Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Interview

Pilgrimme genopdager Viborgs skytshelgen

Helgenerne blev betragtet som bindeled mellem Himmel og Jord. Erling Agergaard, som har skrevet bogen om den nærmest ukendte Sankt Kjeld, er fascineret af de gamle helgen-beretninger, og drømmer om på et tidspunkt at skrive et større værk om de danske helgener i det hele taget. Foto: Lars Aarø/Fokus

Ny bog beskriver Sankt Kjeld, der i 1100-tallet reddede byen fra ildebrand og betragtes som et forbillede på et næstekærligt liv i ydmyghed

I Kjelds helgenbiografi fortælles, hvordan han sammen med en af sine brødre steg op i domkirkens tårn, da Viborg by i første halvdel af 1100-tallet blev hærget af en ildebrand. Her kastede han sig ned i tårer og bøn, mens han tryglede Herren om kirkens og byens frelse. Og så dæmpedes brandens rasen mærkbart.

Sådan hedder det i overleveringen om det første mirakel, som tilskrives Viborgs nu nærmest ukendte skytshelgen. Ganske vist har Viborgs katolske kirke, indviet 2008, taget navn efter Kjeld, men ellers ville mange nok her i stedet pege på navnkundige Gunner, mener forfatter og pensioneret højskolelærer Erling Agergaard.

Gunner, der formentlig skrev den berømte fortale til Jyske Lov, nåede dog ikke højere i det kirkelige hierarki end biskop. Det var han så til gengæld i næsten 30 år til sin død i 1251 som 99-årig. Kjeld derimod er en af mange lokale danske helgener, hvis popularitet i middelalderen bredte sig til hele landet samt til Norge, Sverige og Tyskland. Han blev kaldt ”Nordens Frans”, efter Frans af Assisi, og med sin mirakuløse redning af Viborg og omsorg for de fattige blev Kjeld en folkets mand. I flere århundreder frem til Reformationen blev der holdt Sankt Kjelds-markeder i Viborg.

I Viborg stredes man for fire-fem år siden om berettigelsen af Sankt Kjeld og øvrige katolske helgener i den voksende pilgrimsbevægelse i dansk kirkeliv. Men nu udgiver Viborg Pilgrimscentrum, der arbejder på et fælleskirkeligt grundlag, en bog på 160 sider om den næsten ukendte Sankt Kjeld og hans betydning for samtid og nutid.

”Som Frans af Assisi gik Kjeld foran og levede det samme selvforsagende, næstekærlige liv som Frans, og Kjeld var på pilgrimsrejse til Rom. Vi ser ham som et forbillede, også for vores tid. Det er jo som forbilleder, helgenerne kommer ind i vores sammenhæng,” forklarer Ulla Kobberup, formand for Viborg Pilgrimscentrum.

Hun understreger det økumeniske sigte i det lokale pilgrimsarbejde, hvilket blandt andet er kommet til udtryk ved den skulptur af Sankt Kjeld, som Pilgrimscentrum i 2008 donerede til den katolske Skt. Kjelds Kirke.

Kjeld blev født i begyndelsen af 1100-tallet i en velhavende familie på Randersegnen og kom som ung til Viborg, hvor han blev underviser ved katedralskolen og siden optaget ved domkapitlet som domprovst. En lærd og betydningsfuld mand, der ved ærkebispesædet i Lund mæglede mellem kongerne Sven Grathe og Knud Magnussøn.

Erling Agergaard er selv medlem af folkekirken, men har i en årrække i sit forfatterskab beskæftiget sig med de katolske helgenlegender og martyrbeskrivelser. I værket om Kjeld fremsætter han en teori om, at helgenen døde psykisk nedbrudt af de nederlag og personlige forfølgelser, han blev udsat for. For ganske vist var Kjeld populær hos folket, men blev hadet og forfulgt af sine præstekolleger i en grad, så han måtte fortrække til Aalborg og først kom tilbage til Viborg igen efter sin pilgrimsrejse til Rom, og efter paven havde grebet direkte ind.

”Kjeld fik mange fjender hos kannikerne i Viborg, der slet ikke kunne med hans ydmyge og idealistiske tanker,” fortæller Erling Agergaard.

”Kannikerne var kendt for at være griske. De arbejdede for, at kirken skulle samle sig mere og mere jordisk gods, mens Kjeld i overensstemmelse med Ny Testamente gav til de fattige. Han havde også planer om at bygge hospital og plejehjem til de svageste i Viborg, men det blev forpurret.”

På pilgrimsrejsen til Rom fik Kjeld i første omgang pavens velsignelse til at tage med på korstog mod venderne, som på dette tidspunkt var under planlægning, så han kunne dø den martyrdød, han eftertragtede.

”Men siden skiftede paven mening og sendte ham tilbage til Viborg. Jeg tror, paven har kunnet se, at Kjeld slet ikke var fysisk stærk nok til at deltage i et korstog. I hvert fald dør Kjeld ret kort tid efter, han kommer tilbage til Viborg, formentlig fordi han har været fysisk og psykisk svag af den modgang, han var ude for.”

Kjeld døde i 1150, da han var i begyndelsen af 40'erne. I årene efter hans død begyndte rygter at spredes om mirakler ved hans grav, om blinde, der får synet igen, og andre helbredelser.

11. juli 1189 bliver han saligkåret, med pavens tilladelse, af ærkebiskop Absalon, og de jordiske rester af Kjeld - det der ikke bliver solgt til andre kirker - flyttes over i et forgyldt helgenskrin i et ny-bygget sidekapel til Viborg Domkirke, fortæller Erling Agergaard, der ser det som en understregning af Kjelds folkelige popularitet, at han ikke - som man oplevede det andre steder - blev smidt ud efter Reformationen, men flyttet op bag højalteret.

Kjelds relikvier skulle ifølge overleveringer have slukket endnu en ildebrand, men i 1726 lagde en storbrand det meste af Viborg by inklusiv domkirken i aske. Af helgenen og Kjelds forgyldte skrin reddedes kun et håndtag i form af et messingdrage-hovede, som i dag findes på Nationalmuseet.

Erling Agergaard, hvis forfatterskab blandt andet omfatter en bog om Sankt Georg og dragen, håber på en senere bog om ”Sankt Kjelds pilgrimsrute” fra Viborg til Aalborg og drømmer om på et tidspunkt at skrive et større værk om de danske helgener i det hele taget.

”Jeg ser de gamle helgen-legender som en fantastisk litterær genre, men desværre meget overset. Her ligger spændende og levende fortællinger, som kan give os et indblik i de slægter og den tid, der er gået forud for os.”