Hvis man i fremtiden vil blive klogere på, hvordan den verdensomspændende pinsebevægelse klarer sig i Danmark, skal man ikke umiddelbart søge på ordet ”pinse”.
For herhjemme har store dele af den over 100 år gamle kristne bevægelse, som er blevet kendt for tungetale, helbredelser og karismatiske gudstjenester, de seneste år været i gang med at ændre en vigtig del af sin identitet: Navnet.
På et møde i dag afslutter det frikirkelige trossamfund ”Pinsekirkerne i Danmark” en længere proces med at ændre navn til Mosaik, og de seneste år har flere lokale pinsekirker også skiftet betegnelse til bykirker.
Hos Mosaik ser formand Dan Jacobi navneændringen som en mulighed for at fortælle en ny identitetshistorie.
”Vi orienterer os stadig mod det pentekostale og er en del af et globalt netværk. Men nationalt gav det mindre og mindre mening at kalde os en pinsebevægelse, da der er optaget flere frikirker i vores netværk, som ikke har rod i bevægelsen. Mosaik er mere neutralt og dækkende. Ligesom kirkemosaik består af unikke dele, som i en helhed udtrykker noget unikt, er vi et netværk af selvstændige lokale kirker,” siger han.
Pinse-navnet stammer fra bevægelsens oplevelse af at have modtaget samme nådegaver, som apostlene fik af Helligånden i pinsen. Men navnet skygger også for, at pinsekirkerne står for hele det klassiske kristne budskab, fra julens krybbe over påskens kors til Helligåndens komme pinsedag, siger Dan Jacobi, som til daglig leder Aalborg Citykirke, tidligere Pinsekirken Aalborg.
Navneændringen er bemærkelsesværdig, siger Nikolaj Christensen, som sidste år færdiggjorde sin ph.d. om den tidlige pinsebevægelse i Danmark og i dag producerer podcasts om samme emne. Han ser det som udtryk for, at trossamfundet vil være mere inkluderende og tilføjer, at pinse-navnet desuden har en historie på godt og ondt.
”Det peger jo både på nogle historiske rødder og en international forbindelse – derfor ’på godt’ – og det er vel ulempen ved at skifte navn. På den anden side har der fra tid til anden været historier i pressen, der har sat pinsekirkerne i et dårligt lys – derfor ’på ondt’,” siger han og henviser til, at kirkerne i medier blandt andet er blevet beskrevet som selvindbildske og latterlige.
I dag ligger der fortsat nogle negative associationer i ordet pinsekirke- og vækkelse, siger lektor på Aarhus Universitet Jakob Egeris Thorsen, der har forsket i bevægelsen.
”Pinsekirkebegrebet har haft og kan stadig have et lidt sekterisk præg for folk, der ikke er engagerede i bevægelsen. Det skyldes de ekstroverte trosudtryk, som er fremmede for mange danskere. Derfor kan der være en pointe i at lægge navnet fra sig, så man fremstår som en moderne frikirke, hvor man ikke skal købe hele pinsepakken med tungetale og helbredelse ved håndspålæggelse,” siger han.
Marie Vejrup Nielsen, der leder center for samtids- religion ved Aarhus Universitet, kortlægger løbende det religiøse landskab i Aarhus og har her også bemærket, at pinse-begrebet forsvinder.
”Vores konklusion var, at man går mindre og mindre op i det kirkehistoriske tilhørsforhold. Det er den lokale tilstedeværelse og det at være et fællesskab om Jesus lige nu og her, der er vigtigt. Det signaleres mere klart med navne som citykirke og bykirke. Det er udtryk for en revitalisering af pinsekirkerne, som også finder sted globalt,” siger hun.
Dan Jacobi er enig i, at navnet tidligere er blevet forbundet med noget dårligt.
”Men jeg synes, at billedet er langt mere positivt i dag, hvor det karismatiske er rykket ind i mange frikirker. Jeg siger ikke, at vi har sluppet fordommene, men jeg tror, at der er en større forståelse, interesse og åbenhed for at tale om tro og ånd. Helligånden er ikke længere noget, der kun kendetegner os.”