Politiet tog fejl

Københavns Politi har tidligere oplyst, at sognepræst Asser Skude ikke anmeldte bombe ved sin embedsbolig. Nu indser politiet, at de tog fejl

Asser Skude. --
Asser Skude. --. Foto: Leif Tuxen.

Hærværk og chikane, bomber og skudepisoder, trusler og ubudne gæster i haven. Sådan har sognepræst Asser Skude beskrevet livet som nabo til en rockerborg i Københavns nordvestkvarter og dermed også begrundelsen for, hvorfor han ønsker at fraflytte sin embedsbolig.

Flere af hændelserne har politiet dog ikke tidligere kunnet bekræfte over for Kristeligt Dagblad. Men nu vender politiet på en tallerken. For det har vist sig, at Asser Skude faktisk har anmeldt den bombe, der ødelagde hans bil. Han har blot gjort det gennem sit forsikringsselskab.

– Grunden til fejltagelsen er, at Asser Skude ikke på noget tidspunkt – hverken han selv eller hans adresse – indgår i vores materiale. Han siger også selv, at han nøjedes med at anmelde skaden til sit forsikringsselskab. Det er forklaringen på, at vi ikke kunne bekræfte, at han har været udsat for de her ting, siger pressechef ved Københavns Politi, vicepolitiinspektør Flemming Steen Munch.

Flemming Steen Munch afviser, at politiet har ønsket at skabe tvivl omkring præstens troværdighed.

– Det er vigtigt for os at sige, at de hændelser, han påpeger, har fundet sted. Grunden til, at vi ikke har kunnet bekræfte det, er, at han ikke fremstår som anmelder i de her sager, forklarer Flemming Steen Munch.

Asser Skude har indgået en aftale med provst Johanne Haastrup, biskop Peter Skov-Jakobsen og Præsteforeningen om, at han ophører som sognepræst den 1. december og dermed ikke længere har bopælspligt i sin nuværende bolig. Asser Skude vil i stedet være præstevikar i Bispebjerg-Brønshøj Provsti.

holtze@kristeligt-dagblad.dk