Prøv avisen

Pavevalg åbner for debat mellem katolikker og protestanter

Den abdicerede pave Benedikt XVI Foto: Michael Kappeler Denmark

En god leder kendes på, at han eller hun ved, hvornår det er tiden at gå af. Det har pave Benedikt XVI gjort, og det har biskop i Haderslev Niels Henrik Arendt gjort

Derpå kendes en god leder, at han ved, hvornår det er tid at gå af.

Det har paven levet op til, og han har dermed gjort den katolske kirke en stor tjeneste. For nu har man en forhenværende pave gående inden for Vatikanets mure, samtidig med at den regerende sidder på sit arbejdsværelse.

Hvem er det så, der har den apostolske succession? Har Benedikt XVI afgivet den, for at en ny kunne få den? Det har man ellers altid hævdet var umuligt. Udnævnelse til pave var en guddommelig beslutning, godt nok formidlet af et konklave af kardinaler. Men nu ligner det mere en multinational koncern, der skifter direktør.

Måske kan det blive startskuddet til, at den katolske kirke får taget hul på en meget nødvendig debat om embedet. Den primitive opfattelse af den apostolske succession, at den løber som en slags vandrør gennem kirken formidlet gennem håndspålæggelse som en uudslettelig karakter fra den ene biskop til den næste, trænger i høj grad til at blive set efter i sømmene. Kunne man nå frem til en mere åndelig forståelse heraf, som kirkens bestandige arbejde på at være i overensstemmelse med apostlenes lære, ville det have enorm betydning.

Ikke alene inden for den katolske kirke, hvor det kunne åbne for en helt ny forståelse af embedet, men også i forhold til andre kirkesamfund. Når for eksempel de lutherske kirker ikke anerkendes som fuldgyldige kirker af den katolske kirke, men officielt benævnes som kirkesamfund udgået fra det protestantiske røre, så har det sin yderste grund i fortolkningen af den apostolske succession. Så en gentolkning af den apostolske succession, som det for eksempel skete i Porvoo-erklæringen, kunne bane vejen for et større kirke- og nadverfællesskab mellem den katolske og de protestantiske kirker.

LÆS OGSÅ: Paven har fortjent et otium

Også biskoppen i Haderslev Niels Henrik Arendt levede op til kendetegnet for en god leder ved at vælge at gå før tid. Han er endda 20 år yngre end Benedikt og langtfra svagelig, hvorfor han da også straks finder en ny stilling i kirken, som bestemt ikke er at karakterisere som en retrætepost. At organisere reformationsjubilæet i 2017 er en kæmpe opgave, hvis det bliver gjort så godt, som mange af os forventer.

Også hans afgang kan bidrage til en positiv udvikling, i dette tilfælde for folkekirken. For nu ser man, at et menneske, der har været biskop i en periode, går tilbage i en almindelig præstestilling, sådan som også Kresten Drejergaard fra Fyens Stift gjorde det. Dermed betones det, at en bispestilling hos os er forstået som en præstestilling med særlige opgaver. Står han eller hun i den apostolske succession? Ja, selvfølgelig, for han eller hun er fortsat forpligtet på præsteløftet, hvori det som bekendt hedder, at ordinanden lover at beflitte sig på at forkynde Guds ord, som det findes i de apostolske skrifter. Dermed siges det, at intentionen i den bestandige nytolkning af traditionen er at bevare og videregive kernen i den apostolske lære og dermed i Jesu forkyndelse til en anden tid.

Måske skulle man understrege denne fortolkning af den apostolske tradition også ved bispeindvielsen, der jo i vores lutherske tradition ikke er en særlig ordination, men en forbønsgudstjeneste, hvor man beder om Gud Helligånds bistand til den nye biskop. I gamle dage var der altid noget kommers med at holde den finske og svenske ærkebiskop borte fra håndspålæggelsen for ikke at give indtryk af, at Danmark igen gik ind for stafetforståelsen af den apostolske succession.

Nu kunne man gå det skridt videre aktivt at inddrage lægfolket i forbønsgudstjenesten. Hidtil har man haft et problem med repræsentativiteten: Hvem skulle man vælge? Men med etableringen af stiftsråd er det nu afklaret. Det ville være en smuk symbolsk gestus og et vidnesbyrd om folkekirkens fortsatte demokratisering, hvis man indbød stiftsrådets formand til ikke alene at deltage i processionen, men også i håndspålæggelsen. En sådan ændring kunne aftales mellem den nye biskop i Haderslev og Københavns biskop, der er den, der forestår bispevielsen. En lille liturgisk innovation, der symbolsk kunne vise sig vigtig. Haderslev er vores flanke mod syd. Det ville være godt at vise det demokratiske flag ved grænsen.

Viggo Mortensen er professor emeritus i teologi