Da alle stemmer ved parlamentsvalget i Holland var talt op sent i onsdags, kunne hele tre kristne partier finde smilet frem. De mærkede nemlig alle fremgang og fik mandater nok til at komme i Hollands parlament.
Partierne Kristne Union og Reformisterne, SGP, bevarede deres henholdsvis fem og tre mandater, mens Kristendemokraterne, CDA, gik fra 13 til 19 mandater og dermed blev det tredjestørste parti i parlamentet.
Men Holland er kun et af de europæiske lande, hvor kristne partier klarer sig ganske fint for tiden. I Tyskland har det konservativt-kristendemokratiske CDU været toneangivende i mange år, og siden 2000 har partiets Angela Merkel været forbundskansler.
Også Belgien har flere vigtige kristendemokratiske partier, og Letlands kristendemokratiske parti fik næsten halvdelen af letternes stemmer til Europa-Parlamentsvalget i 2014.
Selv i Norden, hvor de kristeligt baserede partier de seneste år har tabt stemmer, sidder det norske Kristeligt Folkeparti på 10 mandater i Stortinget, mens de svenske kristendemokrater har 17 i Riksdagen.
De eksempler taget i betragtning kan man måske spørge sig selv, hvorfor det danske søsterparti, Kristendemokraterne, har svært ved overhovedet at nå over spærregrænsen. Ved det seneste folketingsvalg i 2015 fik partiet 0,8 procent af stemmerne.
Kees van Kersbergen er professor på institut for statskundskab på Aarhus Universitet og har forsket i de store kristne demokratiske partier i Europa. Derudover har han som hollænder fulgt sidste uges parlamentsafstemning, og han forklarer blandt andet de hollandske kristendemokraters fremgang med, at det har været et godt oppositionsparti til islamkritikeren Geert Wilders Frihedspartiet.
Men når det er sagt, så er en vigtig forklaring på de kristne partiers større fremgang i for eksempel Tyskland og Holland, at der er tale om lande, hvor der har været en større kløft mellem den sekulære og religiøse befolkning.
”Historisk var stiftelsen af mange af de store kristendemokratiske partier netop en reaktion mod de partier, der aktivt ville bekæmpe religion. Sådan var det ikke i Danmark, hvor synet på religion har været mere homogent, og hvor der ikke har været behov for et specifikt parti til at forsvare kristendommens rolle i samfundet eller til at repræsentere forskellige kirkelige fløje,” siger Kees van Kersbergen og tilføjer, at de to små kristne partier, der er i parlamentet i Holland, netop repræsenterer bestemte trossamfund.
”Kristen Union repræsenterer de ortodokse og protestantiske kristne i landet, mens SGP har fat i en form for hollandsk bibelbælte. Det er partier, du stemmer på, fordi de er, som du er. Den type vælgere ser man ikke i Danmark, hvor man stemmer ud fra andre værdier, som danskhed over for multikulturalisme,” siger Kees van Kersbergen.
I dag vil mange danskere finde Kristendemokraterne for snævre at stemme på, siger Kees van Kersbergen.
”Med årene har de gamle kristendemokratiske partier i Europa udviklet sig til brede folkepartier, som rammer forskellige sociale grupper, og hvis partimedlemmer og vælgere ikke nødvendigvis er kristne. Kristendemokraterne i Danmark er derimod et ungt parti, som slog sig op på nogle snævre moralske spørgsmål som abort og pornografi, og de virker i dag mere kristne end de internationale søsterpartier,” siger Kees van Kersbergen.
”Hvis Kristendemokraterne skal vinde frem i Danmark igen, kræver det et bredere program, eller at religion kommer til at spille en langt større rolle i samfundet,” mener han.
Ifølge historiker på Copenhagen Business School Uffe Østergaard skyldes Kristendemokraternes lille succes i Danmark især forholdet mellem Socialdemokraterne og folkekirken i Danmark.
”Kristen- og socialdemokrater knytter sig begge til fagbevægelsen, men adskilte sig historisk ved, at socialdemokraterne ville bekæmpe religion. Selvom det også var målet for de danske socialdemokrater, så blev det ikke praktiseret,” siger Uffe Østergaard.
”Partiet har derimod haft en stærk tilknytning til den nationale og rummelige grundtvigianske kristendom, og mange socialdemokrater har siddet med i menighedsråd og samarbejdet ubesværet med Indre Mission. Derfor har vi tilsyneladende ikke haft behov for et kristent parti til at forsvare kirken,” siger han og tilføjer, at en fremgang for Kristendemokraterne ville forudsætte, at man adskiller stat og kirke.
”For så forsvinder forbindelsen mellem nationens og kirkens identitet. Lige nu er adskillelsen af kirke og stat nyt i både Sverige og Norge, men om nogle år vil vi kunne se, om det fik betydning for deres kristne partier.”
En anden forklaring på Kristendemokraternes mindre fremgang i Danmark kan findes i den danske kristendomshistorie, siger dr.theol. og professor emeritus ved Københavns Universitet Niels Jørgen Cappelørn.
Ifølge ham har man i Danmark tradition for at skelne mellem principiel og materiel etik i kristendommen. Den første handler om etiske principper, og den anden om, hvordan man konkret efterlever principperne.
”Den skelnen betyder, at vi ifølge den danske tradition ikke mener, at nogen kan sige, hvad der er og ikke er en rigtig kristen etisk handling. Det har medført, at man heller ikke kan tale om en kristen politik. Man kan sige, at kristendom har politiske følger – som at næstekærlighed for eksempel kan have indflydelse på, hvordan vi behandler indvandrere – men vi kan ikke tage patent på, hvad der er den rigtige kristne holdning. Derfor er det vanskeligt at have kristne partier, som tager patent på, hvad der er kristeligt at mene,” siger han.
Ifølge Niels Jørgen Cappelørn kan blandt andet den danske filosof Søren Kierkegaard være en forklaring på, at denne tankegang er slået særligt meget igennem i Danmark, fordi han havde en meget skarp skelnen mellem det absolutte og det relative, hvor det absolutte er det kristelige, mens det relative kan være politik.
Formand for Kristendemokraterne Stig Grenov tror, at mange europæere støtter de kristne partier, fordi de er et modsvar til liberalismen og manglen på et moralsk fundament. At det ikke sker i Danmark, skyldes image.
”Ved det seneste valg viste en undersøgelse, at otte procent af danskerne faktisk var mest enige med os. Men i mange kredse opfattes vi som et religiøst parti, selvom vi i virkeligheden er et bredere parti med en værdipolitisk baggrund. Det er en barriere, men vi vil ikke smide det kristne væk. Vi er del af en stor kristendemokratisk bevægelse, og den er savnet i Danmark,” siger han.
