Podcasts er et af de største medier i nyere tid – selvfølgelig skal kirken være med

Kristeligt Dagblad sætter fokus på fem af de bedste podcasts om tro og eksistens, som er indstillet til avisens initiativpris

Teknologiekspert Christiane Vejlø undersøger de syv dødssynder sammen med præst Lars Gustav Lindhardt og forfatter Knud Romer. Det er bare én af de fem podcasts, som Kristeligt Dagblad her ser nærmere på.
Teknologiekspert Christiane Vejlø undersøger de syv dødssynder sammen med præst Lars Gustav Lindhardt og forfatter Knud Romer. Det er bare én af de fem podcasts, som Kristeligt Dagblad her ser nærmere på.

Hvis du kan lide at slippe dine tanker løs og lade dig forføre af true crime, skæbnefortællinger eller aktuelle samfundsdebatter, når du cykler eller står bøjet over dagens opvask, så er du ikke alene. Ifølge tal fra Danmarks Statistik lytter flere end 1,7 millioner danskere i alderen 16 til 74 år jævnligt til podcasts – for hver fjerde gælder det, at de lytter til en podcast hver uge.

Men hvor mange lytter til tanker om livet og døden, om troen og eksistensen, når folkekirken og frikirkerne forsøger sig med det eksplosivt voksende medie? Og hvad er det lige præcis ved podcasts som disse, der gør dem lytteværdige?

Det kan redaktør for digitale fortællinger i Danmarks Radio, Kim Schou, hjælpe med at svare på. Han har tidligere beskæftiget sig med kirke og tro som journalist her på avisen og som forfatter, og han har selv lavet podcasts siden 2012. Til daglig arbejder han blandt andet sammen med P1 Podcast, hvor hans hold forvandler lydbilleder til visuelle, digitale fortællinger. Og så lytter han til podcasts i mindst to-tre timer hver eneste dag.

De seneste år, fortæller han, er antallet af podcasts på det danske marked steget eksplosivt.

”Derfor giver det også kun mening, at kirken selvfølgelig skal være med – folkekirken såvel som frikirker,” siger han.

Og det er de i den grad også kommet, bemærker Kim Schou i samme åndedrag.

”Selv i et forholdvist snævert område som det kirkelige, eksisterer der allerede så mange podcasts, at det er svært for nogle af dem at blive rigtigt store, medmindre de virkelig har promovering i ryggen.”

Men selvomt der findes over 2500 danske podcasts, giver det ikke mening at tale om konkurrence, mener Kim Schou. I hvert fald ikke, når det kommer til de folke- og frikirkelige podcasts.

”Som det ser ud lige nu, er det sikkert svært for folkekirken at konkurrere med for eksempel ’Pilgrim – på rejse i troens univers’ på P1, men det behøver den heller ikke. Når vi ikke snakker store medier, gælder det, at jo mere snævert, jo mere specifikt, jo mere nørdet, podcasten kan være, jo bedre er den,” siger han og fortsætter:

”Så kan det godt være, at ens publikum aldrig bliver stort, men dem der lytter, lytter virkelig.”

Ifølge Kim Schou domineres den kirkelige genre af tre forskellige former for podcasts.

”For det første er der alle prædikerne, som bliver udgivet som podcast, så de altid er tilgængelige for menigheden. Men der, hvor det bliver rigtig godt, er, når man tager et tema og folder det ud med et stramt fokus. Når det er specialiseret, så kan det noget, som er svært at finde andre steder. Prædikener skal man sætte sig ned og lytte koncentreret til, ligesom man gør det i kirkerummet. Men når en podcast behandler mere tematiske emner som sjælesorg og dødssynder, så kommer kirken pludselig med ind i køkkenet og med ud på cykelturen. Det er et fedt supplement til, hvad kirken ellers kan.”

Den tredje slags podcast, fortsætter Kim Schou, er den mere professionelle slags, der i sin stil minder mere om klassisk radio. Som for eksempel Kristeligt Dagblads lydtilbud. De folke- og frikirkelige hører mestendels til i de første to kategorier.

”De er ikke alle så professionaliserede, men det gør heller ikke noget, fordi mange af dem beskæftiger sig med det inderste i mennesket på en måde, som appellerer bredt, og fordi podcasts i sig selv er en uformel måde at kunne fordybe sig i et særligt emne på. Det fungerer bedst, når man kan lytte til det, mens man står i køkkenet, vasker op eller noget tredje. Det er en del af mediets charme,” vurderer Kim Schou.

”På mange måder er podcasts en form for socialt medie. Adgangen til at kunne udgive noget er simpelthen så kort – man skal bare lære at redigere lyd nogenlunde ordentligt, så kan man hurtigt udkomme. Faktisk var det amatører, som i første omgang udgav podcasts omkring 2005. Og så fik det et boom for en fem-seks år siden.”

Men, fortsætter han:

”Lige nu ser vi en tendens til at fokusere mere på højere kvalitet og kortere serier, så hvis folkekirken og frikirkerne for alvor skal bryde igennem på et tætpakket marked, så skal de nok dyrke nicherne og satse på miniaturebilleder. Gerne med ordentligt optageudstyr. Det ser vi heldigvis allerede mere og mere af.”

1. De syv dødssynder

Hvad kan fortiden lære os om fremtiden? Hvad vil det sige at være menneske i en tid, hvor teknologi slynger os hurtigere fremad end nogensinde før? Spørgsmål som disse bliver sat under lup i podcasten ”De syv dødssynder”, som er produceret for folkekirken i samarbejde med teknologiekspert Christiane Vejlø. Sammen med præst Lars Gustav Lindhardt og forfatter Knud Romer søger hun i denne podcastserie tilbage til de syv berømte dødssynder og undersøger, hvilken rolle de spiller for moderne mennesker. Havde premiere i april 2021.

2. Min historie

I podcastserien ”Min historie” møder man en lang række mennesker fra København Frikirke, som også står bag podcasten. Meningen er, at man skal lære sin sidemand at kende. Hvordan kom de ind i frikirkemiljøet? Hvilke livskriser har de gennemgået? Hvornår mødte de kærligheden? I det seneste afsnit fra september i år møder lytteren 64-årige Linda Møller, som fortæller om sin barndom og opvækst i et stålværksarbejderkvarter i Nordsjælland.

3. Sjælesorg

Hvordan lever man med sorgen over at have mistet et barn? Hvad stiller man op med en nagende følelse af meningsløshed? Det berører en række præster i podcastserien ”Sjælesorg”, som er produceret for folkekirken i samarbejde med onlinetjenesten Sjælesorg på nettet. I hvert afsnit får et menneske sjælesorg af en præst.

4. Cilles sidste dag

Podcastserien ”Cilles sidste dag” havde premiere denne måned og er folkekirkens seneste podcastsatsning. Serien, som består af seks afsnit, er en fortælling om en mors knusende sorg over at miste sin datter på tragisk vis. I 2006 blev Lisa Næblerøds datter, Cille, dræbt af sin ekskæreste til en fastelavnsfest på Hasseris Gymnasium i Aalborg. Produceret for folkekirken i samarbejde med Aalborg Stift.

5. Næstekaffe

Samtaler uden filter. Det er parolen bag folkekirkens podcastinitiativ ”Næstekaffe”. I hver episode byder en præst et kendt menneske på en kop helt almindelig filterkaffe for at tale om kærlighed, håb, angst, lykke eller sorg. Serien består indtil videre af 14 afsnit, og hver måned kommer der et nyt til. Senest mødtes sognepræst Hanne Houkjær og forfatter og kunstner Madame Nielsen til en samtale om livets overgange, og de forvandlinger og transformationer livet byder på.