Prøv avisen

Pinsemorgens grønne vind

SALMER TIL TIDEN: Jørgen Gustava Brandt digter om pinseunderets virkelighed

Hør himmelsus i tredie time!

Det lyder sært for hver især,

vindklokker gir sig til at kime

med Helligånden - ganske nær.

I guldskær daler Himlens due

på pinsemorgens grønne vind,

og Åndens ild i purpurlue

igennembrænder vore sind!

Så mærk det synge gennem blodet!

Hør Helligåndens fællessprog!

Det genoprejser hjertemodet

og lutrer sjælen i et fog.

Ved Guds forladelse alene

kom vi omsider til os selv.

Så føl, miraklet må forene!

Se, flammen går fra sjæl til sjæl.

Så mødes fremmede i gensyn,

så glemmes lede, nid og nag.

Vort broderskab er uden hensyn.

Vort had fordamper pinsedag.

Her slettes sporet efter døden,

fortrydelsens og angstens byld!

- Stor tak! - For troen er fornøden,

at vi kan leve med vor skyld.

Her er vi lige, hvor vi bænkes

og løfter sindets tomme skål,

så Kristi nåde nu må skænkes

til Åndens fest i bredfuldt mål.

Forsoner i vor brødes soning!

Dit rige står iblandt os her,

og med passionens skjulte kroning

er ingen sjæl alene mer!

Den Danske Salmebog 2002 nr. 285

Det vakte berettiget opsigt, da Jørgen Gustava Brandt i 1986 på Gyldendal udsendte digtsamlingen »Giv dagen dit lys« med melodier af komponisten Ole Schmidt. Om dens tilblivelse fortæller han: »En aften spurgte jeg i et selskab Ole Schmidt, om han kunne tænke sig at sætte melodier til nogle salmetekster, hvis jeg prøvede at skrive nogleÉ Nogle dage efter sendte jeg ham en salmetekst. Det udviklede sig til en slags tomandsraptus gennem nogle måneder. Efterhånden som jeg skrev teksterne, lavede han melodierne. Det kom der 25 sange ud af« (Jørgen Gustava Brandt i »Tredjedagens lyse rum«, s. 38, Unitas Forlag 2001).

Blandt sangene er også denne pinsesalme, hvor pinseunderets nærværende virkelighed finder overraskende sproglige udtryk, der henter glød og farve fra den bibelske beretning (Apostlenes Gerninger kap. 2) og den menneskelige erfaring.

Optakten »Hør himmelsus i tredie time« inddrager den syngende i pinsebegivenheden og refererer til Ap.G. 2,1-2: »Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad.«

Udtrykket: »vindklokker gir sig til at kime«, er et lydbillede på Helligåndens komme »på pinsemorgens grønne vind«, hvor åndens ild sætter vores sind i brand (v.1). Åndens fællessprog (jf. Ap.G. 2,4; 8f.), der får blodet til at banke, genoprejser troen på, at trods synd og død er det takket være Guds forladelse muligt at leve med vor skyld, ja at glemme nid og nag, så vi kan udgøre et broderskab, hvor hadet er fordampet og dødens spor udslettet (v.2-3). Pinsen er fællesskabets fest, hvor vi trods al fremmedhed os mennesker imellem bænkes sammen og bliver klar over, at vi hører sammen med Kristus, der har tilvejebragt forsoning for vores brøde, og med hinanden. Derfor er »ingen sjæl alene mer!« (v.4).

Ole Schmidts iørefaldende og sangbare melodi vil bidrage til, at denne nye pinsesalme hurtigt vil blive indsunget rundt om i menighederne og indgå i pinsemorgens gudstjeneste sammen med pinsesalmen over alle pinsesalmer: »I al sin glans nu stråler solen« (DS 247/290).

kirke@kristeligt-dagblad.dk

biskop over Københavns Stift

Tema

Salmer til tiden

Københavns biskop og tidligere formand for Salmebogskommissionen, Erik Norman Svendsen, præsenterer hver lørdag en salme, der har forbindelse til den følgende søndag. Af pladshensyn bringer vi kun det første vers af salmen, hvis den står i den nuværende salmebog. De salmer, der ikke er med i den nuværende salmebog, vil dog blive bragt i deres fulde læængde. Hvis teksten i en ældre salme er ændret i den nye salmebog, følger vi den seneste version.