Prøv avisen
Interview

Professor: Politisk korrekthed er vor tids værste hovmod

Det hovmodige menneske trigger en følelse, som Søren Fauth har haft med sig, lige siden han var lille og kom i skole: følelsen af at være en outsider, eller en betragter til de andres leg. – Foto: Tor Birk Trads

Den teologiske dødssynd hovmod har altid provokeret professor Søren Fauth. Hovmodet er en form for magt, som nogle mennesker bruger til at ekskludere andre med, vurderer han

”Nå, han tror nok, han er bedre end os andre.”

Den slags reaktioner har Søren Fauth oplevet en del gange. Blandt andet da han foreslog, at tysk blev indført som fag i folkeskolen allerede fra 1. klasse. Eller da han udtalte, at vi som samfund burde opruste på dannelsen af unge mennesker.

Men hovmodig? Nej, det vil tyskprofessor Søren Fauth bestemt ikke kalde sig selv. Tværtimod. Han har det bare svært med middelmådigheden. Allermest hos sig selv.

”Jeg kan ikke realisere min eksistens, hvis jeg gør noget halvt. Så når jeg kaster mig over noget, bliver det altid ekstremt. Jeg kan ikke bare cykle en tur for sjov, eller rende lidt rundt på må og få med et skuffejern i haven. Hvis min hustru går i haven, kan hun godt gå til og fra og bliver heller ikke frustreret, hvis der ligger bunker rundt omkring bagefter. Men når jeg endelig tager mig sammen, så går jeg ’all in’. Det er nok også derfor, at jeg har svært ved at forstå, hvis mine studerende for eksempel er dovne og forsøger at springe over, hvor gærdet er lavest. Så ja, jeg prøver at lægge overliggeren højt, så der er noget at stræbe efter – og middelmådighed aldrig er målet.”

Søren Fauth kunne faktisk godt tænke sig, at han havde lidt lettere ved at gøre ting halvt. Men en indre rastløshed holder ham konstant i gang, mens den klassiske musik er et af de foretrukne midler til at finde ro.

Selvom den 44-årige familiefar arbejder på Aarhus Universitet, bliver han kaldt ”politimesteren” af naboerne på villavejen i Fredericia. Rødstenshuset fra 1934 ligger i anden række fra strandkanten og blev oprindeligt bygget til byens politimester, der om sommeren dagligt gik ned ad vejen mod Lillebælt, kun iført badekåbe. Nu bebos den klassisk smukke bolig af Søren Fauth, hans hustru, Ulla, og deres fire børn, og med sans for detaljerne er det oprindelige udseende nu genoprettet, med sprossede vinduer og synlige sildebens-parketgulve.

På bordet foran Søren Fauth ligger et stort opslagsværk om begreber. Han har læst op på dødssynden hovmod og kan sagtens forstå, hvorfor lige netop dén menneskelige tilbøjelighed er udpeget som den værste af de syv dødssynder.

”Når jeg tænker efter, så har jeg altid følt mig lille, dum og skvattet, når jeg har mødt et hovmodigt menneske. Et menneske, der udstråler arrogance og selvtilstrækkelighed, får mig simpelthen til at krakelere indvendigt. I virkeligheden er der nok ikke noget mere skræmmende i verden. Hovmodet er en form for magt, som nogle mennesker bruger til at ekskludere andre med,” siger Søren Fauth.

Og det hovmodige menneske trigger på den måde en følelse, som Søren Fauth har haft med sig, lige siden han var lille og kom i skole. Fra et ikke-akademisk hjem, hvor faderen var bankmand og moderen frisør. Følelsen af at være udenfor. At være en outsider eller en betragter til de andres leg. Dem, der var indenfor.

”Derfor tror jeg også, jeg lynhurtigt spotter dem, der i forskellige sammenhænge bliver holdt udenfor. Jeg identificerer mig med dem. Og jeg har det meget svært med, når det er folk fra den såkaldt politisk korrekte kreds, der ekskluderer andre, fordi de siger eller står for noget, som åbenbart falder uden for de kollektivt vedtagne meninger og opfattelser. Faktisk oplever jeg mange af de venstreorienterede kunstnere og meningsdannere som nogle af de mest hovmodige i vores tid. De taler højt og flot om humanisme og næstekærlighed, mens de med grove ord og tydelig gestik holder andre ude og nede. Se for eksempel på en litteraturforsker som Mette Høgh, der pludselig blev persona non grata i ’de rigtige kredse’, fordi hun pegede på, at de kvindelige forfattere dominerede litteraturen – og at det var problematisk. Hun blev i den grad verbalt lynchet, og det samme gjorde sig jo også gældende for Mads Holger, der nu desværre ikke er her mere. Han blev direkte mobbet, og der er da grænser for, hvad et menneske kan holde til. Ord er våben. Og i den sammenhæng oplever jeg virkelig, at den venstreorienterede politiske korrekthed er blevet hovmodig i sin selvhævden – som dem, der er de rigtige, de gode mennesker.”

For Søren Fauth er det netop idéen om, at flokken må være det rigtige sted at være, der er problematisk. Og farlig.

”Der går næsten ikke en dag uden jeg tænker på, hvordan nationalsocialismen overhovedet kunne opstå. Men det har jo noget med tiltrækningen ved fællesskabet at gøre – ved at tilhøre den unisone position. Så mennesket løber med for netop ikke at tilhøre gruppen af de ekskluderede. Det ligger meget dybt i mig at være på vagt over for den slags mekanismer. For ensretningen eller systemerne er skræmmende, fordi de altid undertrykker individet. Derfor går jeg også altid den anden vej, hvis jeg kan mærke, at alle lige pludselig er blevet enige. Det værste er næsten de systemer eller det hovmod, vi slet ikke ser. Men som vi dagligt er underlagt, fordi vi går rundt og undertrykker hinanden.”

Det er også her, Søren Fauths pointe om at skærpe fokus på dannelsen af de unge kommer ind.

”For mig at se handler dannelse nemlig om at få et andet menneske til at stå nogenlunde stabilt i tilværelsen. Og i dag er det desværre lidt for ofte det modsatte, der sker. At vi skubber til og gør grundlaget usikkert. Med mindre du altså ’retter ind’ og mener og siger det, som den politiske korrekthed dikterer.”