Prøv avisen
Kirken i verden

Pavestolen og Kina er tæt på at nå frem til historisk aftale

Kardinal Joseph Zen fra Hongkong (th.) sagde tidligere på måneden, at det var udelukket, at den katolske kirke kunne indgå en rimelig aftale med det kinesiske styre. Ikke desto mindre er det angiveligt, hvad pave Frans (tv.) håber på at gøre. – Foto: L’Osservatore Romano/Pool Photo via AP/Ritzau Scanpix

Lykkes det for pave Frans at normalisere forholdet til Kina, kan det styrke den katolske kirke afgørende. Kritikere advarer dog mod en aftale, hvis prisen er, at kirken skal give køb på sin selvstændighed

Siden årsskiftet har der været mange forlydender om et gennembrud i forhandlingerne om diplomatiske forbindelser mellem Kina og pavestolen. Der skal være en aftale på vej om, hvordan katolske biskopper i landet fremover skal udnævnes i det asiatiske land.

Rygterne er taget til i den senere tid, hvor den regeringskontrollerede kinesiske avis Global Times på lederplads har skrevet, at pavestolen og Kina ”før eller siden” vil reetablere diplomatiske forbindelser, og at alle tilbageværende problemer vil blive løst af pave Frans’ ”visdom”.

Efter den kommunistiske magtovertagelse i 1949 blev alle fremmede præster og ordensfolk udvist af Kina, og i 1951 blev forbindelserne mellem Beijing og pavestolen afbrudt. Kirkeligt betød det, at der udviklede sig to parallelle katolske kirker i landet – en undergrundskirke, der forblev loyal over for Rom og derfor blev forfulgt af myndighederne, og fra 1957 en ”patriotisk” katolsk kirke, der underkastede sig regeringskontrol og derfor blev officielt tolereret.

Biskoppernes position er afgørende i den sammenhæng, fordi biskoppen efter katolsk opfattelse er bindeled mellem den lokale og den universelle kirke, såvel som forbindelsen ned gennem historien helt til Jesu tid gennem den såkaldte apostolske succession, som betyder, at biskopper skal indgå i en ubrudt række af indviede tilbage fra apostlene for at have gyldighed.

Den patriotiske katolske kirkes biskopper, der er udnævnt uden pavestolens godkendelse, er derfor ikke anerkendt af hverken pavestolen eller af undergrundskirken. Undergrundskirkens biskopper er derimod udnævnt af paven og anses derfor for ”rigtige” biskopper af pavestolen, også selvom de er bispeviet i hemmelighed.

En harmonisering af forholdene for den katolske kirke beror således ikke blot på en overenskomst mellem pavestolen og den kinesiske regering, men også på en forsoning mellem landets to katolske kirker, der i øvrigt ikke har trosmæssige stridigheder. Der er således flere eksempler på, at ”patriotiske” katolske biskopper diskret har søgt og opnået pavens godkendelse, hvad der yderligere bidrager til at gøre situationen vanskelig at gennemskue for alle parter.

Kernen i den forestående kinesisk-pavelige normalisering er derfor en rammeaftale om bispeudnævnelser, hvor pavestolen godkender alle regeringsudpegede ”patriotiske” biskopper mod til gengæld selv at få lov til at udnævne de fremtidige.

Det er dog svært at forestille sig, at den kommunistiske regering ikke vil insistere på en vetoret, og det er her, at pave Frans står over for meget højlydte kritikere i egne rækker. Den tidligere ærkebiskop af Hongkong, kardinal Joseph Zen, udtalte i begyndelsen af måneden, at Vatikanet bevægede sig i den forkerte retning, har ”solgt ud” af de kinesiske katolikker, og at det var udelukket, at man kunne indgå en rimelig aftale med Beijing. Andre stemmer advarer om, at undergrundskatolikkerne, hvis udholdenhed trods alle overgreb har banet vejen for en normalisering, hurtigt kan føle sig forrådt, især hvis nogle af deres biskopper bliver bedt om at trække sig tilbage, fordi de er uacceptable i Beijings øjne.

Under præsident Xi Jinping har Kina bevæget sig i en stadig mere autoritær retning, og for hans regering vil det ikke være uden risiko at lade den katolske kirke komme frit til orde ikke bare i forkyndelsen af evangeliet men også gennem sin sociallære. På den anden side synes Xi tiltrukket af traditionelle værdier og ser måske de kristne kirker, der har oplevet enorm vækst i Kina, som en allieret i den kamp mod korruption og uærlighed, som han har gjort til en mærkesag. Dertil kommer, at det generelt er dårligt for Kinas globale image at være kendt for sin forfølgelse af kristne.

Totalitære, nationalistiske regimer har det generelt svært med overnationale kirkesamfund som den katolske kirke, og pave Frans’ tilnærmelser til Kina kan minde om pavestolens ”østpolitik” under den kolde krig, hvor det gjaldt om at holde kirken i live i det kommunistiske Øst- og Centraleuropa. Den historie endte bedre for kirken end for kommunisterne, men det kunne ingen vide før Murens fald i 1989. Dengang som nu består det pavelige diplomati – som al diplomati – i en afvejning af muligheder og risici.