Positiv omtale kommer ikke hen over natten

Som afrunding på Kristeligt Dagblads serie om Indre Mission i 150 år svarer formand Hans-Ole Bækgaard på spekulationer om bevægelsens tilknytning til folkekirken samt om forholdet til sex og homoseksuelle

”Når vi i Indre Mission åbner for frimenigheder, reagerer vi simpelthen på vores baglands folkekirketræthed. Man kan spørge sig selv, hvad der danner grundlaget for folkekirken: folkeopinionen eller Bibelen? Kirken svigter sin opgave, hvis ikke den bringer bekendelsen i kirken,” siger Indre Mission 38-årige formand, Hans-Ole Bækgaard, med henvisning til muligheden for, at folkekirken indfører et autoriseret ritual til velsignelse af homoseksuelle par. –
”Når vi i Indre Mission åbner for frimenigheder, reagerer vi simpelthen på vores baglands folkekirketræthed. Man kan spørge sig selv, hvad der danner grundlaget for folkekirken: folkeopinionen eller Bibelen? Kirken svigter sin opgave, hvis ikke den bringer bekendelsen i kirken,” siger Indre Mission 38-årige formand, Hans-Ole Bækgaard, med henvisning til muligheden for, at folkekirken indfører et autoriseret ritual til velsignelse af homoseksuelle par. – . Foto: Lars AArø.

Man kan gå til Indre Mission på to måder.

Med de kritiske briller, der viser en bagstræberisk bevægelse i forfald, hvor tilslutningen rasler ned, uenigheden ulmer, og den stærkt forankrede tilknytning til folkekirken smuldrer.

Eller man kan tage de positive briller på, som viser en bevægelse i fornyelse, der åbner for frimenigheder, engagerer sig i socialt arbejde og ønsker at lade Guds kærlighed smitte af på flere danskere.

LÆS OGSÅ: Miniparlør til missionshuset

Indre Missions 38-årige formand, Hans-Ole Bæk­gaard, som overtog formandsposten i januar, mener, at det kritiske fokus på dele af missionsbevægelsen har fyldt en del.

Det er rigtig fint, at der har været fokus på os den seneste tid, for man kan altid lære noget af, hvordan andre ser på en. Men der er lidt en tendens til at fokusere på det negative frem for alle de positive ting, som fylder noget i hverdagen for os i Indre Mission. Vi har eksempelvis succes med integrationsarbejdet, hvor vi tilbyder gratis undervisning til nydanskere, vi opgraderer elektronisk, og vi er sågar ved at opføre fire nye missionshuse, siger han.

Kristeligt Dagblad har sat Hans-Ole Bækgaard stævne på hjemmebanen i Aarhus Bykirke for at få svar på en stribe af de spørgsmål, som avisens tre uger lange fokus på organisationen har kastet af sig. Anledningen er, at missionsbevægelsen til september fejrer 150-års-jubilæum.

Hans-Ole Bækgaard, du efterlyser mere positiv omtale. Hvordan har I selv forvaltet opgaven med at skabe positiv opmærksomhed omkring jer?

Vi er ikke altid gode nok til at få fortalt de gode historier, og det skal vi arbejde med. Vi har ikke været dygtige nok til at nedbryde de fordomme, som stadig hænger ved os, men at udrydde fordomme er ikke vores primære dagsorden. Vi har fokuseret på at forkynde evangeliet, og det vil vi også fortsætte med.

Fordommene om Indre Mission går stadig på, at missionsfolk er formørkede med et gudfrygtigt livssyn. Bør I ikke arbejde direkte for at nedbryde det?

Jo, vi er nødt til at tydeliggøre, hvad Indre Mission er i dag. Derfor lancerer vi i september otte nye pejlemærker, som blandt andet går ud på at gøre vores forkyndelse mere tidssvarende, bygge bro mellem generationer og fortsat engagere os i folkekirken. Hvis vi viser de kvaliteter, vi har i dag, tror vi på, at andre vil se det og forstå, at fordommene ikke holder.

Netop Indre Missions forhold til folkekirken, som Hans-Ole Bækgaard nævner, har været til kraftig debat, siden missionsbevægelsen i januar åbnede for, at frimenigheder kan tilknyttes bevægelsen.

Flere teologer og missionskendere udlagde åbningen som et gradvist brud med folkekirken og som udtryk for en leflen for de unge. Det er en klar fejltolkning, mener Hans-Ole Bækgaard.

Det er decideret forkert at udlægge det, som om det kun er de unge missionsfolk, der søger mod fri- og valgmenighederne. Flere af de 40-75-årige venner (missionsfolk, red.) er begyndt at føle sig hjemløse i deres lokale sognekirke, fordi folkekirken åbner for et autoriseret ritual til velsignelse af homoseksuelle, og derfor søger de mod frimenighederne. Når mennesker ikke længere føler, de kan stå inde for de ændringer, der sker i folkekirken, er vi nødt til at tage det alvorligt.

Men er det ikke udtryk for, at I bevæger jer væk fra folkekirken?

Nej, vores førsteprioritet er stadig at engagere os i folkekirken, men når det bliver for meget for folk i vores bagland med et kirkeligt ritual for homoseksuelle, må vi reagere. Vi ville snarere begå selvmord, hvis vi intet gjorde over for det.

Foruden polemikken omkring frimenigheder viser Kristeligt Dagblads undersøgelser af missionens bagland, at der langtfra er fælles fodslag om de officielle holdninger. Eksempelvis om modstand mod vielse af fraskilte og mod kvindelige præster. Hvad betyder uenigheden for jer?

Det er okay med uenighed, for det modsatte ville være at tvinge samvittigheder til holdninger. Tvangsbundne samvittigheder kommer der aldrig noget godt ud af, og der skal være plads til uenighed med åndelig frihed i Indre Mission.

Vil det sige, at Indre Mission bløder op på nogle holdninger?

Vi navigerer ud fra en officiel linje, men lokalt er holdningerne op til de enkelte samfund. Der skal være frihed til at vælge, så vi ikke bliver topstyrede, men vi vil naturligvis gerne præge holdningerne til eksempelvis vielse af fraskilte. Derfor forkynder vi Bibelens ord og håber, det påvirker vores venner.

Endnu en uenighed om missionens officielle linje ligger i holdningen til sex før ægteskabet. Flere af Indre Missions Unge efterlever ikke dette, fortæller de til Kristeligt Dagblad. Hvordan forholder du dig til det?

Igen handler det om tabuer, der trænger til at blive italesat. Over for de unge skal vi ikke prædike på en sur, gammelsdags det er forkert-facon. Vi lever i en tid uden færdige forklaringer, så sex før ægteskabet skal der tales om med forstående hensigter. Vi svigter, hvis vi ikke taler om det her emne, men holdningen er stadig, at sex hører til i ægteskabet.

Oven i disse uoverensstemmelser kommer, at tilslutningen til Indre Mission er den laveste i 100 år med nuværende 30.000-40.ooo tilhængere. Er det ikke udtryk for krisetider?

Jeg ser da gerne en større tilslutning, men vores mål i sig selv er ikke antallet af venner. Folk skal ikke komme for Indre Missions skyld, men alle er meget velkomne til at arbejde med på evangeliets sag gennem bevægelsen.

Netop fordi missionen oplever vigende tilslutning, og fordi fordomme stadig klæber til organisationen, har flere kirkelige aktører foreslået jer at skifte navn. Er det en mulighed?

Vi har rigtigt nok fået forslaget fra flere sider de seneste år, men vi mener, at fordomme rykkes ved, at vi får en tydelig profil, der kan ændre folks opfattelse af os. Vi arbejder netop på en positiv profilering med vores kommende otte pejlemærker, og man skal huske på, at Indre Missions navn også vækker positiv genklang og ikke mindst genkendelse. Så udfordringen ligger i at skabe positiv genkendelighed, ikke at skifte navn.

Hvordan skaber I den positive genkendelighed?

Vi kan være bedre til at vise vores sociale arbejde. Vores genbrugsarbejde har en utroligt stor social funktion for mange mennesker, ligesom vores arbejde med flygtninge virkelig betyder noget. Det skal vi kommunikere. Men at skabe den positive omtale og lancere den nye strategi er et langt sejt træk. Det kommer ikke hen over natten.

Selvom ændringerne ikke sker hen over natten, er Hans-Ole Bækgaard positiv omkring missionens fremtid. Alt andet ville også være mærkeligt, pointerer han selv. Og i at føre Indre Mission fremad fremhæver formanden endnu en gang forholdet til folkekirken.

Hvis kirken viger fra Guds sande ord, svigter kirken sin opgave, og det er en kamp, Indre Mission vil kæmpe. Så længe det er muligt at stå i den kamp, så længe er Indre Mission også i folkekirken. Vi ønsker at præge folkekirken, og derfor må vi engagere os. Det er på ingen måde på vores dagsorden at forlade folkekirken.

gehlert@k.dk