Pinsen kaldes for den kristne kirkes fødsel. Det er her, Helligånden kom ned til disciplene for at give dem mod og evner til at forkynde evangeliet. Så man kunne tænke, at det må være smal sag for landets præster at forkynde Helligåndens komme i pinsen.
Men præsterne står snarere over for en vanskelig opgave. For hvad er der egentlig at sige om den kristne ånd i en dansk, kirkelig kultur, der over årene er blevet stadig mere fremmed over for Helligånden? Mens præster i Danmark frimodigt taler om både Gud og Jesus, skal man lede længe efter nogen, der helhjertet omfavner den sidste del af treenigheden, Helligånden.
Som den bogaktuelle tyske teologiprofessor Jörg Lauster siger i et interview i dagens Kristeligt Dagblad, lider kirken ikke bare i Danmark, men i store del af Vesten af en åndelig glemsel.
Folkekirkens kølige forhold til Helligånden er problematisk, lyder det fra flere kirkelige stemmer, deriblandt forfatter og sognepræst i Jesuskirken i København Sørine Gotfredsen. Hun mener, at vi afskærer os fra en vigtig erkendelsesform, omend folkekirkens forhold til Helligånden også er båret af en vis grad af fornuft.
”Der findes en klog påpasselighed i folkekirken over risikoen for, at mennesket bliver revet med af sit følelsesliv, sin indbildningskraft og selvoptagethed. Alt det kan rase frit, jo mere man bevæger sig væk fra den stramme, sproglige forkyndelse og over mod det mere sanselige,” siger hun.
Men Sørine Gotfredsen anerkender også, at påpasseligheden nok har taget overhånd. For man kan ikke kræve, at alle erkender på samme måde, og nogen har behov for at have en kropslig erfaring af troen.
”Ved at lade Helligånden og åndsaspektet fylde så lidt, som det gør i folkekirken, er vi endt i en situation, hvor der findes en udbredt tale om åndelig bevidsthed som noget, vi mangler, men hvor utrolig få kan sige, hvad ånd egentlig er. Vi er blevet afskåret fra en erkendelsesform og nogle dimensioner af eksistensen, blandt andet fordi Helligånden er blevet så sekundær. Måden, vi forkynder på, er blevet om ikke åndløs, så dog vag i ånden,” siger hun.
Sørine Gotfredsen, der selv for nogle år siden skrev en bog om det åndløse samfund, opfordrer derfor præster til at tage åndsforkyndelsen på sig og konfrontere den diffuse idé om, at der mangler ånd iblandt os.
”Der er det præsternes opgave at komme på banen og beskrive, hvad kristendommen og de selv forstår ved ånd. Præster må byde ind med egne erfaringer med et håndgribeligt trosliv og beskrive, hvad åndsliv er for dem,” siger hun.
Men hvem bærer egentlig skylden for, at Helligånden er gledet i baggrunden i en dansk kristen sammenhæng? Ikke den store danske teolog og forfatter N.F.S. Grundtvig, hvis tanker har sat sit præg på stort set alle dele af folkekirken. Den vurdering lyder fra Kim Arne Pedersen, der ud over at være vikarierende sognepræst i Gjøl og Biersted Kirker i Nordjylland er særdeles velbevandret i Grundtvigs tekster.
”Det er ikke Grundtvig, der er skurken her. Tværtimod vil jeg sige, at vi kan takke Grundtvig for, at Helligånden trods alt ikke er forsvundet helt fra folkekirken,” siger han.
Kim Arne Pedersen forklarer, at man ikke mindst i Grundtvigs salmer ser righoldige referencer til Helligånden, blandt andet i pinsesalmen ”I al sin glans nu stråler solen”.
”For Grundtvig er ikke bare Helligånden, men ånd i al almindelighed et meget centralt begreb. Ånd og ord er forbundne kar, hvor ånden materialiserer sig i ordet, og hvor vi kan opleve Guds nærvær gennem det levende ord,” siger han.
Hvis man vil forstå, hvorfor der ikke bliver talt mere om Helligånden i folkekirken, bør man ifølge Kim Arne Pedersen snarere se på de indflydelsesrige århusteologer som P.G. Lindhardt og Johannes Sløk, der alle var præget af den såkaldte dialektiske teologi. De stod for en teologi, der var meget centreret om Kristus, men havde tendens til at glemme åndsdimensionen, forklarer han.
Også Anders Laugesen, vært på DR’s trosprogram Pilgrim på P1, ser Grundtvig som en stor helligåndsteolog. Og når der alligevel ikke bliver talt mere om Helligånden i folkekirken, er det ifølge ham et stort tab.
”Jeg tror, det skyldes, at vi i den lutherske tradition først og fremmest træner i at lytte til intellektet og ikke til hjertet. En følge af den lutherske skepsis over for menneskets syndige natur er en vis mistro over for følelser og fornemmelser, for de kan jo være udtryk for et menneskeligt selvbedrag,” siger han.
Men Helligånden kan vi ikke tænke os til, understreger Anders Laugesen.
”Det er en erfaring, som troen kan bekende sig til. En erfaring af at sanse Ånden, som bringer trøst og sætter kærligheden som fortegn i mit liv. Og en erfaring af at lære at lytte til de følelser og sansninger, som hjælper os hver især til at gøre Guds kærlighed konkret og nærværende,” siger han.
Anders Laugesen tilføjer, at det at tale om Helligånden for ham også indebærer at tro på, at Gud ønsker, at Gudsriget kan vokse i verden gennem menneskers handling i Helligånden.
”Men en sådan tro kræver tillid til hjertets stemme. Ud fra de troserfaringer, den lytten giver, kan man begynde at tale om Helligåndens virke i det konkrete og lave en helligåndsteologi,” siger han og tilføjer at Helligånden også har at gøre med kreativitet og nyskabelse.