Politikere: Kristenfjendske lande skal rammes på udviklingsbistanden

Åbne Døre præsenterede i går ny rangliste over kristenforfølgelse. Her erklærede politikere fra de tre største danske partier, at lande, der forbryder sig mod kristne, skal udelukkes fra at modtage dansk bistandshjælp. Ikke nødvendigvis godt for forfulgte kristne, siger ekspert

215 millioner oplever forfølgelser ifølge ny rapport. Billedet er fra det koptisk kristne samfund i Egypten, som blev angrebet i december.
215 millioner oplever forfølgelser ifølge ny rapport. Billedet er fra det koptisk kristne samfund i Egypten, som blev angrebet i december. Foto: ASMAA WAGUIH.

215 millioner. Så mange kristne oplever en høj grad af forfølgelse på grund af deres tro.

Det fremgik af Åbne Døres nyeste årlige rangliste over de værste lande at være kristen i, der blev fremlagt på Christiansborg i går. Åbne Døre er den danske udgave af Open Doors, en kristen missionsorganisation.

Af ranglisten fremgik det blandt andet, at kristne har fået det værre i asiatiske lande som Laos og Vietnam gennem det seneste år, selvom muslimske lande stadig dominerer listen. Et stigende antal kirker blev brændt.

Alene i Pakistan blev 600 kirker brændt i den målte periode fra slut oktober 2015 til begyndelsen af november 2016.

”En god forfølger vil ikke slå kristne ihjel, men gøre dem stille. De vil ikke dræbe dem, fordi det skaber overskrifter. Men de får dem til at være stille, så de giver op,” sagde Dr. Ron Boyd-MacMillan, leder for strategisk research i Open Doors International ved fremlæggelsen af ranglisten på Christiansborg i går.

Kortlægningen af kristenforfølgelsen affødte også en markant udmelding fra de fremmødte folketingspolitikere.

Dansk Folkepartis Marie Krarup erklærede nemlig, at lande, som forfølger kristne, bør udelukkes fra at modtage dansk bistandshjælp:

”Jeg synes, at det ville være fornuftigt at sammenkæde behandlingen af kristne mindretal med udviklingbistanden, sådan at vi kun hjælper dem, der behandler kristne ordentligt. Jeg mener ikke, at udviklingspolitikken skal være missionsk, men jeg mener ikke, at vi skal støtte lande, hvis de mishandler de kristne,” sagde Marie Krarup.

Det mødte også opbakning fra den netop afgåede kirke- og kulturminister Bertel Haarder (V).

”Jeg synes, at det er meget relevant, at udviklingsbistand afhænger af, hvordan man behandler kristne. Jeg hører til dem, der mener, at man ikke skulle respektere Kosovos selvstændighed, så længe de ikke kunne beskytte deres klostre. Vi har generelt været for dårlige til at italesætte trosfriheden. Hvis det er muligt, skal vi bruge dialogen, men også pengekassen over for de lande, vi samarbejder med. Men formuleringen skal være, at vi ikke accepterer nogle former for religiøs forfølgelse af blandt andet kristne,” sagde Bertel Haarder.

Også Socialdemokraternes Daniel Toft Jakobsen, som er formand for Folketingets netværk for tros- og religionsfrihed, støtter Marie Krarups idé om at sammenkæde kristenforfølgelse og udviklingsbistand:

”Det er jeg positiv over for. Det har vi også gjort over for lande, der tydelig har krænket folks ret til at vælge egen seksualitet. Derfor er det relativt naturligt at sige, at respekten for trosfrihed er et kriterium for at modtage udviklingsbistand,” sagde Daniel Toft Jakobsen, der fik opbakning til sit synspunktet fra Alternativets kirkeordfører, Ulla Sandbæk.

Danmark har koncentreret sin udviklingsbistand hos en række udvalgte lande. Flere af de lande, der modtager dansk støtte, findes også i toppen af den nye rangliste fra Åbne Døre. Det gælder blandt andet Somalia og Afghanistan.

Det er dog ikke nødvendigvis lykken for forfulgte kristne, at Danmark dropper udviklingsbistanden til lande, der jagter kristne. Det siger seniorforsker Lars Engberg-Pedersen, der beskæftiger sig med dansk og internationalt udviklingsarbejde ved Dansk Institut for Internationale Studier.

”Det vil være at skyde sig selv i foden, for så får vi i hvert fald ikke ændret på politikken i de lande, hvor religiøse minoriteter er under pres. At rasle med sablen og lukke for bistanden har sjældent stor effekt. Det viser erfaringerne fra 50 års udviklingsbistand. Man kan omlægge bistanden til civilsamfundsorganisationer, men helt at gå ud af de lande, hvor der er problemer, vil ikke have en effekt. Det er primært noget, man gør for at markere sig på den indenrigspolitiske scene,” siger Lars Engberg-Pedersen.

Kilde: Åbne Døre