Da jeg var ung, var jeg indædt modstander af religion. Jeg forbandede religion for at undertrykke og stavnsbinde folk, og sådan havde jeg det i årtier. Men samtidig drog jeg med min kone rundt og besøgte alle de kirker i Danmark, vi kunne opstøve. Kirker, der blev bygget i 1100- og 1200-tallet, og som er fantastisk smukke kulturminder, vi skal værne om. Jeg nød at kigge på kirkerne og kalkmalerierne, men indholdet var jeg meget skeptisk overfor.
Men i de seneste år er jeg begyndt at bruge kirken meget – gerne hver fjortende dag. Det er svært at forklare hvorfor, men jeg har følt mig draget af kirken. Jeg har selv spekuleret over, hvad det er, der kalder mig derhen. Jeg er 68 år. I den aldersgruppe ser man mange, der bliver syge af det ene eller det andet. Og man deltager i flere begravelser end bryllupper. Så man får et forhold til døden. Den er ingen fjende, men man skal forlige sig med den. Når man runder et vist antal år, er det noget, man er meget bevidst om. For mig har det været tiden, efter jeg er blevet 60 år. Jeg har haft nogle blodpropper i hjernen, som også har været med til at udstille den skrøbelighed, der er i livet.
Jeg bor i Køge, hvor vi har en smuk kirke. Kirken er speciel, fordi den stadig har sine 400 år gamle træbænke. Når man sidder der og kigger fremad, kan man på hvert eneste ryglæn se navne, der er skåret ind i træet. Navnene på dem, der gennem tiden har haft deres faste plads i kirken. Hvor jeg sidder, har der siddet mennesker gennem flere hundrede år, og de har lyttet til noget af det samme, som jeg sidder og lytter til. Det giver en særlig stemning. En fornemmelse af at være en forlængelse af det liv, der har været.
Der er mange ting i livet, man søger svar på. Jeg er meget optaget af besættelsestiden og 1930’erne generelt. Jeg har læst langt over 100 bøger om den periode. Det, jeg søger svar på, er, hvad jeg selv ville have gjort i den tid. Det samme er måske tilfældet med mit engagement i kirken. At finde et svar på, om jeg tror på en højere magt, eller om jeg ”bare” tror på det menneskelige budskab i kirken.
I dag er min kone forundret over mit forhold til kirken. Hun kan godt huske, hvor kritisk jeg var, da jeg var ung. Det er nu ikke, fordi jeg i dag er en helt ukritisk kirkegænger, men jeg har fået en anden forståelse af den personlige tro og af kirken i dag. Kirken slår os ikke i hovedet, men vil vise os vejen til menneskelighed og medmenneskelighed. Det er det, jeg tager imod. Og jeg føler mig også selv taget godt imod i kirken, som gerne vil rumme min lille tro. Kirken vifter nemlig ikke nogen væk, men rummer i høj grad både nysgerrighed og tvivl. Der er plads til skeptikerne, og de må endda sidde på første række, hvis de vil. Flere mennesker burde give sig selv den gave at opleve, at man kan blive klogere på sig selv i kirken. Det er et sted, hvor man kan finde ro og sjælero. Hvor man kan gøre sig sine tanker og lytte til et godt ord, der er forkyndt af et menneske, der er uddannet i refleksion. Alle prædikener har jo et kirkeligt budskab, men de rummer samtidig et menneskeligt og et politisk budskab. Når jeg går hjem derfra, er det med en følelse af, at jeg har været god ved mig selv, passet på mig selv og gjort mit sind mere beredt.
Hvad har udfordret din tro?
Min tro udfordres, når religion misbruges til at undertrykke folk. Når religion bliver et magtmiddel.
Jeg har også altid syntes, at det var spøjst, at man kunne have som job at være troende, og at der følger embedsbolig og pension med. Men jeg har også set, hvordan en præst kan levere samfundstjeneste i ordets bedste forstand som sjælesørger, samtalepartner, formidler og begravelsesforanstalter.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Elsk din næste. Det lyder som en frase, men det er noget, man bør stræbe efter. Jeg har selvfølgelig hørt det i kirken, men også fra min kone. Hun er et klogt menneske og mere troende end jeg. Men rådet leder mig også til spørgsmålet om, hvor langt man skal gå for at elske sin næste. For det kan være svært at elske hardcore højre såvel som venstrefløjspolitikere, når de står og øser ud af deres fanatisme. Men når man får børn og børnebørn, får rådet en anden betydning. Man vil gerne lære det fra sig og lære dem værdien i det – at det ikke bare er en frase.