Kristendommen kan og må gerne være en del af argumentationen i den politiske proces. Det fastslår en række folketingspolitikere fra både rød og blå blok, som dermed slutter sig til den konservative Mai Mercado, der for nylig vakte debat med en kronik i Berlingske, hvor hun talte om kristendommens betydning for udviklingen af det danske demokratiske samfund.
Mai Mercado vakte blandt andet kritik ved i sin kronik at skrive, at kristendom er bedre end islam. Hendes udsagn om sin kristne tro og troens indflydelse på politik står ikke alene. Venstres Søren Pind fortalte ligeledes for nylig om sin personlige tro i et interview i Politiken og gav udtryk for, at problemet med radikalisering og terror blandt andet skyldes danskernes svigtende kristentro. På samme måde har også den konservative Rasmus Jarlov i weekenden fremhævet kristendommens betydning for det danske samfund.
Kritikere har kaldt Mai Mercados udsagn for ”kristen selvhævdelse”, og Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard protesterede forleden her i avisen mod ”at lave politik på ryggen af Jesus”.
Men det er helt legitimt at bruge kristendom i sin politik, mener blandt andre Radikale Venstres kirkeordfører Helle Løvgreen Mølvig.
”Man kan godt lave politik på kristendom. Det er legitimt, at nogle partier gerne vil det, og det er særligt godt, at man siger det højt, så vælgerne ikke er i tvivl. Det er bare ikke det, vi vil - selvom vi også vægter næstekærlighed og andre værdier, som vi har med os fra kristendommen,” siger hun og tilføjer:
”Vi lever jo i et kristent samfund. Når man har religionsundervisning i skolen, handler det primært om kristendom, og på den måde kan man sige, at vi forberedes på det kristne samfund. Vi så gerne, at undervisningen handlede lige meget om alle religioner. Men vi skal ikke nægte, at det er kristendom, vores samfund i bund og grund bygger på.”
Tidligere har politikere som Kamal Qureshi og Simon Emil Ammitzbøll talt for at holde tro uden for politik, ligesom daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i 2006 ønskede religion ud af det offentlige rum. Men SF's kirkeordfører, Pernille Vigsø-Bagge, tror ikke på, at man kan ”træde ind i et værditomt rum og lave politik”.
”Politikere er mennesker, mennesker tror på noget, og den tro præger deres politiske holdninger. Vi bygger på en kulturkristen evangelisk-luthersk tradition, der betyder noget for den måde, vi har indrettet velfærdssamfundet på. Så i den forstand kan man lave politik på kristendom,” siger hun.
Lignende holdninger finder man blandt politikere på den borgerlige fløj. Man er ikke to mennesker, når man er kristen politiker, påpeger Venstres Esben Lunde Larsen, som har skrevet ph.d. om Grundtvigs frihedsbegreb:
”Man kan bestemt lave politik på kristendom. Kristendommen siger, at hvert menneskeliv har værdi, og det kan for eksempel påvirke ens holdning til aktiv dødshjælp. Man bærer troen med sig, men man bruger politiske argumenter, ikke teologiske.”
Der er en årsag til, at man som politiker er sat fri i samvittighedsspørgsmål, understreger Esben Lunde Larsen.
”For den frihed handler jo om det enkelte menneskes overbevisninger og forhold til for eksempel Gud,” siger han.
De Konservatives kirkeordfører, Charlotte Dyremose, håber, at den aktuelle debat kan hjælpe til en dybere forståelse af samspillet mellem religion og politik. Det giver ingen mening for hende at tale om en adskillelse af religion og politik, for ”de kristne værdier er med til at præge min politik”.Den konservative Per Stig Møller er inde på noget af det samme:
”Hvis man siger, at kristendommen ikke må spille en rolle for ens politik, har man misforstået, at politik ikke kommer af ingenting, men kommer af den enkeltes grundopfattelse, der er baseret på ens etik, moral eller religion, hvad enten man er kristen, muslim eller buddhist.”
Historisk set er det nyt, at danske folketingspolitikere fortæller om deres personlige tros indflydelse på politik, vurderer Michael Böss, historiker og samfundsforsker ved Aarhus Universitet:
”Det er meget bemærkelsesværdigt, at de kommer med de her næsten bekendende udmeldinger,” siger han med henvisning til blandt andre Mai Mercado og Søren Pind.
”Det kan ikke ses som andet end udtryk for, at mange politikere er ved at få øjnene op for, at der er en form for sammenhæng mellem den kristne kulturarv og værdierne i det samfund, vi lever i. Også selvom disse værdier i dag er sekulære: lighed, frihed, demokrati og så videre,” siger Michael Böss.
Men politikerne går en hårfin balancegang, for det er på én gang en historisk sandhed, men samtidig problematisk at sammenblande religion og politik, mener Michael Böss.
”For selvom staten giver folkekirken forrang, må den selv være sekulær - hvilket dog ikke er det samme som, at den skal være værdineutral. Men interessant nok lader det til, at de mest forargede mennesker er dem, der ikke har en religiøs overbevisning, mens muslimer og andre religiøse grupper generelt føler sig tryggere i et samfund, som anerkender en religiøs arv, fremfor et strengt sekularistisk samfund,” siger han.
Marie Krarup, folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, er enig med Mai Mercado i, at kristendom er bedre end islam.
”Men det er vigtigt at understrege, at kristendommen ikke har et politisk program, som nogle måske mener. Den skaber et verdensbillede og en verdensorden, som gør, at vi kan tale politik som politik og religion som religion. Det rum og den mulighed skaber kristendommen, og derfor er al politik, som føres i vores samfund, i princippet kristen. Det skyldes, at vi lever i en sekulariseret verden, som er skabt af kristendommen med Jesu udsagn om, at man skal skelne mellem, hvad der er kejserens, og hvad der er Guds,” siger hun.
Venstres Bertel Haarder mener ikke, at man kan omsætte kristendom til politiske programmer.
”Kristendommen er i modsætning til islam og jødedom ikke en lovreligion. Kristendommen er et kærlighedsbudskab, der sprænger lov-religiøsiteten. Men for den enkelte kan kristendommen naturligvis godt få udtryk i såvel holdninger som handlinger,” siger Bertel Haarder.