Prøv avisen

Præst bag single-vielse vil have ritual til sjælesorg

Ungdomspræst Thomas Nedergaard. – Foto: .

Præst bag singlevielse erkender fejl, men vil blive ved med at eksperimentere med kirkens udtryk

I et DR 2-program i weekenden sagde en enlig kvinde i et kirkerum ja til at elske, ære og leve med sig selv i medgang og modgang.

Ritualet udførte Thomas Nedergaard, ungdomspræst i uKirke på Vesterbro i København, og det fik han kritik for af sin overordnede, domprovst Anders Gadegaard.

Hvorfor valgte du at vie kvinden til sig selv?

LÆS OGSÅ
: Kvinde vies til sig selv - præst kritiseres

Jeg viede ikke Henryette til sig selv. Det kan man ikke juridisk set. Det var for mig og hende en temagudstjeneste, hvor vi italesatte det, at hun vælger at stå frem for Gud og sine venner og acceptere sig som det menneske, hun er, med de gode og dårlige ting, et menneskeliv består af. DR 2-produktionen brugte vielsen som ramme, og så endte vi med at lægge os for tæt op ad det autoriserede vielsesritual. Fordi det var en del af et tv-program, blev det fremstillet som en vielse. Ellers ville det have været uinteressant. Der har jeg lært, at jeg skulle have trukket i nødbremsen. Jeg valgte ikke at vie hende med sig selv, men jeg valgte så heller ikke at sørge for, at det kom på stor nok afstand af det gældende vielsesritual.

LÆS OGSÅ: Den senmoderne single, der fik sig selv

Hvilke overvejelser gjorde du dig om udformningen af ritualet?

Der skulle være en ramme, hvor det, Henryette og jeg har snakket om, kom med. Det var det sjælesørgeriske sigte med at sige ja til sig selv som det gudsskabte menneske, man er, og det var omdrejningspunktet både i talen og tilspørgslen. Hvis jeg i dag skulle lave et ritual, ville jeg ikke tage udgangspunkt i vielsesritualet.

En anden præst, Andreas Christensen, vælger ikke at medvirke efter at have talt med kvinden. Hvad gjorde, at du fortsatte og endte med at holde det, du kalder en særgudstjeneste med en velsignelse?

Det vigtigste for mig var, at der kom et menneske til mig med et ønske og et behov. Det ønske og behov kunne jeg godt forstå, og det ville jeg gerne gå videre med. Jeg har ikke talt nok med Andreas Christensen til at kunne udtale mig om hans overvejelser, men han har helt sikkert haft sine grunde.

Hvorfor syntes du efterfølgende selv, det var et problem?

Når jeg efterrationaliserer, kan jeg godt se, at det kom til at ligne en vielse for meget. Jeg har fået til opgave at være præst på en måde i en storby, som gør, at jeg skal prøve nogle ting af. Jeg skal undersøge og leve sammen med ungdomskulturen på Vesterbro. Det synes jeg jeg gjorde i det konkrete tilfælde, men jeg ramte også ved siden af. Jeg synes, det er o.k. at prøve noget af og også med risiko for at ramme ved siden af, men her ramte jeg for langt ved siden af.

Bør kirken formulere et ritual for det ærinde, du og kvinden havde?

Ja, helt klart. Der er andre, som har spurgt mig om at have samme sjælesørgeriske forløb med dem og afslutte med et ritual. Folkekirken kunne have godt af at have et ritual i forbindelse med et sjælesørgerisk forløb. Fordi det er noget af det, vi som kirke kan. Vi er rigtig dygtige til at skabe ritualer og sætte menneskelivet ind i en kontekst, som gør livet forståeligt, og som gør, at man kan se sig selv i en større helhed. Det vil et ritual, som er rigtig langt væk fra vielseritualet, kunne gøre. Det er helt tydeligt for mig, at vi skal forny os sprogligt som liturgisk.

Kirken har allerede håndspålæggelse, og derudover kunne man fokusere på, at vi er gudsskabte. Det kan samtidig være en modpol til tendenser i tiden, som er meget egocentriske. Hvis mennesker får problemer, er det min oplevelse, at det er det enkelte menneskes problem og det enkelte menneske, der skal gøre noget ved det. Og det tror jeg ikke vi kan bære eller skal bære. Det sjove er, at selve arrangementet med Henryette er blevet kritiseret for at være lige præcis en fortsættelse af det fokus på den enkelte. Et udtryk for narcissisme. Men folk skal lade være med at reagere på noget, de ser få minutter af under en tv-udsendelse. På den anden side må jeg tage det på mig, at vi var for hurtige og ikke nåede helt i mål med vores projekt.

Det, jeg har talt med Henryette om, og som jeg fortsat taler med hende om, er, at hun gerne vil nå til et punkt, hvor hun kan acceptere sig selv som den, hun er, i fælleskabet med andre mennesker. Jeg kan sagtens se, hvorfor folk synes, det virker narcissistisk, men der ligger mere bag.

Hvor langt skal kirken gå for at imødekomme folks ønsker?

Jeg synes, at folkekirken skal tillade sig at være folkets kirke. Vi skal blive dygtigere til at møde mennesker, der hvor de er. Ungdomskirken uKirke har som formål at gøre troen til noget, du ikke skal tage pænt tøj på for at opleve. Børnegudstjenester og forfatterprædikener er noget af det, vi skal som kirke. Men vi skal også sørge for, at der er en ordentlig teologisk dybde. Det er jeg denne gang blevet kritiseret for, og det tager jeg ved lære af.