Man kalder det for kirkens kerneydelse: prædikenen og forkyndelsen af evangeliet. Men hvor går grænserne for, hvad man kan og ikke kan sige fra prædikestolen? Den debat er blusset op efter, at en sognepræst har fået en skriftlig advarsel af sin biskop for i en prædiken at rette en polemisk kritik mod sine præstekollegers hang til spaghettigudstjenester og lavkirkelig teologi.
Spørger man tidligere rektor for Pastoralseminariet Henning Kjær Thomsen, som underviser landets kommende præster i homiletik (kunsten at prædike), så hører polemik ikke hjemme i prædikenen som genre.
”Prædikenen er en bunden opgave, som handler om at lade de bibelske fortællinger tale ind i vores liv i dag. Lige så snart man går ind og bruger prædikenen til at udfolde sine egne idiosynkrasier, polemik eller sarkasme, så forråder man prædikenen som genre,” siger Henning Kjær Thomsen.
Han understreger, at præster gerne må udtrykke sig polemisk. De skal blot finde andre steder til det end prædikestolen, mener han. Samtidig påpeger han, at grænserne for polemik i prædikenen har ændret sig markant de seneste årtier.
”I 1960'erne og 1970'erne, hvor folk som P.G. Lindhardt og den dialektiske teologi havde sin storhedstid, blomstrede den polemiske prædiken. Men i takt med, at modernitet er blevet til senmodernitet, har perspektivet i den teologiske forkyndelse ændret sig fra den subjektivt baserede polemik til en mere relationel og fællesskabsorienteret forkyndelse. Det sætter nogle helt andre rammer for prædikenen i dag,” siger Henning Kjær Thomsen.
At den polemiske prædiken er trængt i baggrunden, er sognepræst Sørine Gotfredsen enig i. Men hun mener samtidig, at netop forståelsen af prædikenen som en upolemisk genre udgør et af folkekirkens store problemer i dag.
”Hvis præsten ikke må være polemisk, så kan man ikke gøre evangeliet gældende. Det kan ikke nytte noget at lægge bånd på sig selv som præst af hensyn til kirkelig pli eller folkekirkens omdømme i befolkningen. Men det er desværre, hvad man ser mange steder i dag.”
Hun hører ofte kolleger give udtryk for, at polemik ikke hører hjemme i gudstjenesten. Men det er problematisk, at præster på den måde ligger under for tidsånden, mener Gotfredsen.
”Den toneangivende holdning i samfundet i dag er præget af tolerance og tilpasningsvillighed, og det præger i høj grad forkyndelsen. Præster ser sig selv som en loyal del af det store folkekirkelige maskineri og ikke som et individ, der skal tale samtiden imod. Men det er med til at gøre folkekirken tandløs og ligegyldig, og jeg tror faktisk også, der er et andet behov i tiden for at blive tiltalt klart og uden omsvøb,” siger hun.
Historisk er der tale om en tilbagevenden til den prædikenforståelse, som den evangelisk-lutherske kirke herhjemme blev grundlagt på, siger forfatter og kirkehistoriker Martin Schwarz Lausten.
”Allerede med Kirkeordinansen i 1537 - året efter reformationen - etableres nogle klare retningslinjer for prædikenen, hvor det direkte fastlægges, at præsten skal afholde sig fra 'allehånde Skænden og Forhånelse'. Det hænger blandt andet sammen med, at præsten fra prædikestolen ikke kan modsiges, og derfor er der klare regler for, hvad man må og ikke må. Præsten skal først og fremmest samle sig om evangeliets forkyndelse,” siger Martin Schwarz Lausten.
Op gennem kirkehistorien er der imidlertid talrige eksempler på præster, som ikke har holdt sig inden for de fastlagte rammer, påpeger han. I bogen ”Politikere og prædikanter” om Folketingets åbningsgudstjenester fra 1850 til i dag, der udkom sidste år, har Schwarz Lausten påvist, hvordan polemikken gradvist er forsvundet ud af prædikenen.
”Helt op til begyndelsen af det 20. århundrede kunne man høre folk skælde ud meget direkte i prædikenerne. Og det gjaldt både missionske og grundtvigske prædikanter. Grundtvig selv lagde heller ikke bånd på sig selv og var stærkt polemisk fra prædikestolen. Men det er tydeligt, at prædikenerne i nyere tid er blevet mere tandløse, hvad angår direkte og indirekte polemik,” siger han.