Prøv avisen
Troens øjeblik

Pia Olsen Dyhr: Kirken gav mig ro som barn, da min far drak

SF’s formand Pia Olsen Dyhr kan komme til at tvivle på sin tro, når andre hævder, at der er én bestemt måde at tro på. Selv finder hun, at den kærlighed, der er mellem mennesker, er guddommelig. – Foto: Niels Christian Vilmann, Ritzau Scanpix

SF’s formand Pia Olsen Dyhr fandt ro og tryghed i kirken, mens der var kaos i hendes barndomshjem, hvor faderen drak. For hende blev det afgørende, at en præst spurgte, om hun ville synge i kirkekor

Da jeg var omkring de 13-14 år, begyndte det at gå op for mig, at min far drak for meget. Indtil da havde jeg tænkt, at det nok var meget normalt, at ens forældre tog en enkelt en gang imellem, men nu kunne jeg godt se, at det ikke var så normalt. Det var i perioden efter, at mine forældre var blevet skilt, og jeg boede nu alene med min far.

Hjemmet blev et utrygt sted for mig på grund af min fars druk. Min far var virkelig et fantastisk godt og sødt menneske, når han ikke drak. Men når han drak, for Djævelen i ham. Jeg oplevede det som meget utrygt, at jeg aldrig vidste, hvad han kunne finde på, og hvilken version af ham jeg ville møde, når jeg kom hjem fra skole.

I den tid oplevede jeg kirken som en direkte modsætning til det kaos, der fandt sted derhjemme. Under gudstjenesterne mærkede jeg en enorm tryghed, der gav mig mulighed for at finde ro. Her mødte jeg rare voksne mennesker, der opførte sig normalt og ikke utilregneligt som den voksne derhjemme. At jeg fandt ro ved at gå i kirke, gjorde mig nysgerrig på, hvad det ville sige at være et kristent menneske.

Det havde jeg ikke gjort mig de store tanker om inden da. Mine forældre var godt nok medlemmer af folkekirken, men vi gik ikke i kirke ud over til bryllupper og begravelser. At jeg selv begyndte at gå i kirke, skyldes en dygtig og omsorgsfuld præst. Da mine forældre skulle skilles, tog han ud for at tale med dem. Det kan virke grænseoverskridende, men han var en gammeldags præst, og han ville gerne være sikker på, at de havde det godt. Og min far havde det jo ikke godt, så jeg synes, det var en smuk handling. Under det besøg spurgte præsten mig, om jeg havde lyst til at synge i kor, og det blev så min anledning til at være fast kirkegænger.

Da jeg nogle år senere havde fået øjnene op for min fars alkoholproblem, blev jeg som sagt nysgerrig på det at være kristen. Så jeg tog en snak med en anden af kirkens præster, og hun sagde noget, jeg tydeligt husker i dag. Hun sagde, at Gud ikke vælger, hvordan mit liv skal være. Det valg har jeg selv. Og det gjorde stort indtryk på mig, at kristendommen sætter mennesket frit. Jeg blev ved med at være optaget af netop det de efterfølgende år.

I den tid blev hjemmet ved med at være utrygt for mig. Efter skole gik jeg ofte på biblioteket for at undgå at komme hjem til det kaos. Men biblioteket gav mig ikke den samme ro som kirken. På biblioteket læste jeg en bog for at flygte fra virkeligheden ind i en parallel verden. I kirken havde jeg derimod følelsen af at være til stede i verden, men samtidig følelsen af at være beskyttet.

Jeg havde mange snakke med den lokale præst, der også konfirmerede mig. Og gennem de samtaler fandt jeg min tro og blev klar over, at livet ikke kun er det kaos, jeg oplevede i hjemmet. Troen betød, at jeg fik øjnene op for, at der er noget vigtigere end bare at overleve fra dag til dag. At vi har ansvar for hinanden.

Det præger stadig min tro i dag. Jeg går til gudstjeneste i Gladsaxe Kirke i København og oplever stadig mange år efter kirkerummet som enormt trygt. Jeg finder en særlig ro i kirken, hvor jeg kan tænke over mere end bare dagen og vejen. På mange måder bliver det et meditationsrum for mig. Andre mediterer eller går til yoga. Jeg bruger kirken til det samme.

Hvad har udfordret din tro?

Det udfordrer min tro, når folk kommer og siger, at man skal tro på en bestemt måde. Som om der er en særlig formel for at tro rigtigt. Jeg tror ikke på, at Gud er en, der sidder i himmelen og holder regnskab på os alle sammen. Det er ikke mit gudsbillede. For mig handler det mere om den kærlighed, der er mellem mennesker, og hvis nogen så siger, at det ikke er den rigtige måde at tro på, kan jeg tvivle. Er jeg så en rigtig kristen?

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

I en af mine mange samtaler med den præst, der konfirmerede mig, spurgte jeg, hvad Gud var for en størrelse. Der sagde hun, at den kærlighed, der er mellem mennesker, er guddommelig. Det synes jeg er et fantastisk billede.

”I dag har jeg et kritisk forhold til tro og troens betydning i vores samfund, men jeg er kristen. Jeg har brugt religionen til at finde ind i mig selv. Da jeg som voksen kom ud i en krise, kan jeg huske, hvordan jeg sad i kirken og gentog for mig selv: ‘Det, der er vigtigst, Pia, er, at du holder fast i, hvem du er.’ I kirken kan jeg være mig selv.

”Jeg er helt almindelig folkekirkekristen, og det har givet mig en enorm styrke. Når tingene er svære, går jeg i kirke og synger salmer. Eller jeg bruger altergangen. Det giver mig en tryghed og gør, at jeg kan mærke, hvad jeg vil. Guds ord er jo ret stærkt, og selvom jeg ikke tror på Jesus’ genopstandelse, så tror jeg på kærlighedsbudskabet og på, at det er større end den kærlighed, der kan være mellem to mennesker.