Prøv avisen

Pilgrimspræster har givet folkekirken krop

Siden Elisabeth Lidell blev pilgrimspræst for 10 år siden, har vandringerne spredt sig til mange sogne. – Foto: Emil Kastrup Andersen.

For 10 år siden mødtes de første pilgrimspræster med skepsis i folkekirken. Siden er pilgrimsvandring blevet en del af sognelivet mange steder

Da Elisabeth Lidell for 10 år siden fik en stilling på kvart tid i Aarhus Stift som landets første pilgrimspræst, mødte hun i begyndelsen modstand fra en del kolleger. De mente, at pilgrimsvandring var ”noget katolsk pjat, som Luther heldigvis havde fået afskaffet, da han gjorde op med valfart som bodshandling”, lyder det fra teologen.

”Men græsrødderne tog det til sig, og efterhånden begyndte mange præster også at komme med på mine vandringer og bruge det som inspiration til selv at arrangere pilgrimsvandringer i deres egne sogne. Flere af dem har siden sagt til mig, at man som bekendt har et standpunkt, til man tager et nyt, og at de ændrede holdning, da de selv prøvede at være på pilgrimsvandring,” siger Elisabeth Lidell.

To år efter sin ansættelse som pilgrimspræst kom Elisabeth Lidell op på halvtid som pilgrimspræst, og hun har nu kolleger flere steder i landet.

”Situationen har ændret sig meget på de 10 år. Lydhørheden er meget større, og pilgrimsbevægelsen har spredt sig til hele landet, både i og uden for kirken. Det er i høj grad en spiritualitet, der er vokset frem nedefra, men med tiden er den blevet forankret i folkekirken, hvor mange sogne nu har tilbud om en eller to vandringer hvert år,” siger Elisabeth Lidell, der sammen med sin mand, arkitekt Andreas Blinkenberg, i 2008 modtog Kristeligt Dagblads Pris for at genoplive Hærvejen som pilgrimsrute.

På det tidspunkt havde hun længe været i gang med at skabe et netværk af folk, der kunne ”forene den åndelige tradition for pilgrimsvandring med behovene hos nutidens vandrere”, som hun siger.

Det er i høj grad lykkedes. Ikke kun for Elisabeth Lidell, men for de kræfter inden for folkekirken, som siden ansættelsen af de første pilgrimspræster for 10 år siden har arbejdet på at gøre pilgrimsvandring til en integreret del af den folkekirkelige praksis. Det siger Kirstine Helboe Johansen, lektor i praktisk teologi ved Aarhus Universitet.

”Fra midten af 1990’erne har man inden for folkekirken lige så stille arbejdet med at genoptage nogle af de fromhedsformer, som traditionelt er blevet forbundet med katolsk spiritualitet. Vi har set det med lysglober, meditative gudstjenester og efterhånden også pilgrimsvandringer,” siger Kirstine Helboe Johansen, som har forsket i ritualers betydning.

”I dag er det blevet bredt accepteret i folkekirken, og jeg tror, at folkekirken med sin ansættelse af pilgrimspræster og præster for åndeligt søgende har formået at indlemme mennesker i kirken, som ellers ikke ville være kommet over tærsklen. Man har imødekommet et behov, der allerede var der, men har formodentlig også skabt et øget behov, fordi pilgrimspræsterne har formået at få mennesker med på deres vandringer, som egentlig ikke vidste, at de søgte et åndeligt indhold i deres vandring,” siger hun.

Ansættelsen af pilgrimspræster har haft en positiv betydning for folkekirken, fordi nogle mennesker føler sig bedre tilpas på en pilgrimsvandring end ved en gudstjeneste. Det siger Birgitte Graakjær Hjort, der er afdelingsleder på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i Aarhus.

”Der er flere nyere samfundsanalyser, som overbevisende peger på, at den digitale tid, vi lever i, fører til, at vi uundgåeligt bevæger os hurtigt fra det ene til det andet. Det skaber et behov for nogle tidslommer med mulighed for fordybelse. Her har langsommelighed og kropslighed i pilgrimsvandringer noget vigtigt at bidrage med. Desuden har vi mange ord i store dele af kirkelivet, fra gudstjenester og kirkelige handlinger til foredrag og samtaler. Der er behov for en kirkelighed, der er kendetegnet ved færre ord og mere stilhed,” siger Birgitte Graakjær Hjort.

Jeg tror, at folkekirken med sin ansættelse af pilgrimspræster og præster for åndeligt søgende har formået at indlemme mennesker i kirken, som ellers ikke ville være kommet over tærsklen

Kirstine Helboe Johansen, lektor i praktisk teologi