”Brødre, vor glorværdige nations ærefulde holdning den 15. juli vil blive mindet med taknemmelighed af fremtidige generationer.”
Fredagsprædikenen den 29. juli 2016 handlede om det fejlslagne militærkup 14 dage tidligere. Det stærkt politiske budskab i ugens khutba (fredagsbøn, red.) blev hyldet i religiøs jargon og udsendt af Diyanet, Tyrkiets magtfulde myndighed for religiøse forhold.
Denne myndighed er et af de vigtigste ideologiske instrumenter, den tyrkiske stat har haft til rådighed siden sin grundlæggelse i 1924. I republikkens første årtier blev Diyanet paradoksalt nok brugt af staten, som dengang var i kløerne på de sekulære kemalister, til at tvangssekularisere samfundet og bekæmpe folkelige muslimske skikke, som staten ikke mente, havde hjemme hos det tyrkiske folk.
Allerede dengang var hovedformålet med Diyanet dog nationsopbygning qua budskaber fra centralt hold. Myndighedens rolle ændrede sig i 1980’erne efter militærkuppet den 12. september 1980. Hovedfjenden var dengang kommunismen, og de statsansatte imamer stod for at levere antisocialistiske budskaber i moskéerne. I samme periode fik Diyanet et nyt opdrag: at forme den tyrkiske diaspora. Det skete gennem imamer udsendt fra Ankara over hele verden, særligt i Vest- og Nordeuropa, hvor de tyrkiske udvandrere slog sig ned. Denne pligt blev så meget des vigtigere i 1990’erne med anden generation født og opvokset i værtslandene.
Det tyrkiske styre brugte religionen til at knytte de nye generationer til det tyrkiske folk og betragtede integration som den største af alle farer. Siden årtusindskiftet har Diyanet vokset sig til en kolos og er nu den største statslige organisation med 120.000 embedsmænd i rollen som imamer, muftier og lærere og for nogles del med jobs i en række andre ministerier, heriblandt det tyrkiske udenrigsministerium.
Den tyrkiske stat har underskrevet direkte aftaler med vest- og nordeuropæiske lande – heriblandt Danmark – om at udsende imamer til at prædike i de tyrkiske foreningers moskéer. Ifølge data fra de tyrkiske myndigheder opererer omkring 3000 imamer verden over betalt af de tyrkiske myndigheder, mestendels i firårige perioder. Eftersom AKP- regeringen har en meget klar politisk dagsorden om at afsekularisere det tyrkiske folk – inklusive tyrkere bosat i udlandet – har de officielt udsendte imamer i opdrag at støtte denne proces og nok engang forhindre integration i værtslandet ved brug af en tyrkisk nationalisme, denne gang irørt islamisme.
Formningen af den tyrkiske diaspora verden over og især i det vestlige og nordlige Europa trækker altså nu på både religion og nationalisme.
Generationerne født i udlændighed modtager budskaber fra magtens centrum, i og med at fredagsprædikenerne besluttes af Ankara, skønt der er enkelte lokale khutba-nævn i eksempelvis Tyskland. Men selv på steder, hvor sådanne lokalnævn findes, følger også de Ankaras politiske og ideologiske dagsorden og kan derfor ikke levere egne budskaber tilpasset omgivelserne i værtslandene.
Ifølge Diyanets rapporteringer for 2015 udsendte Ankara 4219 fredagsprædikener i løbet af året, som imamerne skulle følge.
Emnerne for prædikenerne er sigende. Yndlingsemnet er nationaldage, der har 885 prædikener eller 21 procent af dem alle, fulgt af religiøs praksis med 667 prædikener (16 procent). Moral har 630 prædikener (15 procent), og samfundsliv 576 (13 procent). Andre emner som helbred og hygiejne, familie og uddannelse har mindre end 5 procent. Udover disse budskaber har imamerne pligt til at organisere pilgrimsrejser til Mekka, stå for indsamlinger, som sendes til Tyrkiet, sikre velgørenhedsbidrag, begravelseshjælp og så videre.
Prædikenernes form er altid den samme: Efter at have meddelt emnet oplæser imamen et koranvers og en beretning om profetens liv og levned fra hadith-samlingen. Derpå følger oplæsning af en tekst nedfældet i talestil med afsnitsinddelinger som ”mine brødre”, ”kære troende” og lignende. Det politiske og nationalistiske budskab er aldrig åbenlyst, men sniges ind med formuleringer som ”i vores kultur” og ”vores nation”. Budskabet bliver endnu tættere forbundet med den nationale stolthed under tyrkiske højtider såsom Gallipoli-sejren i 1915. Således står der at læse i dagens khutba fra Diyanet den 17. marts 2017, at ”Gallipoli er stedet, hvor troen besejrede fysisk styrke”, og at ”det falder naturligt at fejre denne storslåede sejr som en samlet nation” og bede for ”vore” martyrer. I samme khutba står der, at ”også i dag er der forræddere, som forsøger at splitte nationen. Det vil aldrig lykkes dem”.
Under AKP’s styre bliver politiske budskaber hyldet i religiøse floskler uden af den grund at blive svære at erkende og begribe. Eksempelvis stod kampen op til den nylige folkeafstemning mellem evet (ja) og hayir (nej) til den nye forfatning, som gav Recep Tayyip Erdogan mere magt. Men eftersom hayir også betyder ”god gerning”, og folk hilser på hinanden med ordene ”hayirli günler” (der betyder ”dage med godhed” – men også ”dage med nej”), blev det til nej-sidens slagord. Midt i valgkampen, den 28. april i år, udsendte Diyanet så en ny khutba om ”den rette vis at hilse på hinanden”, hvor alle de vanlige religiøse udtryk var med – undtagen ”hayirli günler”. Det skjulte budskab var så åbenlyst, at det blev til en vittighed i Tyrkiet.
Endelig har Tyrkiets imamer i Europa naturligvis også til opgave at aflægge rapport om oppositionens aktiviteter i udlandet. I 1990’erne meldte de tyrkiske imamer hjem om kurdiske bevægelser og tyrkiske socialister i Europa. Efter 2013, hvor Gulen-bevægelsen og AKP gik fra hinanden efter et årti hånd i hånd, angiver imamerne angivelige medlemmer af Gulen-bevægelsen og skaber reelle spændinger i det tyrkiske samfund.
Samim Akgönül er fransk professor og forsker i Tyrkiet, Diyanet og imamer ved universitetet i Strasbourg.