Prøv avisen

Pinsens svære budskab

Foto: Illustration af Frits Ahlefeldt-Laurvig

Selvom højtiden er årets tredjestørste, har folkekirken svært ved at gøre fortællingen om pinsen begribelig. I stedet for ånd bør kirken fokusere mere på nærværet mellem mennesker, lyder rådet fra forsker og biskop

Pinsen er nu nær, og ifølge Raquel Rastennis berømte vise, "Heksedansen", fra 1960 er det lig med hovedrengøring i hele huset. Men virkeligheden er en anden, for af de tre store kirkelige højtider skiller pinsen sig ud som den, der står svagest i danskernes bevidsthed. Det mener Anita Hansen Engdahl, der er lektor ved Pastoralseminariet i København.

En højtid uden en naturlig hændelse

"Pinsen har ikke et antropologisk ritual. Der er ingen naturlig hændelse, der forklarer pinsen. Julen har solhverv, og påsken har foråret, men pinsen har ingenting. Derfor må kirken ikke bare skabe sit eget ritual, den må også manipulere folk til at tro, at det har brug for et ritual i forbindelse med pinsen", siger Anita Hansen Engdahl.

Pinsen handler om Helligåndens komme, som apostlene oplevede det i Jerusalem for to tusinde år siden. Men pinsen handler også om ild på himlen, som når B.S. Ingemann skriver i pinsesalmen "Fra Himlen Herrens Ånd nedfór" fra 1825:

"På vejrets vinger kom med brag,
som gennem torden lynets slag,
det lys, Gud Herren sendte."

B.S. Ingemann står ikke alene. Salmebogen rummer således mange salmer om pinsen, som ikke mindst Grundtvig satte stor pris på. I al sin glans nu stråler solen er det måske mest kendte eksempel, og igen og igen hylder Grundtvig forbindelsen mellem ånd og menighedens fællesskab, der først og fremmest er bundet sammen af Guds nærvær. Med Helligånden bliver kirken levende, og derfor kaldes pinsen også for kirkens fødselsdag. Det burde være et enkelt budskab at prædike, men er det ikke.

I pinsen prædikes der om Helligåndens komme

"I folkekirken prædiker præsterne ganske vist om Helligåndens komme og virke, men i forsøget på at distancere sig fra karismatiske bevægelser som for eksempel Pinsebevægelsen tør præsterne ikke give konkrete bud på, hvad Helligånds komme og virke i menigheden og det enkelte menneske betyder. Der tales ikke længere om helliggørelse", siger Anita Hansen Engdahl.

I Roskilde Stift er biskop Peter Fischer-Møller enig i Anita Hansen Engdahls pointe.

"Helligånden og budskabet om pinsen kan være svær at forstå, når det end ikke kan få kirken selv til at kippe med flaget. Derfor skal vi i folkekirken være bedre til at gøre pinsens budskab mere tydeligt, og her abonnerer jeg gerne på ønsket om at tale mere om nærvær frem for ånd", siger Peter Fischer-Møller og fortsætter:

"Pinsens budskab er, at det ikke længere handler så meget om Jesus. Til en vis grad overlader pinsen ansvaret til os mennesker, fordi det er os, der skal gå ud og formidle historien videre. Derfor er pinsen en del af et globalt netværk, der har eksisteret længe, før vi fik Twitter og Facebook, og på den måde er pinsen med til at bygge bro mellem alle mennesker".

Pinse handler om hvem Gud er for dig

Den filosofi arbejder de ud fra i Citykirken i Aarhus. Kirken er en del af Baptistkirken i Danmark, og for ungdomspræst Christina Kristensen er pinsen begyndelsen på et nyt liv.

"Julens og påskens budskab mister værdi uden pinsen. Jesu liv og død markerede afslutningen på den gamle pagt, hvor loven skulle opfyldes for at finde frelsen. Helligåndens komme markerer begyndelsen på den nye pagt, at Guds lov bliver skrevet på vores hjerter", siger Christina Kristensen.

Af samme grund spiller pinsen en central rolle i Citykirkens menighedsliv og for Christina Kristensen personligt.

"I pinsen rykker Guds ånd ind i mig. Det er Guds ånd, som vejleder og styrker mig dagligt. Det er vigtigt, at Gud og budskabet om Gud ikke bliver noget fjernt og noget, som blot er plantet i den menneskelige forstand, men en personlig opfattelse af, hvem Gud er", siger Christina Kristensen.

Pinsens mirakel er jordnært

Citykirkens trosliv afspejler den opfattelse, der især er udbredt i afrikanske lande. Her er mange kirker grundlagt på Helligåndens komme og dermed også på pinsen. Selvom Peter Fischer-Møller gerne lader sig inspirere af, hvordan det kristne menighedsliv fungerer i andre kulturer, mener han ikke, at den afrikanske opfattelse kan bruges i folkekirken.

"Her taler vi om karismatiske miljøer, der ligger for langt fra folkekirken. Vi behøver ikke at gøre det mere mystisk, end det er. Når der tales om ånd, spørger folk, om det er ånden i glasset eller Aladdins ånd. Pinsens mirakel er ganske jordnært uden de store armbevægelser. Det handler om at dele historier på tværs af de forskelle, der ellers skiller os", siger Peter Fischer-Møller.

Det bærende kit i denne vidensdeling er Bibelen. Det mener Morten Thomsen Højsgaard, der er generalsekretær i Bibelselskabet.

"Trods store forskelle mellem kristne er Bibelen fortsat den bog, der binder os sammen og skaber samhørighed. Bibelen har en kolossal forvandlende kraft. Og vi må ikke glemme, at vi her i Danmark har haft den samme udvikling, som de gennemlever i Afrika. I 1800-tallet havde vi fremkomsten af de gudelige vækkelser, andelsbevægelsen og højskolerne. Her blev kristendommen for alvor til et folkeprojekt, og det var pudsigt nok her, at Grundtvig skrev I al sin glans nu stråler solen", siger Morten Thomsen Højsgaard.

Grundtvig kan tage en stor del af æren

Den holdning deler Anita Hansen Engdahl. Hun tillægger Grundtvig en stor del af æren for, at kristendommen og dermed også pinsen blev rodfæstet i menighederne.

"Grundtvig kunne det, ingen andre kunne. Han anerkendte hedenskaben, naturens frodighed og folkereligionen. Gennem metaforer i sine salmer byggede han bro til det, folk allerede kendte. Derfor havde han held til at få folk til at tale om, hvad de ville med kirken. En sådan diskussion har vi ikke haft siden", siger Anita Hansen Engdahl.

Hun mener, at folkekirken anno 2011 har meget at lære af historien. Ikke kun fra vækkelsernes tid.

"I 1500-tallet brugte man at maje kirken ud til pinse. Det betød, at sognets kvinder pyntede kirken med det, de kunne finde i den frodige natur. Det var på et tidspunkt, hvor præsterne turde tale om håb, liv og vækst, og derfor havde pinsen en anden betydning, end den har i dag. Man kan håbe på, at de målsætningsdiskussioner, som i øjeblikket foregår ude i sognene, fører videre til en samtale om, hvem vi er som kirke og Gudsfolk", siger Anita Hansen Engdahl.

Friluftsgudstjenester 2. pinsedag

Debatten kan passende begynde 2. pinsedag, hvor der overalt i landet vil blive afholdt en lang række friluftsgudstjenester. Traditionen har ganske få år på bagen, men har langsomt bredt sig til de fleste provstier.

"Det er en spændende måde at fejre pinsen på. Vi har alle brug for små og store ritualer og et fællesskab, der minder os om troens indhold. Og pinsen har da også et godt ry, selvom der er færre, der går i kirke ved denne højtid. Det hænger sammen med vejret, solen og naturen i Danmark, som på den tid kaster mere og mere lys og varme ind over hele tilværelsen", siger Morten Thomsen Højsgaard.

I Roskilde Stift vil der også blive afholdt friluftsgudstjenester, blandt andet i Boesdal Kalkbrud på Stevns og ved Mosede Fort. Og Peter Fischer-Møller glæder sig over, at flere tusinde vil samles for at høre pinseprædikenen.

"Gudstjenesterne på mandag er et godt eksempel på, at pinsen binder os sammen. Men gudstjenesterne er en kærkommen lejlighed til, at vi alle tænker over det at være kirke. Det er noget, vi har forsømt, fordi vi bare har set folkekirken som en ramme, hvor alt går, som det skal. Men vi bliver nødt til at tænke på Grundtvigs vision om, at historien hele tiden udfolder sig på nye måder", siger han.

Ikke en traditionel højmesse

Gudstjenesterne 2. pinsedag adskiller sig typisk fra den traditionelle højmesse. De fleste steder er der hyret lokale musikere eller måske en teatertrup, men Anita Hansen Engdahl peger på, at det er vigtigt, at friluftsgudstjenesterne ikke bliver til events:

"Det er vigtigt, at også denne mere frie liturgiske form har fokus på forkyndelsen og en udfoldelse af den lutherske lære om Helligåndens komme og Helligånden som gave i ord og sakramente til den enkelte. Det er ufatteligt få bøger og artikler, der i Danmark skrives om den evangelisk-lutherske forståelse af Helligånden. Helligåndsteologien har ligget passivt hen, men får man ikke prædiket ret om helligånden til pinse, går det også galt i den følgende trinitatistid. Her bliver forkyndelse så til ren kulturkritik eller moralisme", siger hun.

"Hvad er det, man giver folk? Er det en event eller nogle konkrete bud på, hvad Helligåndens komme betyder i den enkeltes liv? Jeg frygter det første, fordi der er en del af Helligåndsteologien, som de lutherske kirker har et problem med. For eksempel er der de sidste 50 år skrevet meget få teologiske bøger om Helligånden, og hvis præsterne ikke formår at holde en forståelig pinseprædiken, bliver hele trinitatistiden ren moralisme", siger Anita Hansen Engdahl og fortsætter:

"Friluftsgudstjenesterne i pinsen er næppe blevet til af teologiske grunde, men af rituelle og praktiske grunde. Tidligere tider opfattede Guds nærvær i den store stenkirke, som beskyttede mod den farlige natur, mod krige og overfald. Men i det 21. århundrede mærker folk Guds nærvær og dermed Helligånden ude i naturen, så med friluftsgudstjenesterne 2. pinsedag imødekommer kirken folks forståelse. Desuden får gudstjenesterne 2. pinsedag i sig selv opbakning, fordi de er anderledes, og anderledesheden er en stærk rituel strategi. Ved at lave ét fælles arrangement i provstiet, undgår man i øvrigt at holde et væld af dårligt besøgte gudstjenester", siger hun.