Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Pilgrimme strømmer til hulekloster i Østeuropas Jerusalem

Huleklostret i den ukrainske hovedstad, Kijev, besøges årligt af anslået en million turister og pilgrimme. – Foto: Wojtek BussAGE.

Tusindvis af turister og ortodokse kristne strømmer til det 1000 år gamle hulekloster i Ukraines hovedstad, Kijev. De kommer for at slå kors for sig foran læderbrune helgenmumier og bede om mirakler i anledning af den ortodokse jul, som fejres i dag

Et virvar af håndholdte stearinlys og flagrende hovedtørklæder får skygger til at flakse på væggene i den lavloftede labyrint.

Her er hverken noget, der hedder privatsfære eller brandsikkerhed. Vi befinder os i et gravkammer cirka fem meter under jorden på et af den ortodokse kristendoms helligste steder: Huleklostret i den ukrainske hovedstad, Kijev.

LÆS OGSÅ: Klokken i Ukraine

Dagligt strømmer flere tusinde turister og pilgrimme til klostret, men den ortodokse jul i denne weekend får antallet til at stige kraftigt.

Indimellem går der ild i folk, bemærker vores guide Tetjana Ljasjeva, mens vi bliver puffet i ryggen, så stearinlysene varmer i nakken.

Folk kommer for at se munken sankt Antonij, som grundlagde klostret i 1051, og de 122 andre helgener, der ligger i glasmontrer under farverige klæder langs de labyrintiske gange. Her har de ligget i næsten 1000 år.

En ung mand slår kors for sig og kysser en glasmontre lige over det sted, hvor en indtørret læderbrun hånd stikker frem under klæderne. Andre følger hans eksempel. Ifølge ortodoks tro kan bøn hernede føre til mirakler og helbredelse af syge. Andre unge korser sig ved Nestor Krønikeskriveren.

Han er helgen for de studerende og bringer held ved eksamener, fortæller en besøgende.

Sankt Antonij kom selv fra Ukraine, men boede i en årrække i Grækenland og fik siden til opgave at udbrede den ortodokse tro fra Kijev og til hele det område, vi i dag kender som Rusland, Hviderusland og Ukraine. Og det gjorde han.

Bevæbnet med træhakker og ifølge sagnet udhulede kors som vanddunke hakkede munkene løs på sandstenene i det, der dengang var en skov. Munkene levede i bøn i hulerne, og når de døde, sørgede hulernes kølige og tørre luft for, at deres kroppe ikke gik i forrådnelse. For ortodokse troende er det et vidnesbyrd om, at de var særligt hellige mænd.

I 1073 byggede munkene den første kirke over jorden, og klostret blev et religiøst og intellektuelt kraftcentrum og det vigtigste sted for ortodokse kristne efter Jerusalem og den græske halvø Athos.

For os er de helte, som gjorde store gerninger. Det er umuligt at fortælle med ord. Det skal forstås med hjertet, siger Vladimir Ivanovitj, en 58-årig forretningsmand fra Kijev med varme øjne og et kødfuldt ansigt.

Han kommer til klostret for at bede for sin familie.

Det vigtigste er at være i kirken, når jeg beder. Det er den korteste vej til Gud, siger han, efter at vi er kommet ud af grotten.

Den hvide vintersol flækker det tunge gråblå skydække og sætter guldet på de mange kirkers løgkupler i brand. Klostret ligger på et græsgrønt bakkeområde svarende til 50 fodboldbaner. Det er vanskeligt at holde styr på antallet af kirker, men ifølge vores guide er der 20 de fleste er pastelfarvede og pyntede med freskoer af farverige hellige mænd.

Siden Sankt Antonijs første spadestik er klostret blevet hærget af brande, bombninger og blodtørstige mongolske og tartariske krigere. De fleste af kirkerne blev genopbygget i barokstil i 1700-tallet. I sovjettiden blev munkene jaget væk, men i 1988 gav den daværende sovjetleder, Mikhail Gorbatjov, det meste af klostret tilbage til kirken.

Inden for iSkt. Antonij og Skt. Feodosij-kirken møder vi Svetlana Rezajeva, en 29-årig bogholder med kunstige negle, affarvet hår og safirblå øjne.

Hun kommer her hvert år fra en afsidesliggende by i Ukraine for at bede for sin familie. Hun står sammen med en flok teenagere ved et bord i kirken og udfylder en papirlap med navne på mennesker, som trænger til en bøn. Ved aftenmessen nævner præsten samtlige navne, og menigheden beder for dem.

Jeg skriver navnene på min familie. Der er nogle helbredsproblemer. Jeg skriver også min mand på bare for en sikkerheds skyld, siger hun.

Helgenmumierne i grotten har hun besøgt én gang. Det var nok.

Jeg følte mig ikke så godt tilpas dernede. Luften er dårlig. Og helt ærligt, så beder jeg ikke til helgenerne. Jeg er mere til Jesus og Jomfru Maria, siger Svetlana Rezajeva.

Hun skal hjem til sin mand og datter for at forberede julen som i Ukraine er en sammenblanding af kirkelig højtid, familiefest og hedenske traditioner. Juletræet er populært som i Danmark og har også fundet vej til den ortodokse kirke. Væggene i Skt. Antonij og Skt. Feodosij-kirken er flankeret af fire store grantræer, og helgenerne på kirkevæggene kigger nærmest forundret på træernes kulørte og hektisk blinkende lyskæder. Den ortodokse kirke lefler ellers ikke for de kristne børnefamilier. Som ved enhver ortodoks gudstjeneste står menigheden op under gudstjenesten juleaften, som hverken byder på salmer eller sjov for børnene.

Den kan vare til klokken tre om morgenen. Jeg foretrækker at se den på tv, siger Tetjana Ljasjeva, hi-storiker og guide ved Huleklostret gennem 30 år.

Alligevel er de ortodokse kirker lige så velbesøgte juleaften som kirkerne i Danmark. Samtidig dyrker ukrainerne flere hedenske juletraditioner, fortæller Tetjana Ljasjeva. Juleaften samles familierne om en 12-retters middag uden kød for at markere den sidste dag i en 40-dages faste op til jul. Børnene går fra hus til hus og synger julesange for slik. Og de unge drømmer om deres livs kærlighed.

Især pigerne skriver navne på drenge på papirlapper og putter dem under hovedpuden. Om morgenen trækker de en af sedlerne frem, og så har de navnet på deres livs kærlighed, siger hun og tilføjer:

Særligt juleaften tror man på, at det kan gå i opfyldelse.

johansen@k.dk

Rejsen til Kijev var betalt af Cimber Sterling A/S