Prøv avisen

Præst forbydes at gå i kondisko til gudstjeneste

H.C. Andersen Foto: ALLAN LUNDGREN/ Nordfoto

Folkekirken skriger på fornyelse, men holder stædigt fast ved gammeldags fodtøj, kritiserer nordjysk præst

Jesus gik med bare fødder i sandaler, og kirkegængere går i moderne kondisko, så hvorfor skal præsten være sort fra top til tå?

Det spørgsmål rejser sognepræst og forfatter Michael Schwensen fra Tversted Kirke i Nordjylland. Han har set sig sur på de sorte sko og strømper, der af sædvane hører til den sorte præstekjole.

Det kan ganske vist lyde morsomt, men der er en dyb alvor i det her, siger han.

Jeg mener ikke, det er tidssvarende at rende rundt i sorte sko og strømper og sort kjole. Det er min opfattelse, at menighedsråd, biskopper og præster gerne vil have forandring og fornyelse, men sker der noget? Selv sådan noget som præsters fodtøj holder man hårdt fast ved.

LÆS OGSÅ: Hvad står præstekjolen for?

For Michael Schwensen er sagen blevet et spørgsmål om teologi, men den begyndte helt praktisk. Han ville gerne have bare fødder i sandaler eller hvide tennissko på til gudstjenesterne. Dels fordi de sorte sko er for varme om sommeren, dels fordi han vil ligne sine kirkegængere. Men provsten har sagt nej, og Præsteforeningen har henvist til, at han ifølge loven har pligt til at opføre sig passende. Det er udtryk for, at kirken undervurderer både Gud og mennesker helt enormt, mener præsten.

Det gælder om ikke at støde menigheden, for de interesserer sig åbenbart mere for sokker og sko, end for hvad der bliver sagt. Præstekjolen og de sorte sko og sokker er en hellig ko, som ikke har nogen som helst symbolsk betydning, der peger i retning af, at vi skal efterfølge Jesus, siger han og tilføjer:

Hvis man ser på den hastigt voksende kirke i verden, er det frikirker, hvor folk er fuldstændig ligeglade med sko og præstekjoler.

Michael Schwensen vælger dog foreløbig at følge provstens påbud.

De eneste regler om præsters beklædning, som Kirkeministeriet har udsendt, er cirkulæret om tjenestedragt til folkekirkens præster. Der står intet i cirkulæret om strømper eller fodtøj.

Præsteforeningen bekræfter, at der ikke er fastsat regler for, hvilket fodtøj der skal supplere sognepræsternes tjenestedragt.

Dog skriver Præsteforeningen i en mail til Michael Schwensen, at du skal jo sørge for vedblivende at vise dig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver med henvisning til Tjenestemandslovens paragraf 10, som omhandler passende opførsel.

LÆS OGSÅ:Sognepræst: Præstens påklædning kan godt komme til at skygge for budskabet

Men folkekirkens præster burde selv have lov til at vælge deres fodtøj og klædedragt. Det mener sognepræst Morten Miland Samuelsen, som underviser ved Pastoralseminariet i København. Han har selv gået i sandaler som præst uden at få problemer med sin provst.

Jeg har grundlæggende svært ved at forstå, hvorfor man holder fast i den sorte uniform. Jeg går også gerne i klipklapper, hvis det er varmt nok, og jeg kan ikke se noget problem i sandaler eller sorte kondisko, siger han.

Man skal tilbage til 1960erne for at finde kirkegængere, som tog deres fine sko og tøj på i kirke, mener Morten Miland Samuelsen.

Nu går folk i fritidstøj, fordi søndag er en del af vores fritid. Så derfor er der en pointe i at sige hul i de pæne sorte sko og strømper.

Han mener, at dele af folkekirken dyrker en traditionstilbedelse, hvor mantraet er, at holder man fast i traditionen, er man på rette vej.

Men det holder ikke. Det er praktisk for gudstjenestens forløb, at man kan se, hvem der er dagens leder, men om det skal være lyseblåt med prikker er lige meget, bare man kan finde noget, man har det godt med.

Provst Ole Dybro fra Hjørring Nordre Provsti, hvor Michael Schwensen er præst, er uenig. Man kan jo heller ikke blive indkaldt til militæret, men nægte at gå i militærstøvler, påpeger han.

Præsten skal bære præstekjole og sko, som er hans embede værdigt. Man bærer præstekjole for at minde sig selv om, at man er i et andet ærinde end sit eget. Så kan man ikke stå i hvide træsko. Det går ikke. Luther holdt på, at man bar tjenestedragt. Så skal man ikke som sognepræst begynde at drive teologi på sin tjenestedragt.