Prøv avisen
Efter døden

Plejepersonale: Sådan hjælper vi de døde på vej

Et åbent vindue, der tillader sjælen at flyve videre, er ikke et sjældent syn på for eksempel hospitaler, når patienter dør. – Foto: Platoo Fotography / Ritzau Scanpix

Omsorgsarbejdet stopper ikke, fordi patienten dør. Overgangen mellem liv og død er en rejse mod noget andet, og den døde skal hjælpes på vej, tænker mange mennesker med professionelt ansvar for døende

En læge lægger stetoskopet mod patientens bryst. Hun lytter efter stilheden, der pludselig er opstået, for hjertet slår ikke længere. Patienten er død, og lægen ser på uret for at kunne skrive dødstidspunktet ned. Bagefter kommer sygeplejerskerne ind og taler måske med afdøde, trods den nye dødserklæring, mens de går rundt og gør vedkommende klar. Måske kommer der frisk luft ind gennem vinduet, som sosu-assistenten har åbnet uden helt at vide hvorfor.

Plejepersonales praksis i nærvær med døden er forskellig. Men nogle oplever at have bestemte små ting, de foretager sig hver gang. En slags ritualer, der lader dem tage sig af deres patienter, selv efter kroppen ikke længere kræver det.

I Aalborg har 67-årige Birgit Malmgaard Pedersen tidligere været vågekone i den kristne organisation Menighedsplejen i seks år, og hun har støttet døende og deres pårørende blandt andet ved at bede Fadervor og synge salmer, hvis den døende havde brug for det. Det er i dag tre år siden, at hun stoppede som vågekone, men hun husker specielt, hvordan hun plejede at åbne vinduet, når nogen, hun vågede over, døde.

”Jeg kan ikke helt sige hvorfor, men jeg følte, at det var det rigtige at gøre, for så kunne Gud og den døde nemmere nå hinanden. Jeg syntes ikke, der skulle være noget imellem dem,” fortæller hun.

I Vejle har 62-årige Birgit Bastholm Bune sin egen måde at værne om de døde på. Hun har været sygeplejerske på Sct. Maria Hospice i Østjylland i snart 10 år. Når hendes patienter dør, lader hun dem altid ligge og få ro bagefter. Nogle gange kan der gå timer, før hun forstyrrer dem. Hun gør det, fordi hun tror, at det sjælelige lever videre, selvom kroppen og personligheden ”er slut”, som hun siger.

”Jeg tror ikke, man skal flytte folk for tidligt, efter de er døde. Kroppen dør, og vi tager et dødstidspunkt og alt det, men jeg oplever stadig en form for liv. Og hvad det så er for en form, og hvordan det manifesterer sig, skal jeg ikke gøre mig klog på,” fortæller hun og forklarer, at det for hende er helt naturligt at give de døde tid:

”I gamle dage lod man den døde ligge i hjemmet i dagevis, og så kom familie og venner forbi og tog afsked. I dag er døden kommet for langt væk fra livet, og alting skal gå så hurtigt. Jeg tror dog stadig, at der er noget i live bagefter, der skal have lov til at komme ordentligt af sted.”

Hendes kollega Marie Bolette Falk er musikterapeut og har arbejdet med hospicepatienter siden 2013. Hun synger og spiller levende musik for dem på sin cello og et afrikansk instrument kaldet en sansula. Det kan være afdæmpet musik, der hjælper nervesystemet med at slappe af, eller sange, som hun ved, patienten eller de pårørende holder af. Andre gange bruger hun celloens kraftige og følelsesladede toner til at hjælpe patienterne med at rumme de mange følelser, der kan være på spil.

Hvis patienten, hun spiller for, er tæt på døden, udelader hun ofte tekst i sin musik. Dør patienten, mens hun spiller, fortsætter hun gerne, for hun har en overbevisning om, at den døde stadig er i rummet.

”Jeg tænker ikke, at sjælen bare er væk i det øjeblik, kroppen dør,” siger hun, og forklarer, at hun tror, musikken kan hjælpe dem videre:

”Musikken er en bro mellem den fysiske og spirituelle verden. Jeg tror, den åbner bevidstheden op til noget, der er større, og selvom patienten måske er ateist, kan jeg godt indvendigt tænke, at musikken hjælper den her bro med at opstå. Så kan patienterne træde ud på den, hvis de vil,” siger hun.

Hendes overbevisninger har rod i kristendommen, og hun ser sig selv som et religiøst menneske. Men både hun, Birgit Malmgaard Pedersen og sygeplejerske Birgit Bastholm Bune understreger, at deres åndelige refleksioner foregår inde i dem selv. Som Marie Bolette Falk siger:

”Det betyder meget for mig at være et religiøst menneske, men jeg ville aldrig trække det ned over andre i mit arbejde. Der er det den døende og de pårørende, der er i centrum, og terapien foregår på deres præmisser.”

For Birgit Bastholm Bune er den religiøse tanke bag hendes praksis svær at definere. Hun opfatter sig selv som et dybt åndeligt menneske, men vil helst ikke sættes i en bestemt bås:

”Der er absolut mere mellem himmel og jord, det har jeg altid sanset og levet efter. Jeg forsøger at holde mig åben, for døden er et mysterium. Evidensen er der simpelthen ikke, så vi må danne vores egen oplevelse,” siger hun.

Hun mener, at det åbne sind også er vigtigt i omsorgen, før livet slutter.

For det er her, Birgit Bastholm Bune taler med patienterne om deres tanker om døden og efterlivet.

”Jeg oplever, at der er mange mennesker, der er blufærdige om tro og åndelige forestillinger. Nogle patienter er simpelthen bange for, at vi tror, de er lidt småskøre. Men det er jo enormt vigtigt, hvordan vi dør, og at der er plads til at tale om de vigtigste ting og afrunde livet på den bedste måde,” siger Birgitte Bastholm Bune.