede, som han udtrykker det, at kommunikere med andet end klædestoffet og designet. Dufte er for ham en sjælstilstand. Men dufte er også kommunikation. Han påpeger, at man i de gamle religioner kommunikerede med det guddommelige gennem røgofre. Parfume er et fransk ord, der betyder gennem røg. Han ville give messehagelerne til Vatikanet en duft af Italiens katedraler, af hellighed, åndelighed, skønhed og kunst. Han skabte parfumen Lavs, navngivet efter hans atelier. Det blev hans mest solgte parfume. Men også indledningen til hans kunstneriske virke som parfumeur.

Siden da er der kommet adskillige parfumer, der forsøger at fange det hellige i en flakon, så Filippo Sorcinelli, selvom han ikke vil bryde sig om betegnelsen, kunne kaldes kristendommens parfumeur. Parfumen Rosa Nigra er duften af Jomfru Marias hensovelse og optagelse i himlen. ”Vi har ikke en grav for Jomfru Maria. Vi har ikke knogler fra hende, som vi har fra helgenerne. Med Rosa Nigra vil jeg give mere mening til den Ubesmittedes opstigning til himmelen. Lugter man til parfumen, vil der i de mange lag, som en parfume indeholder, være en note af rose, som er Marias symbol.”

I parfumen Opus 1144 sætter han ikke kun en kirke i duft, men hele gotikken. Årstallet henviser til grundstensnedlæggelsen af Saint Denis-kirken nær ved Paris. Kirken blev starten på den nye stilart gotikken. I sin parfume henter Filippo Sorcinelli inspiration fra den himmelstræbende gotik, som han ser som renæssancens egentlige begyndelse. Perioden er for ham ”fyldt af mønstre, en jubel af farver, en koncert af farver, en duftende have”.

Filippo Sorcinelli arbejder også i sine parfumer med almenmenneskelige følelser som kedsomhed og undskyldninger. Duften Ennui Noir er en hyldest til kedsomheden. Med et smil fortæller den travle kunstner, mens han klør sig på en af sin arms geometriske linjer: ”Jeg keder mig altid. Men kedsomhed skal ikke forveksles med en tilstand af depression eller ligegyldighed. Kedsomhed er muligheden for at udforske ørkenen i ens selv.”

En af hans nyeste parfumer, Scusami, er undskyldningens duft.

”At sige undskyld er en sindstilstand ligesom kedsomhed, som kræver et enormt indre arbejde. Vi er ikke alle i stand til at sige undskyld. Der er behov for at finde måden og tiden og de nødvendige handlinger. Og det kan man kun gøre ved at søge efter ydmygheden i vores indre.” Jeg spørger ham, hvorfor der i den duft, der strømmer ud fra Ennui Noir som en blomsterbuket, man undskyldende vil give til en, man har forbrudt sig imod, også er noter af et eller andet hengemt og gammelt. ”Tit siger man undskyld for sent,” svarer han.

Notre Dame i Paris er en katedral, som Filippo Sorcinelli er voldsomt draget af. ”Det var ikke mig, der rakte ud efter Notre Dame,” forklarer han, ”det var Notre Dame, der rakte ud efter mig. Nogle gange sker der det, at stenene og murene taler til en.”

Da kirken brød i brand den 15. april 2019, kreerede han kort tid efter parfumen 15.4.2019. Det er duften af katastrofen. Røg, brand, ødelæggelse. Men også af vandet, der rammer kirkens sten og slukker ilden. ”Der er håb i min parfume om genopbyggelse og ikke ødelæggelse og død. Det er grundlaget i al min kunst. Jeg åbner et sår, der giver adgang til lys.”

Orglet i Notre Dame har inspireret ham til parfumeserien Extract de Musique. Han gør orglet til parfumer. Hvert orgel har registre, som organisten trækker ud for at skabe forskellige toner. Filippo Sorcinellis parfumeflasker i serien er formet som disse registre og hedder, ligesom registrene på Notre Dames orgel, Contre Bombarde 32, Voix Humane 8, Plein Jeuv III-V, Unda Maris 8, Violon Basse 16. Han spiller duftmæssigt på alle registrene fra det rungende, voldsomme, eksploderende til det støvede, sarte og transparente.

Det samme gør han i parfumen Symphonie-Passion. Det er duften af orglet, som komponisten Marcel Dupré spillede på i sin fødeby Rouen. I parfumen Quando Rapita in Estasi transformerer han igen musik til duft og fortæller med sin parfume om det øjeblik, da Maria Callas går ind i Teater La Scala i Milano i 1950 og synger arien om galskab fra ”Lucia di Lammermoor” og selv er ramt af galskab i sit liv. ”Parfumen og musikken er ekstremt knyttet til hinanden. De bruger samme sprog. Man komponerer både som musiker og parfumeur og taler om noter og akkorder. Parfumen har ikke materiale ligesom musikken. Musikken kan du ikke røre. Den har ingen substans. Det samme gælder parfumen. Det er to brødre, der er på samme rejse.”

Det meteorologiske fænomen tåge fascinerer Filippo Sorcinelli. Tågen sletter grænser. Den har ikke nogen duft, men forstærker de dufte, der er på det sted, hvor man befinder sig. I parfumeserien Nebbia og sine fotografier fortolker han tågen i en forladt fabrik, tågen i skoven, tågen ved havet. Vi er nogle præster og organister herhjemme, der beundrer ham for at trække kristendommens frihed og skønhed ud af tågen gennem musik, liturgiske klæder, parfumer, fotografier, malerier, skulpturer, smykker. Han er en af de store nulevende italienske kunstnere. En multikunstner som Leonardo da Vinci. Hans geometriske tatoveringer, der nærmest får hans krop til at fremstå krakeleret, afslører det, han er. En mand, der vil bag overfladen – ind i tilværelsens og troens dybeste rum. Inden interviewet afbrydes, har jeg inviteret ham til Danmark for at spille i en af vores kirker, mens hans parfumer og messehageler præsenteres.

Poul Joachim Stender er sognepræst i Kirke Saaby og Kisserup Sogne.

At sige undskyld er en sindstilstand ligesom kedsomhed, som kræver et enormt indre arbejde. Vi er ikke alle i stand til at sige undskyld. Der er behov for at finde måden og tiden og de nødvendige handlinger.

Filippo Sorcinelli spillede allerede som 13-årig på orglerne i flere kirker i sin barndoms land. Bach og de andre barokmestre. Orlget var hans første og største inspiration. ”De, der hører et orgel ånde, kan ikke undgå at få vakt en følelse, der forhøjes,” siger han. - Fotoselvportræt: Filippo Sorcinelli