Politisk flertal kræver forkyndelse ud af udviklingsarbejde

Udviklingsminister Søren Pind (V) skal sikre, at danske missionsselskaber ikke forkynder i statsstøttet udviklingsarbejde, mener SF og Dansk Folkeparti.

En kvindelig missionær afholder gudstjeneste for massaier i Tanzania. Men er det forkert at kombinere udviklingsarbejde med forkyndelse? Foto: Scanpix.
En kvindelig missionær afholder gudstjeneste for massaier i Tanzania. Men er det forkert at kombinere udviklingsarbejde med forkyndelse? Foto: Scanpix.

Personlig tro og religiøs overbevisning skal gemmes godt væk, når udsendinge fra missionsselskaber og kirkelige organisationer arbejder med Danida-støttet udvikling i Den Tredje Verden.

Det er budskabet fra et flertal på Christiansborg, efter at Kristeligt Dagblad for nylig skrev, at danske missionærer og missionsselskaber ikke skelner klart mellem forkyndelse og udvikling i statsstøttet arbejde. Dansk Missionsråd, en paraplyorganisation for 30 danske missionsselskaber, har for eksempel formuleret etiske regler, som forsvarer, at statsstøttede udviklingsarbejdere forkynder blandt lokale. Det giver missionsselskaberne et "alvorligt problem", mener SF, der sammen med Dansk Folkeparti vil bede udviklingsminister Søren Pind (V) undersøge sagen.

"De har et problem, når de i deres interne etiske regler opfordrer til at missionere over for lokale og samtidig fortæller Danida, at de ikke forkynder. Vi forventer, at Danida undersøger, hvordan de bruger statspengene," siger SF's stedfortrædende udviklingsordfører, Anne Baastrup.

Ifølge Dansk Missionsråd er religion så vigtig en faktor i Den Tredje Verden, at udviklingsarbejdere styrker troværdigheden over for lokale samarbejdspartnere ved for eksempel at prædike i lokale kirker. Men den forklaring afviser Dansk Folkeparti, Konservative, Socialdemokraterne og Enhedslisten.

"Når formålet er at arbejde med nødhjælp og udvikling, bør de kunne bevare vandtætte skotter mellem deres egen tro og deres arbejde. Jeg køber ikke, at det er nødvendigt at fortælle om sin tro eller at prædike for at kunne gennemføre udviklingsarbejde," siger Dansk Folkepartis udviklingsordfører, Tina Petersen.

De Konservatives udviklingsordfører, Helle Sjelle, kalder det for "ærgerligt", at missionsselskaberne ikke overholder Danidas krav.

"Selvom det er svært at lade være med at forkynde, når troen fylder meget i ens eget liv, bliver de nødt til at gemme den væk, når de arbejder for Danidas penge," siger hun og bakkes op af Socialdemokraternes udviklingsordfører, Jeppe Kofod.

"Religion hører ikke til i Danida-støttet arbejde," fastslår han.

Regeringspartiet Venstre forsvarer missionsselskabernes sammenblanding af forkyndelse og udvikling.

"Det er utopisk og naivt at tro, at man kan holde tingene adskilt i verdens fattigste lande. Derude har religion en meget større betydning end herhjemme. Man ville gøre de fattigste lande en bjørnetjeneste, hvis man tog bistandskroner fra de kirkelige organisationer, blot fordi de blander tingene sammen. De kirkelige organisationer har et stærkt fundament i mange u-lande og leverer en meget effektiv udviklingsbistand. Og vil man lave effektiv udvikling, må man indimellem gå på kompromis," siger udviklingsordfører Karsten Lauritzen (V).

Generalsekretær i Dansk Missionsråd Jonas Adelin Jørgensen mener ikke, de danske politikere har forstået ret meget af virkeligheden i Den Tredje Verden.

"Virkeligheden i Den Tredje Verden er en anden end i de sekulariserede vestlige lande. Derude navigerer folk efter religion. Den giver os et fælles sprog med de lokale, og vi ville miste vores troværdighed i udviklingsarbejdet, hvis vi forsøgte at skjule religionen," siger han.

johansen@kristeligt-dagblad.dk