Der skal hårdere straffe til folk, der truer andre på grund af deres til- eller frafald fra en religion. Flere trossamfund skal have status som anerkendte. Blasfemiparagraffen bør genindføres. Og så skal det ikke længere være muligt at trække udgifter til halalkontrol og -certificeringer fra i skat.
Det er nogle af de såkaldte beslutningsforslag, som er blevet drøftet i Folketinget den seneste tid. De er blevet fremsat af forskellige partier og ud fra forskellige dagsordener, men fælles for dem er, at de handler om religion.
Og det er der generelt flere beslutningsforslag – forslag som politikere fremsætter til regeringen – end tidligere, der gør. Det fortæller Lene Kühle, der er professor mso på afdeling for religionsvidenskab på Aarhus Universitet. For nogle år siden opgjorde hun sammen med en kollega, at der fra 1988 til 2018 var i alt 78 beslutningsforslag om religion, som blev drøftet i Folketinget. Nu har hun gjort det samme for de seneste tre år, og her er antallet 35 – det vil sige knap 12 beslutningsforslag om religion i gennemsnit om året mod knap tre i den tidligere opgjorte periode.
Ifølge Lene Kühle er en af forklaringerne, at der generelt stilles flere beslutningsforslag end tidligere. Men hvis man udregner, hvor stor en procentdel forslagene om religion udgør af det samlede antal beslutningsforslag, indikerer dette også en stigning.
”Tidligere så politikerne ikke religion som noget, det var nødvendigt at regulere med lovgivning. For så vigtigt var området heller ikke. Men tilgangen til religion har ændret sig de seneste år, og emnet drøftes af flere partier og særligt med fokus på muslimer og islamisme. De mange beslutningsforslag gør, at der hele tiden drøftes religion politisk,” siger hun.
Hvor forslag om religion tidligere ofte fremsattes af Dansk Folkeparti, kommer de ifølge Lene Kühle fra flere forskellige partier og især også Nye Borgerlige og De Konservative. Og hvor omkring en tredjedel af beslutningsforslagene for 10 år siden ville handle om folkekirken, er der stor set ingen af dem, der gør det i dag, siger hun. Derudover bliver mange af forslagene ikke til noget.
”Så vidt jeg kan se, er der ingen af de seneste års beslutningsforslag om religion, der er blevet vedtaget, men det at fremlægge et beslutningsforslag kan være med til at sætte et emne på dagsordenen og få regeringen til at fremlægge sit eget lovforslag på området senere. Og så kan det for partierne handle om symbolsk at hejse flaget,” siger hun.
Også lektor Brian Arly Jacobsen, der forsker i religion og politik på Københavns Universitet, ser stigningen i antallet af beslutningsforslag som udtryk for, at religion – og særligt islam – er rykket højere op på den politiske dagsorden.
”Siden midten af 1960’erne er religion gået fra at være et marginaliseret politisk spørgsmål, der dukkede op i perioder, til at fylde mere og mere fra især midten af 1990’erne og frem. I begyndelsen var det mest Dansk Folkeparti, der bragte den på dagsordenen med spørgsmål om udlændinge med muslimsk baggrund, men siden har andre partier fulgt trop. De mange spørgsmål om religion er forskellige, men handler ofte om islam, danske værdier, og hvad Danmark skal stå for,” siger han.
Ifølge Brian Arly Jacobsen blev der for alvor sat skub i politikernes interesse for at lovgive på religionsområdet, efter at TV 2-dokumentaren ”Moskéerne bag sløret” i 2016 pegede på problematiske forhold i flere danske moskéer. Det resulterede i flere love i 2017, hvor der også blev vedtaget en decideret trossamfundslov.
Selvom mange af de politiske love og beslutningsforslag som udgangspunkt er rettet mod muslimer, rammer de ifølge Brian Arly Jacobsen også andre trossamfund uden for folkekirken.
”Man kan ikke lovgive specifikt mod islam. Derfor er mange andre religioner også blevet ramt af mere politisk kontrol og regulering de seneste år,” siger han.
Den bredere interesse for religion har ”i allerhøjeste grad” også kunnet mærkes hos landets frikirker, siger Mikael Wandt Laursen, der er generalsekretær for Frikirkenet, som er et landsdækkende netværk af frikirker, organisationer og institutioner.
”Udviklingen har betydet, at Frikirkenet de seneste år har udviklet sig, så vi er blevet bedre rustede på det politiske område. Den politiske interessevaretagelse fylder stadig mere og mere i mit arbejde, og det skyldes en erkendelse af, at vi ofte bliver ramt af de politiske tiltag, der handler om religion. Så jeg kan fuldt ud genkende billedet af, at religion fylder mere i politik. Jeg synes godt nok, vi har fået meget at se til,” siger han.