Prøv avisen

Pinsen mangler folkelighed

”Pinsen kan ikke undgå at blive abstrakt. Den vil aldrig blive lettilgængelig. Men det, jeg stræber efter som præst, er at tydeliggøre, at pinsen kræver noget af danskerne. Det er ikke bare en glædelig begivenhed, som vi ofte foretrækker at mene om de store kirkelige højtider,” siger Sørine Gotfredsen. Foto: Arkivfoto.

Sammenlignet med julen og påsken er pinsen mindre billedlig. Men derfor kunne man i folkekirken sagtens være bedre til at udbrede pinsens budskab, siger præst og debattør Sørine Godfredsen

Hvordan tegner og maler man pinsen? Det er en af udfordringerne for pinsen, at den ikke illustrativt taler til den kulturkristne dansker, siger Morten Skovsted, der er sognepræst i Hjortshøj-Egå Sogne og salmeanmelder ved Kristeligt Dagblad.

”For den udenforstående savner pinsen nok lidt saft og kraft. Selve fortællingen er mindre dramatisk og billedlig end påske og jul. Der er ikke søm i hænderne, men disciple, der sidder og er modløse og opgivende, indtil Helligånden kommer,” siger Morten Skovsted og fortsætter.

”For mig er pinsen det, der gør, at vi kan tro det utrolige. For det troende menneske er pinsen utrolig vigtig, men det er klart, at pinsens budskab primært hører til inden for kirkens og de troendes rammer. Det er svært for mig at fortælle en ikke-troende eller en udelukkende kulturkristen, at pinsen er vigtig. Jeg prøver meget gerne, men for de fleste, der ikke selv er troende og ikke tror, at Guds ånd virker i verden, kan pinsen virke som det rene luft,” siger Morten Skovsted.

Problemet er ikke kun, at pinsen er svær at illustrere. I folkekirken har man tillige været for dårlig til at forklare alvoren om pinsen, siger samfundsdebattør og sognepræst i Jesuskirken i Valby i København Sørine Gotfredsen. I folkekirken har man generelt ikke formået at forklare danskerne, at det at være ånd kræver en masse af os. Det kræver, at vi bevæger os væk fra det materielle, forkælelsen og velfærdssamfundet. Det kræver simpelthen, at vi i en vis forstand lægger afstand til verden, siger Sørine Gotfredsen.

”Problemet med en prædiken er, at man skal finde ud af, hvad man kan kræve af menigheden. Hvor meget kan man tillade sig at ødelægge den gode stemning? Det er vi ikke generelt set ikke klar til i den danske folkekirke. Vi er ikke gode nok til at udfolde den alvor, der er forbundet med, at vi er i ånd,” siger debattøren og sognepræsten, der mener, at kirkens manglende vilje til at forlange opofrelse fra kirkegængere er i strid med selve pinsen.

”Pinsen kan ikke undgå at blive abstrakt. Den vil aldrig blive lettilgængelig. Men det, jeg stræber efter som præst, er at tydeliggøre, at pinsen kræver noget af danskerne. Det er ikke bare en glædelig begivenhed, som vi ofte foretrækker at mene om de store kirkelige højtider,” siger Sørine Gotfredsen.

Leise Christensen, teolog og lektor ved Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster, er enig i, at folkekirken ikke har været god nok til at formidle pinsen til danskerne, men pinsen er en også abstrakt størrelse, og der er konkrete grunde til, at den ikke hitter som påsken og julen, siger hun.

”Julen kan vi godt lide med det lille barn, og påsken er meget dramatisk. Pinsen er egentlig også et drama med disciplene og ildtunger, men alt, hvad der har at gøre med ånd, gør, at det bliver mere overnaturligt, og det er ikke sikkert, at vi bryder os om det. Det er mindre konkret end det lille barn, døden og korset. Der er heller ikke pinsepynt, ligesom der er jule- og påskepynt. Der mangler den folkelige fejring, og det er synd, for pinsen ligger i den skønneste årstid,” siger Leise Christensen.

En, der ikke savner en konkret fortælling i pinsen, er biskop over Fyens Stift Tine Lindhardt. For i pinsen bliver jul og påske netop til virkelighed, siger hun og refererer til forfatter Johannes Møllehaves ord om julenatten, påskemorgenen og pinsedagen:

”Det, der sker i julen og påsken, bliver nutid i pinsen. Det bliver den ånd, der hersker. Det bliver virkeligheden om mit liv,” siger Tine Lindhardt og bruger pinseberetningen som det illustrative eksempel.

”Jeg forestiller mig, at disciplene sidder for nedrullede gardiner og lukkede døre, de sidder og skutter sig, fordi Jesus er død og opstået, men nu er han faret til himmels.

”Så kommer der en lyd som af et vældigt vindstød. Man kan forestille sig, at døren bliver blæst op. Disciplene bliver rystede, men Helligånden ryster angsten og frygt ud af dem og sætter dem i bevægelse.”

Da det går op for disciplene, at det, der skete i påsken med Jesus, er virkeligt, kan de ikke sidde stille. De må ud at fortælle det videre.

”Så ja, jeg ser det, der skete, som meget konkret,” siger Tine Lindhardt.