Det er ironisk, men også oplysende, at pave Frans’ nylige rejse til Mozambique, Madagaskar og Mauritius faldt sammen med, at Zimbabwes tidligere præsident, Robert Mugabe, døde den 6. september. For de to katolikkers forhold til kontinentet viser om noget katolicismens indflydelse, og om hvordan kirken forholder sig til lokale magtstrukturer.
Mugabe klamrede sig til magten, ruinerede sit land og dræbte tusinder af politiske modstandere. Her betød det mindre, at han var katolsk døbt og angiveligt troende, når han kynisk brugte religionen til at konsolidere sin egen politiske magt.
Pave Frans har på sine rejser til Afrika derimod ofte udfordret lokale politiske ledere og sat fokus på problemer, de helst vil undgå at tale om. Samtidig er Afrika det område i verden, hvor den katolske kirke vokser hurtigst, og Frans blev tydeligt stimuleret og rørt af den glæde, som de afrikanske katolikker giver udtryk for.
Paverejser har deres egen logik. Fra den officielle modtagelse i lufthavnen til messer for enorme menneskemængder handler besøgene om at synliggøre paven og om at skabe opmærksomhed om de anliggender, der ligger ham på sinde. Hvert element i hans program har sin særlige dynamik, hvad enten det drejer sig om diskussioner med politiske ledere, samtaler med lokale gejstlige, interreligiøse drøftelser eller møder med unge mennesker.
I Mozambique var det freden som et fælles ansvar, paven tog op. Efter uafhængigheden fra Portugal udbrød der i 1977 borgerkrig i landet mellem den marxistiske regering og oprørsbevægelsen Renamo. Først i 1992 sluttede parterne fred med den katolske lægmandsbevægelse Sant’Egidio som mægler. Stridighederne blussede op igen i 2013 og blev afsluttet den 1. august i år med en ny fredstraktat blandt andet under indtryk af det tilstundende pavebesøg. Da Frans i sin tale i præsidentpaladset understregede, at freden kræver ”ihærdighed og en stadig og uophørlig indsats”, var det derfor ikke en kliché. Mozambiques præsident Filipe Nyusi og formanden for Renamo, Ossufo Momade, var begge til stede, og deres ansvar for fredens opretholdelse blev tydeliggjort af pavens ord.
I Madagaskar var det kontrasten mellem østatens smukke natur og befolkningens dybe fattigdom, der var pavens afsæt. Omkring 70 procent af indbyggerne lever for under to dollars om dagen, og bøndernes afskovning af junglen er en trussel mod biodiversiteten og landets fremtid. I en tale til præsident Andry Rajoelina, embedsmænd og diplomater, understregede Frans, at der ikke findes holdbare løsninger uden social retfærdighed, inklusive bekæmpelse af den udbredte korruption. Ingen anden statsleder ville slippe godt fra en sådan kritik ansigt til ansigt med landets elite, men fordi pavens ærinde hverken er kommercielt eller militært, men derimod moralsk, er sådan retorik mulig.
Mauritius har en blandet befolkning af afrikansk og indisk baggrund, og under sit korte besøg her fremhævede paven det smukke i, at mennesker af forskellig etnisk oprindelse arbejder for det fælles bedste. Katolikkerne udgør under en tredjedel af østatens 1,4 millioner indbyggere, hvoraf de fleste er hinduer, og under en messe med 100.000 deltagere opfordrede Frans ungdommen til at engagere sig i evangelisering og kirkelig fornyelse. Paven roste også landets positive økonomiske udvikling, men advarede mod en udvikling, hvor dele af befolkningen blev hægtet af.
Pave Frans’ embede giver ham et spillerum som ingen anden, og hans tilstedeværelse kan i sig selv være katalysator for en positiv udvikling. Men hans ord har også vægt, fordi kirken i forvejen er meget aktiv på alle niveauer. Katolske organisationer leverer sundhed og uddannelse overalt på kontinentet, præster er fortalere for marginaliserede grupper, og biskopper mægler på tværs af nationale og etniske linjer. Selv i tilfældet Mugabe var det en jesuiterpræst, Fidelis Mukonori, der i 2017 var afgørende for at overtale ham til endelig at slippe magten. Det er denne moralske indflydelse, både realistisk og idealistisk, der bærer paverejser som dem til Mozambique, Madagaskar og Mauritius.
Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.