Prøv avisen

Kirkegæster fik næstekaffe i ørerne

Der var podcast, eksistentielle samtaler og rødvin på programmet torsdag aften i Sankt Lukas Kirke i Aarhus. Her ses kæresteparret Jeppe Skov Madsen og Freja Storgaard, mens de slapper af og lytter til en samtale om tvivl. – Foto: Lars Aarø, Fokus

Et afsnit af folkekirkens lydserie ”Næstekaffe” dannede ramme om et arrangement i Sankt Lukas Kirke i Aarhus

Når man går i kirke, kan man ofte nyde orgelspil, lytte til præstens prædiken eller måske høre et dåbsbarn, der græder. Men denne torsdag aften var lydbilledet et andet i Sankt Lukas Kirke i Aarhus. Her gav en eksistentiel samtale om tvivl, der var optaget på forhånd, genklang under de høje hvælvinger, hvorefter snakken fortsatte blandt de cirka 20 fremmødte.

Den optagede samtale var en del af folkekirkens podcastserie ”Næstekaffe”, som går ud på, at en præst i selskab med et kendt ansigt udfolder et af livets store temaer. I det afspillede afsnit var det kirkens sognepræst, Vibeke Houmøller, der talte med musikeren Peter Sommer om erfaringer med det at tvivle. På kirkebænkene havde gæsterne sat sig godt til rette. Nogle sad med lukkede øjne, andre havde lænet sig godt tilbage, og en ung fyr lå på en af bænkene med hovedet i sin kærestes skød. Lyden, kirkerummet og den dunkle aftenbelysning gjorde oplevelsen intens og stemningsfuld.

Blandt de fremmødte på kirkebænkene var Vibeke Houmøller. Hun havde allerede modtaget mange positive tilbagemeldinger fra mennesker, der havde lyttet til ”Næstekaffe”-afsnittet, og derfor greb hun muligheden for at trække mediet ind i kirkerummet.

”Der er så meget hverdagssmalltalk, og det kan være svært at finde de rum, hvor man har lyst til at fordybe sig i de store emner, som podcastene tager op. På den her måde skaber vi et rum, hvor de samtaler er mulige,” sagde hun.

Hun trak en parallel til de samtalesaloner, der dukker op rundt omkring i landet. Her giver man også mennesker mulighed for selv at tage ordet og fordybe sig i større emner.

Initiativet med podcasts er også et forsøg på at nå en yngre målgruppe, sagde Vibeke Houmøller og tilføjede, at det ikke nødvendigvis handlede om at få ungdommen til at gå mere i kirke søndag formiddag. Men hun oplever, at der er en længsel blandt unge efter at tale om eksistentielle emner, som kirken kan imødekomme med arrangementer som dette.

Da første del af aftenen med podcastlytning var forbi, trak gæsterne op i koret. Her var borde dækket op med stearinlys, tulipaner og rødvin. Ved et af bordene satte det unge kærestepar Jeppe Skov Madsen og Freja Storgaard på henholdsvis 24 og 25 år sig.

”I en travl hverdag får man ikke talt om de ting, der virkelig betyder noget. Den type samtaler vil jeg gerne have flere af, og så dukkede det her arrangement pludselig op på Facebook. Det kom meget belejligt,” siger Freja Storgaard, der studerer medicin.

Hendes kæreste, den idrætsstuderende Jeppe Skov Madsen, var også begejstret, da han hørte om arrangementet:

”Vi skal lære om matematik og historie i folkeskolen. Men hvorfor lærer vi ikke noget om de følelser, vi alle bøvler med? De helt almindelige hverdagsting lærer vi ikke noget om. Vi har brug for de dybe eksistentielle samtaler,” sagde han.

Som hjælp til at kickstarte dialogerne lå der rundt på bordene nogle hvide kort med forskellige spørgsmål, som alle tog afsæt i emnet tvivl. Ved et af de andre borde sad en gruppe damer, der aldrig havde mødt hinanden. Aldersmæssigt befandt de sig fra 40’erne til 80’erne, og de nåede omkring moderne velfærdssamfund, præstationskultur og tvivl som et grundvilkår i livet. Bagefter var gæsternes vurderinger overvejende positive. Men hører et medie som podcast, der er skabt til en tid, hvor vi hele tiden er på farten, overhovedet til i et kirkerum? Det mente sognepræst Vibeke Houmøller.

”Det handler ikke om populisme, men om at møde mennesker, hvor de er. Vi griber en mulighed for at møde mennesker med de store spørgsmål, de har, og vi udvander ikke indholdet, bare fordi formerne er moderne,” sagde hun.

Hun understregede, at rammerne netop var kirkerummet og ikke sognerummet, fordi fordybelsen og alvoren bedre indfandt sig i kirken, og hun var overbevist om, at man i Sankt Lukas Kirke i Aarhus vil benytte konceptet igen. Gerne med endnu flere gæster og måske til efteråret, hvor en ny række afsnit af ”Næstekaffe” udkommer.

Der var podcast, eksistentielle samtaler og rødvin på programmet torsdag aften i Sankt Lukas Kirke i Aarhus. Her ses kæresteparret Jeppe Skov Madsen og Freja Storgaard, mens de slapper af og lytter til en samtale om tvivl. – Foto: Lars Aarø, Fokus