Skønt partier, der åbenlyst forfægter en kristen identitet, har fået markant fremgang ved det seneste valg til Europa-Parlamentet, ser Vatikanet med dybe panderynker på Parlamentets nye sammensætning.
For den kristendom, som blandt andre den italienske indenrigsminister, Matteo Salvini, og den ungarske premierminister, Viktor Orbán, står for, har ikke meget at gøre med katolsk sociallære set i pavernes optik. På samme måde ligger Orbán og Salvinis forestilling om Europa langt fra de tanker om et moralsk funderet overnationalt samarbejde, som pavestolen har været talsmand for siden afslutningen på Anden Verdenskrig.
Kontrasten kunne også ses i en udtalelse fra formanden for de katolske bispekonferencer i EU (Comece), Luxembourgs ærkebiskop Jean-Claude Hollerich. Han betegnede i et interview i maj med den italienske avis Avvenire den kamp om Europas sjæl, som aktivister som amerikaneren Steven Bannon har lanceret, og som Salvini og Orbán har taget til sig, som en fordrejning af evangeliet. Tilsvarende karakteriserede han de politiske ambitioner, der ligger bag, som ”et forværelse til totalitarisme”.
Da pave Frans blev valgt i 2013, mente flere iagttagere ikke, at en latinamerikansk pave ville interessere sig så meget for Europa som sine forgængere, men den bekymring har vist sig ubegrundet. For ikke færre end fem gange har den argentinske kirkeleder i taler skitseret en social og politisk vision for Europa. Det dybe engagement i Europa, som Johannes Paul II stod for i knap tre årtier, og som Benedikt XVI gjorde til en hjørnesten i sit korte pontifikat, har Frans taget til sig.
I 2014 beklagede pave Frans i en tale til Europa-Parlamentet, at kontinentet syntes at have tabt pusten, og opfordrede parlamentarikerne til at ”forlade forestillingen om et Europa, der er frygtsomt og selvoptaget”. Og selvom paven ligesom mange af de populistiske politikere kritiserede EU’s bureaukrati for at hindre økonomisk vækst, var han klar i sin afvisning af samme politikeres hårde retorik mod flygtninge og migranter. I stedet opfordrede han til medfølelse.
I optakten til dette års europa-parlamentsvalg har pave Frans særligt fremhævet den katolske kirkes håb for Europa gennem sine rejser. På besøg i Bulgarien og Makedonien i maj forsvarede han flygtninge og migranter, og da han for nylig besøgte Rumænien, opsummerede han sit budskab med en advarsel mod de kræfter, der med afsæt i et angiveligt forsvar for kristne værdier forfølger en chauvinistisk dagsorden. Med et karakteristisk ordvalg talte ham om en ”ideologiske kolonisering” af borgerne, som ved at promovere ”frygt og splittelse” ønsker at begrave al erindring om Europas kulturelle mangfoldighed.
Sådanne udtalelser bunder i klassisk katolsk sociallæres principper om, at alle mennesker besidder samme gudgivne værdighed. De er også fint i tråd med den moralske vision om at overvinde Europas splittelse efter Anden Verdenskrig, der var en afgørende motivation for EU’s kristen-demokratiske grundlæggere i 1950’erne.
Ikke alle katolikker er dog enige med paverne i dette syn, og skoleeksemplet på en populistisk politisk bevægelse med katolsk fortegn, der kom i konflikt med pavestolen, er den franske Action française og dens leder Charles Maurras. Den populære bevægelse var politisk reaktionær, hævdede at forsvare katolske værdier og havde stærke antisemitiske træk. Den daværende pave Pius XI var til gengæld ikke i tvivl om, at Maurras groft udnyttede katolicismen til rent politiske formål, og i 1927 ekskommunikerede han såvel Maurras som alle, der støttede bevægelsen.
Så vidt vil pave Frans næppe gå i forholdet til for eksempel Matteo Salvini, der holder af at vise sig offentligt med en rosenkrans. Men der er ingen tvivl om, at han tolker Salvinis og andre nationalisters succes ved europa-parlamentsvalget som et sygdomstegn for Europa. I flyet på vej tilbage til Rom fra Rumænien udtalte han sig for første gang efter valget om resultatet og beklagede, at ”nye grænser” sprang op overalt på kontinentet, og at EU er under angreb fra ideologier,”der ikke er europæiske”.
Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.