Politikere glemte græske munke

Både Christian Rovsing (K) og Mogens Camre (DF) overså EU-sag om de gamle religiøse rettigheder på halvøen Athos

Der var tilsyneladende ingen af de danske EU-parlamentarikere, der var klar over, at kvindeforbuddet på den græsk-ortodokse halvø Athos var til afstemning i Europa-Parlamentet i begyndelsen af september. Parlamentet vedtog at henstille, at en tusind år gammel religiøs tradition bliver ophævet, så der er lige adgang til øen og klostrene for mænd og kvinder.

Hvert år vedtager EuropaParlamentet en særlig betænkning; dels om menneskerettigheder i verden, dels vedrørende konkrete overtrædelser i Europa. Betænkningen bygger på Charteret om de grundlæggende rettigheder for borgere i EU. Den er en blanding af henstillinger og anmodninger til bestemte lande om mere principielle spørgsmål og helt konkrete sager, som forskellige interesseorganisationer gør Europa-Parlamentet opmærksom på.

Den konkrete sag om Athoshalvøen i Grækenland, som er beboet af ortodokse munke, er optaget under ligestillingsrettigheder, fordi kvinder er forbudt adgang og kan straffes efter græske lovbestemmelser, hvis forbuddet trodses. Europa-Parlamentet kræver, at bestemmelserne fjernes.

Hverken de konservatives medlem af parlamentet, Christian Rovsing, eller Dansk Folkepartis Mogens Camre var klar over, at de græske munke befandt sig som punkt 86 mellem de 150 punkter i betænkningen om overtrædelser af grundlæggende menneskerettigheder i Europa.

- Sagen ligger uden for mit udvalg, så jeg har ikke nogen særlig erindring om den. Men den konservative gruppe, som jeg er medlem af, ønskede punktet til særskilt, hvilket vi altid gør, når sager nævnes specielt. Det her er jo usædvanligt. Normalt nævnes der ikke organisationer, men denne sag har jo generelt noget med kulturarv at gøre. Man kan vel næppe i dag sige, at der er områder i Den Europæiske Union, hvor kvinder ikke må komme. Men man skal være meget varsom med at diktere, hvad religioner skal. Der må være en virkelig stor frihed på dette område. Det må være et græsk anliggende og er i hvert fald ikke noget, som EU skal blande sig i. Umiddelbart synes jeg, at munkene må opretholde forbuddet, fordi der er tale om en lang tradition, og munkene har vel også deres religiøse rettigheder, siger Christian Rovsing.

Perspektiverne

Mogens Camre har heller ikke specielt kendskab til sagen om Athos-bjerget, men han kan sagtens se perspektiverne i sagen.

- Jeg stemte imod hele betænkningen, fordi jeg mener, at EU ikke skal blande sig i disse forhold. Vi har den europæiske mennneskerettighedserklæring, og den er fuldt ud tilstrækkelig. Når et kloster har en årtusindgammel tradition for, at det kun er for mænd, så kan man i høj grad føre en sag på, at deres religiøse rettigheder vejer lige så tungt som ligestilling. Men det er et glimrende eksempel på den problematik, at EU vil skære alt over en kam, og så ryger nogle religiøse rettigheder med. Lige adgang for mænd og kvinder virker måske naturlige i en protestantisk sammenhæng, men det er en ensretning, vi protesterer imod. De religiøse rettigheder er et principielt spørgsmål. Vi må i Danmark for eksempel ikke give folkekirken særstatus, som EU tolker reglerne, for der skal være religionslighed og ikke kun frihed. Hvis Danmark tiltræder den nye EU-forfatning, så stiller de muslimske trossamfund omgående i Kirkeministeriet i København og kræver samme økonomiske støtte som folkekirken. Ifølge EU's bestemmelser må der ikke diskrimineres på det punkt, siger Mogens Camre.

vincents@kristeligt-dagblad.dk