Politiker vil registrere sogne, hvor præster ikke vier homoseksuelle

Tommy Petersen (R) fra Københavns Borgerrepræsentation har lavet en hjemmeside, der viser, hvor præster ikke vil vie homoseksuelle. Nej tak til at udstille og hænge et fåtal af præster til tørre, siger kirkeminister

Indtil lovgivningen bliver ændret, så præster ikke kan diskriminere, mener Tommy Petersen, gruppeformand for Radikale i Københavns Borgerrepræsentation, som minimum, at homoseksuelle bør have mulighed for at orientere sig om, hvor de kan risikere at blive afvist.
Indtil lovgivningen bliver ændret, så præster ikke kan diskriminere, mener Tommy Petersen, gruppeformand for Radikale i Københavns Borgerrepræsentation, som minimum, at homoseksuelle bør have mulighed for at orientere sig om, hvor de kan risikere at blive afvist. Foto: Lars Krabbe/ritzau.

Det er ydmygende for homoseksuelle par, der vil giftes i kirken at blive afvist af en præst, som ikke vil vie par af samme køn. Det mener Tommy Petersen, gruppeformand for Radikale i Københavns Borgerrepræsentation, som derfor har lavet en hjemmeside, der skal afhjælpe dette.

På www.stopdiskrimination.dk, som siden hedder, vil han registrere de sogne, hvor præster vælger at gøre brug af deres frihed til ikke at forestå vielse af to personer af samme køn. På siden kan præster selv melde sig, men det er også muligt for borgere at indrapportere sogne, hvor de er ”blevet diskrimineret”, som det hedder.

”Jeg vil have ændret lovgivningen, så præster ikke kan diskriminere. Indtil jeg får kirkeministeren og Folketinget med på det, mener jeg som minimum, at vi bør give vores homoseksuelle medborgere mulighed for at orientere sig om, hvor de kan risikere at blive afvist,” siger han.

Et af de sogne, der potentielt kan komme på Tommy Petersens liste, er Christians Sogn i Aarhus. Her er Anders Pradsgaard Møberg nemlig præst, og han ønsker ikke at vie homoseksuelle. Det har han aldrig forsøgt at skjule, siger han, men han bryder sig ikke om initativet fra den radikale kommunalpolitiker.

”Jeg mener, at det er en form for holdningspoliti, han er ved at iværksætte, når han begynder at systematisere andre folks holdninger og stille dem offentligt til skue. Man kan til enhver tid spørge mig, hvad jeg mener, og så vil jeg forklare, at mit grundlæggende ønske er at behandle alle med kærlighed, uanset deres seksualitet, religion etnicitet og så videre. Det foretrækker jeg fremfor at komme på sådan en liste,” siger han og tilføjer, at han ikke selv har prøvet at måtte sige nej til et homoseksuelt par, der ønskede at blive viet i kirken.

”Men jeg vil da gøre alt for, at de skal føle sig respekteret, som de mennesker de er, hvis det skulle ske. Det er Tommy Petersens antagelse, at nogle går ydmyget bort fra et møde med en præst, der ikke ønsker at vie homoseksuelle.”

Tidligere biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm husker, at han i 2008 til en avis nævnte navnene på seks præster fra stiftet, der var modstandere af kvindelige præster. Det førte til en klage fra en sognepræst, som dog ikke var blandt de navngivne. Sognepræsten mente, at Kjeld Holms liste havde karakter af personlig chikane.

”Birthe Rønn Hornbech, som dengang var kirkeminister, frifandt mig for anklagerne. Hendes begrundelse var, at hvis man havde disse holdninger, måtte man også stå ved dem. Jeg ser denne sag på samme måde. Hvis man ikke vil vie homoseksuelle, skal man stå ved det og ikke skjule det. Og så er listen en god service til homoseksuelle par, så de kan gå uden om de præster, der vil afvise dem og måske endda fortælle dem, hvor stor en synd de begår,” siger Kjeld Holm.

Kirkeminister Mette Bock (LA) har tidligere kritiseret forslag om at gøre vielse af homoseksuelle til en pligt for folkekirkepræster. Tommy Petersens iniativ med stopdiskrimination.dk er hun heller ikke tilhænger af.

”Jeg begriber ikke det udbredte ønske om registreringer og offentlig udhængning. Vi har en folkekirke, hvor præster har bemyndigelse til at vie både to af forskelligt køn og to af samme køn. Det er jeg rigtig glad for. Men samtidig har vi en frihedstradition, så præster kan fritages for at vie af to af samme køn, hvis de ønsker det. Det er et absolut fåtal. Skal de nu udstilles og hænges til tørre? Nej tak. En sådan kultur synes jeg ikke, vi skal efterstræbe i Danmark. Hverken i folkekirken eller i andre sammenhænge,” siger hun.