Prøv avisen

Politisk enighed om filosofikum

Universiteterne skal genindføre et fælles filosofisk og videnskabsteoretisk forløb

Universiteterne er på vej til at genindføre filosofikum, som gennem 300 år var et obligatorisk forløb for alle studerende, indtil det i 1971 blev afskaffet. Det bliver dog ikke i den gamle filosofihistoriske, men en mere videnskabsteoretisk udgave, filosofikum genopstår. I et samråd med Folketingets uddannelsesudvalg tirsdag oplyste undervisningsminister Margrethe Vestager (R), at hun har aftalt med universiteternes rektorer, at de nedsætter en arbejdsgruppe. Denne gruppe får til opgave at foreslå konkrete pilotprojekter, som kan sættes i gang til efteråret, og som skal give konkrete erfaringer om, hvordan et moderne filosofikum-forløb bedst kan sættes sammen. Ministeren var kaldt i samråd af Gitte Lillelund Bech fra Venstre, som sammen med Det Konservative Folkeparti allerede har stillet forslag til en folketingsbeslutning om at genindføre filosofikum. - Jeg er meget glad for Margrethe Vestagers svar. Det ser ud til, at hun har tænkt de samme tanker som os, og at rektorerne også er positive. Derfor håber jeg, at vi kan blive klar til at indføre et nyt filosofikum allerede fra september 2001, siger Gitte Lillelund Bech. Selve ideen om et filosofisk og videnskabsteoretisk forløb for alle studerende ved de lange videregående uddannelser støttes af alle partier. Det er usikkert, om filosofikum skal være et helt fag eller et forløb inden for de eksisterende fag. - Det er vigtigt, at forløbet ikke som i gamle dage kommer for tidligt. De studerende skal først have en basis af faglig viden, som filosofikum så kan hjælpe dem til at reflektere mere over, siger Gitte Lillelund Bech. Den endelige tidsplan for genindførelsen af filosofikum vil blive lagt, når undervisningsminister Margrethe Vestager den 14. april har holdt møde med universiteternes rektorer.