Prøv avisen

Pilgrimme søger mirakler i hulekloster i Østeuropas Jerusalem

Mange ortodokse ukrainere kommer for at bede i Huleklosterets mørke. Nogle kommer for at besøge munken sankt Antonij, som grundlagde klostret i 1051. – Foto: Sari Gustafsson/Ritzau Scanpix

Op mod en million ortodokse kristne strømmer årligt til det 1000 år gamle hulekloster i Ukraines hovedstad, Kijev, for at bede om helbredelse og mirakler foran læderbrune helgenmumier. Men klostret går nu en uvis fremtid i møde

Den unge kvinde lægger sine håndflader på den kølige glasmontre. Stearinlys får hendes skygge til at flakke på klippevæggen. Hun kigger så andægtigt på den læderbrune helgenmumie, som ligger i farverige klæder under glasset, kysser glasset og forsvinder ud i de mørke gange.

Kvinden er blandt de cirka en million ortodokse kristne, som årligt besøger gravkammeret fem meter under jorden på et af den ortodokse kristendoms helligste steder, Huleklosteret i den ukrainske hovedstad, Kijev. I Bibelen siger Jesus, at hans efterfølgere skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske. Det er tilsyneladende noget, mange ortodokse kristne tror på. Men her er det blot omvendt: De syge lægger hænderne på Jesu efterfølgere. Eller i hvert fald på de glaskister, som beskytter de 123 helgener, der har ligget i Huleklosteret i næsten 1000 år. En af de mest berømte og besøgte helgener i gravkammeret er Agapit, som var læge og brugte bøn og naturmedicin til at helbrede sygdomme – uden at tage betaling for sit arbejde.

”Min moder har kræft, og jeg beder om helbredelse,” siger Anna, en 37-årig journalist, som ikke vil have sit efternavn i avisen.

Hun har mistet flere pårørende til sygdom, og flere er syge af kræft, fortæller hun. Men hun er håbefuld, for hun har allerede oplevet et mirakel efter at have bedt i Huleklosteret, siger hun.

”Det er et af de stærkeste steder at bede. Er jeg i en svær situation, vender jeg mig til Gud. I 12 år kunne jeg ikke få et barn, men så kom jeg her og bad om et mirakel, og jeg blev gravid og fik en søn,” siger hun.

Katja Sjybsjtjenko, en 28-årig bankchef med lange kunstige negle fra storbyen Dnipro, beder som regel til Gud, Jesus Kristus og Jomfru Maria. Men nu da hun er her, beder hun også til Agapit – så er hun på den sikre side, mener hun.

”Jeg beder om godt helbred til min familie – og for en mand, jeg elsker. At alt må gå godt mellem os,” siger hun.

I de labyrintiske gange står ortodokse i kø for at slå kors og tænde lys foran helgenerne. Indimellem er her så trangt, at man bliver puffet i ryggen, så stearinlysene varmer en i nakken. Her er ikke noget, der hedder privatsfære eller brandsikkerhed, og indimellem går der ild i folk. Unge korser sig ved Nestor, krønikeskriveren. Han er helgen for de studerende og spiller en vigtig rolle ved bøn op til eksamener. Nogle udfylder en papirlap med navne på mennesker, som trænger til en bøn. Ved aftenmessen nævner præsten samtlige navne, og menigheden beder for dem. Andre kommer primært for at se munken sankt Antonij, som grundlagde klosteret i 1051. Han kom selv fra Ukraine, men boede i en årrække i Grækenland og fik siden til opgave at udbrede den ortodokse tro fra Kijev og til hele det område, vi i dag kender som Rusland, Hviderusland og Ukraine. Og det gjorde han. Bevæbnet med træhakker og ifølge sagnet udhulede kors som vanddunke hakkede munkene løs på sandstenene i det, der dengang var en skov. Munkene levede i bøn i hulerne, og når de døde, sørgede hulernes kølige og tørre luft for, at deres kroppe ikke gik i forrådnelse. For ortodokse troende er det et vidnesbyrd om, at disse mennesker var særligt hellige mænd. I 1073 byggede munkene den første kirke over jorden, og klosteret blev et religiøst og intellektuelt kraftcentrum og det vigtigste sted for ortodokse kristne efter Jerusalem og den græske halvø Athos.

Og Darja Semenjuk, en 32-årig læge, er ikke i tvivl om, at stedet besidder en særlig kraft. Hun har en søn på to et halvt år. Som toårig havde han stadig ikke lært at gå selv, og det plagede hende og hendes mand.

”Jeg kom her og bad til helgenerne, og de opfyldte mit ønske. Nu kan min søn gå,” siger hun og løfter den smilende dreng i vejret under den vintergrå himmel udenfor.

”Det er et mirakel.”

Klosteret ligger på et græsgrønt bakkeområde svarende til 50 fodboldbaner. Antallet af kirker tæller mindst 20, de fleste er pastelfarvede og pyntet med freskoer af farverige hellige mænd. Siden Sankt Antonijs første spadestik er klosteret blevet hærget af brande, bombninger og blodtørstige mongolske og tartariske krigere. De fleste af kirkerne blev genopbygget i barokstil i 1700-tallet. I sovjettiden blev munkene jaget væk, men i 1988 gav den daværende sovjetleder, Mikhail Gorbatjov, det meste af klosteret tilbage til kirken. Nu går klosteret imidlertid en usikker fremtid i møde. I mere end 300 år har den ortodokse kirke i Ukraine, herunder Huleklosteret, været underlagt det russiske patriarkat i Moskva. Ukraine grundlagde selv i begyndelsen af 1990’erne to ukrainsk-ortodokse kirkesamfund, som aldrig er blevet anerkendt af Moskva. Men den 11. oktober i år gav den ortodokse kristenheds mest fremtrædende leder, den økumeniske patriark Bartholomæus i Konstantinopel (Istanbul), de ukrainske kirker status af selvstændighed. Nu frygter Huleklosterets præster, at beslutningen vil medføre, at ukrainske nationalister vil overtage klosteret med magt. Den konflikt er en sørgelig udvikling for Alina Stary-tjenko, en 22-årig studerende fra byen Oleksandrija, der er kommet til Huleklosteret for at bede.

”Jeg er kommet for at bede for fred mellem ukrainere og russere. Vi har altid været åndelige brødre,” siger hun.

Lægen Darja Semenjuk er ikke i tvivl om, at stedet besidder en særlig kraft. Som toårig havde hendes søn ikke lært at gå. ”Men jeg kom her og bad til helgenerne, og de opfyldte mit ønske,” siger hun om den nu gående dreng, der dog sidder på armen, lige da Kristeligt Dagblad møder ham. – Foto: Tobias Stern Johansen