Politik på prædikestolen skaber splid

POLITISKE PRÆDIKENER: Tidens heftige debat om præsters politiske engagement har gjort kløften mellem aktivister og statskirkestøtter større

Sognepræst Leif Bork Hansen er en af de 253 præster, som har skrevet under på det særlige præsteinitiativ imod regeringens udlændingepolitik, der på det seneste har skabt røre mellem aktivister og statskirkestøtter i folkekirken. -- Foto: Leif Tuxen.
Sognepræst Leif Bork Hansen er en af de 253 præster, som har skrevet under på det særlige præsteinitiativ imod regeringens udlændingepolitik, der på det seneste har skabt røre mellem aktivister og statskirkestøtter i folkekirken. -- Foto: Leif Tuxen.

Da tre præster fra Mariager i december opfordrede deres præstekolleger til at tage emnet om udvisning af flygtninge fra Danmark op i deres juleprædikener, vakte det en voldsom debat i landets aviser.

253 ud af landets cirka 2000 præster har siden bakket op om initiativet "Der er ikke plads i herberget", og det har skabt et røre, der rækker langt ud over den konkrete sag, de tre præster i første omgang var forargede over.

For hvad kan en præst egentlig tillade sig at sige fra prædikestolen? Og hvor går grænsen for, hvornår man blander politik og religion? Det er blot nogle de skelsættende spørgsmål, der har rejst sig.

– Debatten har været voldsom, fordi en gruppe præster bastant har meldt nærmest partipolitisk ud. Det skiller. For i det øjeblik, folkekirken kritiserer regeringens politik og melder ud til fordel for oppositionspartierne, så skiller den i stedet for at samle, siger Povl Götke, lektor for Center for Religionsstudier, Syddansk Universitet.

Götke drager en parallel til Dronningens nytårstale. Dronningen tilkendegiver gerne sin mening om forskellige samfundsforhold, men altid på en måde, så hun ikke kan placeres partipolitisk. Sådan er traditionen også i Danmark med præster, siger han. Og hvis den grænse overskrides, så favner folkekirken ikke længere bredt.

– Forventningen til folkekirkens præster er, at de prædiker almenmenneskeligt og gangbart uanset partifarve, tilføjer han.

Povl Götke forklarer, at det langtfra er første gang, en debat om, hvorvidt præster kan prædike politik, er opstået. Tilbage i 1983 klagede Erhard Jacobsen, CD, over en juleprædiken, som sognepræst ved Lundehuskirken i København Birte Andersen holdt. Talen blev tv-transmitteret og udløste en forespørgselsdebat i Folketinget om statsmagtens kontrol med kirken.

– Historisk set er det ikke noget nyt. Men folkekirken er statslig og skal derfor være en enhedskirke for alle. Derfor skaber det så stor debat, når præster prædiker politik, siger han.

Julemånedens præsteprotester opstod, da en flygtningefamilie bestående af mor, far og datter blev truet med adskillelse, fordi faren havde fået afslag på asyl. I oplægget, som blev sendt ud til præsterne, forklarede initiativtagerne, at moren havde fået posttraumatisk stresssyndrom, og at hun ikke kunne vende tilbage til sit fædreland, fordi det ikke modtager tilbagevendende syge flygtninge.

"Vi er nået til et punkt, hvor vi skammer os over den politik, som vores regering fører over for flygtninge og udlændinge", skrev præsterne i deres opfordring, der blandt andet også anbefalede, at deres præstekolleger skulle tage den konkrete sag op i en eller flere juleprædikener.

Hvad der præcis er blevet sagt på landets prædikestole til de propfyldte kirkebænke er svært at opgøre nu. Indtil videre har kun en biskop modtaget en klage.

Men når protestpræsterne kritiseres for at have prædiket partipolitisk, så har kritikerne fået noget helt galt i halsen, forklarer sognepræst Helle Myken fra Falslev Vindblæs ved Mariager, der er en af de tre ankermænd bag initiativet.

– Jeg vil nødig hænges op på at være en politisk præst. Selvfølgelig har initiativet en politisk side, eftersom det er en del af en politisk diskussion, men det er i lige så høj grad en medmenneskelig side, der er mit ærinde. Når virkeligheden er rå, har jeg en pligt til at tale om det på prædikestolen, siger hun.

Det er en anden præst, Flemming Kloster Poulsen, Sct. Mortens Sogn, Randers, lodret uenig i. Han mener, at protesten er alt for partipolitisk. Når juleevangeliet kobles direkte op på regeringens flygtningepolitik, er grænsen overtrådt med syvmileskridt.

– I en politisk diskussion skal præster ikke føre sig frem i præstekjole med hele kirkeligheden på slæb. Det er fuldstændig misforstået at bruge en gudstjeneste til sådan noget. Gudstjenesten handler om Gud, mennesker og evighed. Det er ikke, fordi kirken skal adskilles fra samfundslivet, men gudstjenesten er hævet over døgnets aktuelle politiske slagsmål, for det skal knageme være et sted, hvor folk, der stemmer på både Enhedslisten og Dansk Folkeparti, kan være fælles i gudstjenesten, siger han.

I initiativet opfordrede præsteprotesterne til tre ting. Enten at underskrive et brev til integrationsminister Rikke Hvilshøj (V), at bede for udvisningstruede flygtninge i kirkebønnen eller at tage emnet op i en eller flere juleprædikener.

Debatten har vist, at der er dem, som mener, at en præst sagtens kan tale politik fra prædikestolen, og så er der dem, som mener, at præster skal holde sig langt fra det. Midt i mellem står en gruppe præster, som har skrevet under på initiativet, men som ikke kunne drømme om at prædike over politiske sager, som for eksempel Esben Thusgård Kristiansen, der er sognepræst ved Hobro Kirke.

– Jeg valgte ikke at tale konkret om den præcise skæbne med flygtningefamilien. Vi skal blande os i verden, men når jeg ikke sagde noget konkret om familien og alligevel bakker op om initiativet, så er det, fordi jeg gerne vil give folk frihed til selv at forholde sig til det. Jeg har prædiket mere alment om næstekærlighed, for det er ikke præster, der skal afgøre, hvorvidt en situation er ikke-kristelig eller ej, siger han.

Esben Thusgård Kristiansen mener, at debatten er blevet afsporet.

– Debatten har båret præg af en ulyst til at forholde sig til den konkrete familie. I stedet har vi en alle mulige udenomsdiskussioner om det principielle i, hvad præster kan tillade sig at sige.

Hans Raun Iversen, formand for satsningsområdet Religion i det 21. århundrede og lektor ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, mener, at debatten bærer præg af, at man går tilbage til gamle positioner, som ellers har været i opbrud. Dermed henviser han til det, han kalder aktivistpræster, der er politisk indstillede, og så statskirkestøtterne, der holder fast ved, at evangeliet er noget helt særligt.

– Det er et udtryk for, at kirken ved, at den på en måde lever på lånt tid. Siden regeringen kom til for fem år siden, har der været en stigende bevidsthed om det forhold, siger han.

Hans Raun Iversen mener, at den underliggende diskussion for hele debatten i virkeligheden handler om, hvorvidt stat og kirke skal adskilles. Han kalder debatten for "en klassisk to-regimente-diskussion". Altså en diskussion om, hvorvidt vi skal holde os til den opdeling, der hedder, at kirken forkynder, og staten hersker.

– Der er en sær situation, fordi kirken er underlagt staten. Vi ville også undre os, hvis Udlændingestyrelsen pludselig gik ud og kritiserede staten. Vi skal bare huske på, at der med til to-regimente-diskussionen også hører, at hvis staten misbruger sit embede, så skal kirken sige fra, siger Hans Raun Iversen.

Den pointe fremhæver også Knud Erik Lægsgaard, der er en anden af de tre ankermænd bag præsteinitiativet. For selvom kirken er en statskirke, har den også pligt til at sige fra.

– Nogle stykker har engang sagt, at hunden bider ikke den hånd, der fodrer den. Men så vil jeg hellere undvære foderet. Min tro giver mig pligt til at tale i mod. Hvis vi præster bare logrer med halen, så er vi langt, langt ude, siger han.

Han peger på, at præster altid gennem historien har kritiseret staten. Det stammer helt tilbage fra lutherdommen.

– Luther gik drastisk til værks og var utrolig socialpolitisk. Under besættelsen var præster også politisk på banen. En prædikestol skal selvfølgelig aldrig bruges til partipolitisk propaganda. Men den skal altid bruges til at tale om evangeliet og opfordre til at gå ud og handle efter det. Udfordringen er så at finde ud af, hvor grænsen går.

bock@kristeligt-dagblad.dk