Prøv avisen

Politikere om brugerbetaling: Kirken må få styr på sin økonomi

Finanskrise og faldende medlemstal bør føre til, at folkekirken slanker sig, mener Dansk Folkepartis kirkeordfører Christian Langballe. Foto: Leif Tuxen

Kirken bør sætte tæring efter næring i stedet for at indføre brugerbetaling, lyder det fra Christian Langballe (DF). SF's kirkeordfører kalder det en uskik at skulle betale for ydelserne i folkekirken

Kirkegængere bør ikke betale for ydelser i folkekirken. Derfor bør kirken slanke sig, så udgifterne passer til kirkeskatten i stedet for at indføre brugerbetaling.

Sådan lyder udmeldingen fra Christian Langballe, kirkeordfører for Dansk Folkeparti, efter Kristeligt Dagblad i dag har beskrevet, hvordan brugerbetaling i folkekirken bliver mere og mere udbredt.

LÆS OGSÅ: Brugerbetaling i folkekirken vil vinde frem

Flere kirker er begyndt at tage gebyrer for aktiviteter som babysalmesang og entré for at komme ind i kirken, når der ikke er kirkelige handlinger. Og eksperter forudser, at det er en tendens, der vil blive endnu mere markant fremover.

Men det er en uheldig udvikling, mener Christian Langballe:

"Brugerbetaling i folkekirken er et problem, fordi kirken bør være et sted, hvor alle kan komme. Ideen med en folkekirke er netop, at folk har betalt, det de skal, når kirkeskatten er betalt," siger Christian Langballe.

Han har selv arbejdet som præst i Viborg Domkirke, hvor de indførte en entré på 10 kroner for folk, der vil se kirken, når der ikke var gudstjeneste. Men det er en nødløsning, understreger Christian Langballe.

"I stedet for brugerbetaling bør kirken generelt se på, hvordan man kan trimme udgifterne, så de passer til indtægterne. Derfor vil jeg opfordre til, at man begynder at se på, hvordan man kan slanke folkekirken og sætter tæring efter næring," siger Christian Langballe.

Hen peger på, at samfundet generelt er mærket af finanskrisen, og at det også kommer til at kunne blive mærket i kirken. Især mener han, at det vil være oplagt at tage et kritisk blik på antallet af ansættelser i folkekirken.

"Det vil naturligvis være en smertelig proces. Men de seneste tal viser, at der er blevet færre medlemmer i folkekirken. Den virkelighed bør kirkens økonomi også indrettes efter," siger Christian Langballe.

SF's kirkeordfører Pernille Vigsøe Bagge deler Christian Langballes bekymring over brugerbetaling i folkekirken. Hun kalder betalingen for en uskik.

"Jeg er overbevist om, at man kan finde en anden løsning end brugerbetaling. Det andet er en uheldig udvikling" siger Pernille Vigsøe Bagge.

Hun mener, at kirken bør strukturere arbejdet anderledes og tilrettelægge økonomien på en anden måde, så der bliver fri adgang til kirken.

"Folkekirkens kerneydelse er at forkynde evangeliet samt at udføre en række diakonale opgaver og rituelle praksisser. Alle, der er medlemmer, eller som bare har lyst til at få en tilknytning til kirken, skal have adgang til disse ydelser uanset pengepung," siger Pernille Vigsøe Bagge.

Hun accepterer dog, at visse former for betaling i kirken kan være nødvendige. For eksempel hvis en kirke har særligt åbent for turistomvisninger, kan en beskeden form for entre være i orden.

"Men der går min grænse også," siger hun.

Hverken Pernille Vigsøe Bagge og Christian Langballe mener dog, at spørgsmålet om brugerbetaling er et politisk spørgsmål. Det bør ordnes lokalt i provstierne og i de enkelte menighedsråd, understreger Christian Langballe.