Indrømmet. Overskriften er tyvstjålet og stammer fra en pinseprædiken i den nye bogudgivelse med 136 prædikener en til hver eneste søndag og helligdag hele kirkeåret rundt i to år.
LÆS OGSÅ: Konfirmeret som 65-årig
Forfatteren, Johannes H. Christensen, tilgiver nok, at overskriften var svær at holde fingrene fra. Især når han selv fortæller, at han med glæde og frimodighed selv har begået mange tyverier til sine prædikener blandt bøger, film og anekdoter gennem de 28 år, han var sognepræst i Skovshoved Kirke.
Til stor glæde for os ikke-teologer har Johannes H. Christensen, der desuden er bog- og filmanmelder, provokerende debattør og Tidehvervs-teolog, udviklet en særlig måde at indlede sin prædiken på, som fanger interessen lige på stedet. Det sker med en rammende linje som overskriften, der sætter krogen i tilhørerne, en tankevækkende anekdote eller vittighed eller en sproglig patos, som lægger op til et nærmest filmisk drama i den næsten essay-agtige prædiken, som følger herefter med ferme udblik til litteratur, film og historie. Alt det danner tilsammen det teologiske fundament for den forkyndelse, der er Johannes H. Christensens absolutte omdrejningspunkt, hvad enten han taler om jomfrufødsel, opstandelse eller pinse:
Det er simpelthen kristendommens big bang. Jeg elsker alle højtider, men jeg har et særligt forhold til pinsen. Det var min mors helt store fest. De fleste mennesker forbinder ikke noget med Helligånden. Men det er jo sjovt, for alle har en fornemmelse af, hvad ånd er. Hvordan ser der ud på et fodboldhold eller i en skoleklasse, hvor der hersker en dårlig ånd? Så kan spillerne og eleverne ikke finde hinanden. Men hvor der hersker en god ånd, der kan de finde hinanden. Når du ser Barcelona spille, er det, som om de enkelte spillere er lemmer på det samme legeme. I en klasse, hvor børnene kender hinanden og hjælper hinanden og ikke mobber hinanden, der hersker den gode ånd.
Helligånden er Guds gode ånd, som han dels åndede ind i Adam, men det er også den ånd, der besatte disciplene pinsedag, så de kunne oversætte kristendommen til alverdens sprog. Så de efter at have siddet i 40 dage og været inaktive og ulykkelige pludselig siger, at nu går vi i gang. Man har udtrykket at opildnes, og ilden kommer og sætter sig som ildtunger på dem, og de holder flammende taler. Det at blive grebet af en hensigt, en ånd og en lidenskab, som siger, at alt andet må vige for det her, det er at blive besat af den gode ånd. Det er det, vi fejrer i pinsen.
Helligånden er for Johannes H. Christensen det jordiske livs største velsignelse, fordi den knytter sammen. Til Gud hører bekendelsen, til Kristus hører forkyndelsen, og til Helligånden hører sangen. Glæden ved fællesskabet ytrer sig ustandseligt i sang her i landet, ikke mindst ved stort set alle familiefester, siger han.
Helligånden virker på jorden, men kommer den fra et sted, som man kan forbinde med evigheden?
Evigheden, eller hvis man siger det evige liv på den anden side af døden, det ved jeg ikke noget om. Men jeg er sikker på, at det er noget godt, siger Johannes H. Christensen og fortsætter:
Men jeg har et stort håb om at møde min far og min mor igen. Det kan være fantasterier og drømme. Men det siger jo noget om, at man ikke slipper dem, man har mistet. Og at man er tryg, også ved tanken på evigheden. Vi skal ikke være kede af det, for vi er i Guds hånd.