Plejehjemsbeboere fik andagt med udsigt til sø og præst

Den seneste tids skærpede coronarestriktioner betyder, at landets kirker fortsat må tænke ud af boksen, når det gælder gudstjenester til ældre og svage. På Plejehjemmet Salem var beboerne i går til gudstjeneste i det fri

Præst Jan Nilsson prædiker foran beboerne, som sidder på terrassen et stykke væk under gudstjenesten, sådan at man lever op til corona-reglerne om afstand. – Fotos: Johanne Teglgård Olsen.
Præst Jan Nilsson prædiker foran beboerne, som sidder på terrassen et stykke væk under gudstjenesten, sådan at man lever op til corona-reglerne om afstand. – Fotos: Johanne Teglgård Olsen.

Gudstjenesten begynder med en fødselsdagsmelodi. En af beboerne på Plejehjemmet Salem i Gentofte nord for København har nemlig fødselsdag, og organist Simon Jansfort griber anledningen til at spille de første linjer af ”Happy Birthday” på keyboard.

”Tillykke, Jørgen,” bliver der råbt af de beboere, der befinder sig på terrassen under den, som den 96-årige fødselsar sidder på. Han vinker til dem fra sin plads i kørestolen, som i dagens anledning er pyntet med flag.

Flere beboere er stadig ved at blive hjulpet ud på de to terrasser med udsigt til Gentofte Sø. Plejehjemspersonalet, som alle har visirer på, placerer dem med god afstand til hinanden, giver dem tæpper over sig og deler så sanghæfter ud til dagens lille andagt.

På Salem har der længe været tradition for en månedlig gudstjeneste om tirsdagen med præster fra organisationen Diakonissestiftelsen, som plejehjemmet hører under.

Men efter coronakrisens udbrud er det ikke længere muligt at samle de ældre indenfor, og præsterne har i stedet måttet opfinde et nyt koncept. I sommer begyndte de derfor at holde små udendørsandagter, hvor beboerne sidder på bygningens to terrasser, og præst og organist står på græsset foran dem. I dag er der to gudstjenester, for at alle kan være med, og det er præst Jan Nilsson, der står for dem begge.

”For os er det meget naturligt, at vi skal være kirke der, hvor mennesker er, og målrette vores tilbud til de behov, borgerne har. Så når vi ikke kunne være inde, måtte vi finde på noget andet. Og vi oplever, at det fungerer godt i det fri,” siger han, mens han vinker til beboerne, som ankommer til terrassen.

Da alle endelig er på plads på terrasserne, spiller organisten ”Sensommervise”, og Jan Nilsson byder velkommen. Han taler om sensommeren, om hvordan det begynder at blive koldt om morgenen, om bladene, der falmer, og høsten, der skal i hus. På det lille klapbord ved siden af ham er der placeret tre æbler og en vase med kastanjegrene i. Jan Nilsson viser tingene frem på skift, og nogle beboere strækker hals for at kunne følge med.

”Jeg synes, at det, vi ser i naturen netop nu – de røde æbler og bladene – siger noget om Guds omsorg i vores liv. Selvom bladene bliver brune, og det bliver vinter, og vi ældes og bliver trætte, så kan vi stole på Guds omsorg. Og efter vinter kommer foråret,” siger han.

Der synges endnu en sensommersang, og imens sidder de omkring 15 beboere og nynner eller lytter med. Nogle er fjerne i blikket, mens andre nikker, vipper med fødderne eller dirigerer med hænderne. En kvinde sidder og hiver i bladene på en plante på terrasen.

Da gudstjenesten er slut, kommer en dame på den nederste terrasse op at stå, hvorefter hun læner sig ud over gelænderet ud mod præsten.

”Det var rigtig dejligt,” siger hun til Jan Nilsson, som giver hende ret, hvorefter flere andre beboere også kommer hen for at hilse på.

Maja Topsøe-Jensen, der er ansat på plejehjemmet, forklarer, at gudstjenesterne i det fri har været populære.

”Der kommer faktisk flere, når vi holder gudstjenester udenfor, end når vi gør det inde. Det er også meget sanseligt. Gudstjenesten er både en genkendelig ramme for mange af beboerne, og så er der sangen og hele naturoplevelsen og udsigten over den smukke sø. Vi oplever, at det kan give en følelse af fællesskab,” siger hun.

Udfordringen er dog, hvad der skal ske, når vejret ikke længere egner sig til gudstjenester i det fri. Det er der endnu ikke fundet noget svar på, siger Jan Nilsson.

”Vi har endnu ikke fundet ud af, hvad vi gør for fremtiden, men vi brainstormer på at finde en løsning.”