Politikerne ignorerer arbejdet i Kirkeudvalget

På Christiansborg bliver Kirkeudvalget opfattet som en slags Sibirien, man kan blive deporteret til, siger tidligere kirkepolitiker. Politikerne bør tage deres ansvar over for folkekirken seriøst, lyder opfordring

Kun 1 ud af i alt 29 medlemmer af Folketingets Kirkeudvalg mødte op, da domprovst i Helsingør Stift Steffen Ravn Jørgensen for et par år siden skulle til møde i udvalget. Nu skal udvalget sammensættes på ny, og domprovsten håber, det var en enlig svale. Billede fra Folketingets åbningsgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke i 2018.
Kun 1 ud af i alt 29 medlemmer af Folketingets Kirkeudvalg mødte op, da domprovst i Helsingør Stift Steffen Ravn Jørgensen for et par år siden skulle til møde i udvalget. Nu skal udvalget sammensættes på ny, og domprovsten håber, det var en enlig svale. Billede fra Folketingets åbningsgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke i 2018. . Foto: Leif Tuxen.

Fremmødet var til at overse, da domprovst i Helsingør Stift Steffen Ravn Jørgensen for et par år siden skulle til møde i Folketingets Kirkeudvalg. De havde i stiftet i nogle år arbejdet på at sætte fokus på forfulgte kristne, og da de savnede politisk opmærksomhed om sagen, havde de søgt om og fået lov til at deltage ved et af Kirkeudvalgets møder.

Men da provsten sammen med en delegation fra stiftet som aftalt mødte op i mødelokalet på Christiansborg, sad der kun en enkelt politiker ud af udvalgets i alt 29 medlemmer. Det var en mildt sagt skuffende oplevelse, siger Steffen Ravn Jørgensen.

”Jeg har selvfølgelig forståelse for, at politikere har travlt. Men det er ikke i orden, at man slet ikke prioriterer et møde, når det nu er aftalt. Ellers må man jo afskaffe den mulighed, at folk uden for Christiansborg kan komme i kontakt med politikerne,” siger han.

I denne tid begynder ordførerskaber og udvalgsposter at blive fordelt blandt de nyvalgte folketingspolitikere. Og ovenstående forløb er sigende for, hvordan Kirkeudvalget generelt bliver opfattet på Christiansborg, forstår man på Christian Langballe, tidligere kirkeordfører for Dansk Folkeparti og desuden dén ene politiker, der tog imod delegationen fra Helsingør Stift. ”Politikere betragter Kirkeudvalget som en form for Sibirien, man kan blive deporteret til. Det er virkelig ikke noget, der bliver prioriteret højt,” siger han.

Christian Langballe vurderer, at der sjældent dukker mere end tre politikere op, når Kirkeudvalget holder møder. Samme billede viste en optælling, Folketingets præsidium fik foretaget i 2017. Her faldt Kirkeudvalget ud som det udvalg i Folketinget med det markant laveste fremmøde, når udvalgene havde besøg af borgere eller organisationer ved såkaldte deputationer. Mens de andre udvalg i gennemsnit havde et fremmøde på 7 politikere, var det i Kirkeudvalget kun på 2,5. Og det er ærgerligt, mener Christian Langballe.

”Det er vigtigt, at Folketinget har et engageret kirkeudvalg, der formår at holde øje med Kirkeministeriet og tilse, at det hele foregår på en ordentlig måde. Ellers ender det med, at ministeriet løber om hjørner med Folketinget,” siger han.

Hos Landsforeningen af Menighedsråd er man i løbet af de seneste år begyndt helt at se bort fra at gøre sig gældende hos Kirkeudvalget.

”Der er enkelte politikere med stor interesse for kirkeområdet. Vores erfaring er, at vi får mere ud af at kontakte dem direkte end at kontakte udvalget,” siger landsforeningens formand, Søren Abildgaard.

Han tilføjer, at han har respekt for politikernes arbejdsvilkår med mange udvalgsposter og ordførerskaber. Alligevel understreger han, at der er brug for, at politikerne tager deres ansvar som lovgivere over for folkekirken seriøst.

Det er Karen J. Klint, tidligere folketingsmedlem for Socialdemokratiet, der frem til valget var formand for Kirkeudvalget. Ifølge hende handler en stor del af det lave fremmøde om politikeres tidspres.

”Det er en udfordring for især politikere i de mindre partier at få tid til at sidde med til møder i alle de udvalg, de er med i. Det kan ligefrem være, at møderne falder samtidig. Så prioriterer man typisk de udvalg, hvor der er meget lovstof eller mange samråd. Og det har Kirkeudvalget ikke,” siger hun.

Karen J. Klint mener dog godt, at man kunne aktivere Kirkeudvalget noget mere ved for eksempel at arrangere flere aktuelle konferencer med aktørerne på tros- og religionsområdet.

”Man kunne også overveje, om der skal ændres på grænsedragningen til andre udvalg, så alt, der vedrører tro i Danmark, kommer ind under Kirkeudvalget,” siger hun og uddyber, at Kirkeudvalget i dag kun beskæftiger sig med lovgivning om anerkendte trossamfund.

Hos Landsforeningen af Menighedsråd understreger Søren Abildgaard, at folkekirken også selv har et ansvar for at gøre opmærksom på sig selv over for politikerne. Derfor håber han, at det til efteråret lykkes at skabe et fælles initiativ mellem landsforeningen, biskopper, Provsteforeningen, Præsteforeningen og andre folkekirkelige aktører med at invitere de nyvalgte medlemmer af Kirkeudvalget til en temadag og præsentere folkekirkens arbejde.