Som i store dele af Danmark regner det denne eftermiddag. Tønder Kirkegård driver af væde, og jorden klæber til gravernes fodsåler. Godt en snes landsbygravere og menighedsrådsmedlemmer er på ekskursion.
Regnvejret udvisker de fleste af årstidens i forvejen sparsomme farver, men ved en af gravene står en glad lille julemand og lyser op med sin røde dragt som et kitschet fremmedelement blandt gravsten og tuja og taks, og der synes at være enighed i gruppen om, at det er helt o.k.
For der skal også være plads til den dårlige smag på kirkegården.
Eller, som sognepræst Elof Westergaard, formand for Foreningen for Kirkegårdskultur, udtrykker det, så skal der være plads til mangfoldigheden. Foreningen for Kirkegårdskultur har til formål at virke for, at kirkegårdenes æstetiske, kulturhistoriske og landskabelige værdier bevares og udvikles, men det udelukker ikke bamser, nisser og andre populære og diskutable figurer, der i stadig større mængde er begyndt at befolke kirkegårdene, hvor tendensen med legetøj på barnegrave nu også inspirerer til nye folkelige dekorationer af voksengravene.
Vi skal være large og ikke lade os dirigere af vores egen smag og fornemmelser, men det betyder på den anden side ikke, at alt skal være tilladt, mener Elof Westergaard. En kirkegård tilhører ikke blot de pårørende. Den er også et fælles offentligt rum. Derfor må der sættes nogle grænser, understreges det.
Den levende kirkegård og her kirkegårdens nye og forandrede rolle i vor tid var i sidste uge emne for et kursus for kirkegårdsansatte og menighedsrådsmedlemmer på Løgumkloster Højskole, med blandt andet ekskursionen til Tønder indlagt i programmet. Kurset er arrangeret af højskolen i samarbejde med Landsforeningen af Menighedsråd.
I februar-marts fremsættes forslag om en lovændring, der skal gøre det muligt for kommuner at etablere urnebegravelsespladser uden kapel. Ændringen, som den socialdemokratiske kirkeordfører, Karen Klint, tog initiativ til, åbner for begravelsespladser i skove og andre naturområder.
Vores idé har været at give en supplerende mulighed for neutrale begravelsespladser i forhold til kirkegårdene, på samme måde som man kan søge om tilladelse til at få sin aske spredt over havet, men hvor man her fastholder et mindested, forklarer Karen Klint.
De nye begravelsesmuligheder vækker ikke lige stor begejstring hos alle. For Elof Westergaard er det afgørende, at kirkegården er synlig og ikke gemmes væk i en skov, eller bortvejres med asken af de afdøde i vinden over havet.
Kirkegården er om noget med til at udtrykke samfundets menneskelighed og taknemmelighed over for dem, der gik forud for os. Kirkegården giver os dermed en dimension, vi ikke kan undvære.
Samtidig har kirkegården til alle tider været et spejl af samfundet, med plads til troende og ateister, mennesker af vidt forskellige overbevisninger, side om side. Dansk Ateistisk Selskab er blandt dem, der har presset stærkest på for at få en neutral kirkegård, og man kan frygte, at kirkegårdens hidtidige altomfattende mangfoldighed kan blive truet af en ny tids mere individuelle begravelsesskikke og særinteresser, påpeger Elof Westergaard.
At mangfoldigheden i dag også omfatter en mere broget gravudsmykning med bamser og legetøj, understreger kirkegårdens nye betydning som et vigtigt led i de efterladtes sorgbearbejdning.
Kirkegården har i dag en stadig større psykologisk betydning, mens man tidligere lagde mere vægt på det historiske perspektiv, hvor stenene på gravene skulle tale til kommende slægter.
Alligevel er kirkegården fortsat også med til at fastholde det historiske perspektiv. Historiske gravsteder og -sten bevares og gemmes, men en af kursets deltagere, Finn Bæk, menighedsrådsmedlem i Skive, påpeger et problem med de mere almindelige grave. Han mener, at der bør være en generel gravfred på mindst 50 år.
For mig er det næsten en form for hærværk, der sker på kirkegårdene, når grave sløjfes efter kun 10 eller 20 år, mens der stadig lever mennesker, som kendte de begravede. Det sker samtidig med, at der de fleste steder er masser af plads på kirkegårdene, så en forlængelse af gravfreden ville ikke være noget problem.
Kasper Kellgren, 26 år og graver og kirketjener i Lysabild Sogn på Sydals, deltog i kurset for første gang. For ham har det vigtigste været at hente kollegial inspiration og nye ideer, der kan bruges derhjemme i sognet. Nogle af dem fandt han på den regnvejrsvåde eftermiddag i Tønder.
For mig skal en kirkegård ikke være trist og ligegyldig, men give så mange og varierede sanseoplevelser, at folk kan finde på at gå derind og sætte sig på en bænk og her i fred og ro give sig tid til at tænke lidt over livet og døden, siger han.
Som det siges i kursusoplægget: Her begraver vi vore døde, men kirkegården har vi for de levendes skyld.