Politiker: Ortodoks islam er selvklart den største trussel mod åndsfriheden

Det er hverken politisk korrekthed eller indgreb fra Christiansborg, der truer åndsfriheden. Ifølge Liberal Alliances Henrik Dahl er islamistisk fundamentalisme den med afstand største udfordring for åndsfriheden

Politiker: Ortodoks islam er selvklart den største trussel mod åndsfriheden

Der er både helt konkrete og mere abstrakte beviser på, at islamistisk fundamentalisme udfordrer åndsfriheden.

Ja, ifølge Henrik Dahl, folketingsmedlem for Liberal Alliance, er radikal islam helt åbenlyst den største trussel mod åndsfriheden. Se bare på politiets massive bevogtning af synagogen i København og det, han kalder ”koranklodser”, som er de betonklodser, som myndighederne har opstillet ved gågader for at sikre sig imod terrorangreb.

Og så er der den massive selvcensur, der ifølge ham er opstået efter attentater på islamkritikere som eksempelvis svenskeren Lars Vilks, der var målet, da Omar el-Hussein angreb Krudttønden på Østerbro i København i 2015.

”Der er ikke nogen mennesker, der har politibeskyttelse af andre årsager end salafister. Der er intet, der truer åndsfriheden og det liberale demokrati som islamistisk fundamentalisme. Det er selvklart. Det er på grund af dem, vi opsætter ’koranklodser’ og bevogter jødiske institutioner, og det er på grund af dem, at vi har pålagt os selv selvcensur,” siger Henrik Dahl og henviser til den række af islamistiske terrorangreb, der er sket i Europa i de senere år. Tænk bare på angrebene i Paris, der sammenlagt har kostet mere end 100 mennesker livet, lastbils- attentaterne i Nice og Berlin, påpeger politikeren.

”Derfor er det vigtigt at understrege, hvor stor en trussel ortodoks islam er for ikke bare åndsfriheden, men for hele samfundet. Det er volds-parate mennesker, der har sat Grundlovens frihedsrettigheder under pres. Det er jo alene på grund af dem, at vi indretter os, som vi gør,” siger Henrik Dahl.

Som folketingsmedlem for Liberal Alliance var han også en del af det politiske flertal, der vedtog en række indgreb mod religiøse forkyndere sidste år. Den såkaldte imamlov fulgte efter TV 2’s afsløringer af radikale imamers opfordringer til vold mod blandt andet kvinder og børn. Flere gange undervejs i den politiske behandling lagde politikerne da heller ikke skjul på, at man ønskede at ramme brodne kar inden for islam i Danmark.

Men Henrik Dahl vil dog ikke give islamistiske fundamentalister æren for lovpakken. Når der eksempelvis skulle lovgives imod billigelse af visse ytringer fra religiøse forkyndere, skyldes det primært, at der var et hul i loven, siger han.

”Og jeg kan slet ikke se, at der var tale om indgreb i religionsfriheden. Der er nogle kulturradikale gejstlige i folkekirken, der ikke er rigtigt kloge, hvis de påstår det. Det viser, at de ikke aner noget som helst om andet end deres egne bittesmå problemer,” siger Henrik Dahl.

En af de ”kulturradikale gejstlige” må i så fald være Birgitte Stoklund Larsen, generalsekretær i Bibelselskabet. I første afsnit af serien om åndsfrihedens udfordringer udtalte hun, at politikerne på Christiansborg udgjorde den største trussel mod åndsfriheden. Politikerne skelner ikke mellem god og dårlig religion og risikerer at gøre alle religiøse grupper suspekte, mener hun. Den køber Henrik Dahl dog langtfra.

”Det er komplet vrøvl. Jeg har aldrig hørt om en rabbiner eller en præst i folkekirken, der tilskyndede til alvorlige forbrydelser. Derfor er det noget sludder og en forplumring af en alvorlig debat at skyde skylden på politikerne,” siger han.

Henrik Dahl giver heller ikke meget for et af Birgitte Stoklund Larsens andre argumenter, som også er blevet fremført af en lang række øvrige kirkelige stemmer; at politikerne er blevet ramt af ”religionsfobi”.

”Det er infamt at sidestille kritik af islam med en sygdom, som en fobi jo er. Jeg synes, at det er både sygeligt og barnligt at tro, at kristendommen har noget med de her indgreb at gøre. Kristendommen er jo fuldstændig harmløs i den sammenhæng. Jeg må bare sige, at nogle kredse i det kirkelige Danmark er så langt væk fra at forstå, hvad der foregår i verden, at man nogen gange må tage sig til hovedet,” siger Henrik Dahl.