Prøv avisen

Præstens berettigelse på en hospitalsgang

Når døden banker på hospitalsdøren, kan en præst hjælpe med at finde svar og ro. Samtidig viser undersøgelser, at sygdomsramte personer søger efter mening ved at læne sig mod religion, og teologi får nu plads i global sundhedsforskning

Først pudsede de psykiateren på mig, og nu pudser de også præsten på mig!

En hospitalspræst møder døende og angste personer og samtidig forskellige følelser og måder at udtrykke sig på.

Bodil Rønnov Due er en af de præster. Hun har været hospitalspræst på Bispebjerg Hospital i København i 10 år, og den ovenstående, bryske, kommentar faldt fra en patient, som netop havde fået stillet en ganske alvorlig kræftdiagnose. Men kommentaren viste sig at være langt mindre aggressiv, end den lyder. Den dækkede over en stor dødsangst, hvor patienten slet ikke kunne forene sig med tanken om at skulle dø en for tidlig død på grund af sygdom.

Bodil Rønnov fornemmede angsten, og patienten mente, at når nu hun var kommet, kunne hun sgu lige så godt blive. Herefter fulgte et intensivt samtaleforløb med både patient og pårørende, men i sidste ende kunne ingen formindske dødsangsten. Hverken præst eller personale. Patienten døde med angsten i kroppen, et år efter at diagnosen var stillet.

Bodil Rønnov har desuden oplevet psykiatriske patienter, der har spurgt hende, om Gud også tilgiver selvmord. Andre patienter kan ikke forstå, at en præst indrømmer, at hun også selv er en synder. Og andre igen er betagede over, at salmer skrevet for flere hundrede år siden stadig i dag kan ramme svære følelser så præcist ind. Bodil Rønnov er en fast del af Bispebjerg Hospitals palliative afdeling, hvor medarbejderne forsøger at forbedre livskvaliteten hos patienter og pårørende, som står over for de problemer, der er forbundet med en fremskreden kræftsygdom.

Jeg møder alvorligt syge mennesker, og dem taler jeg med utroligt mange ting om. Oftest handler det om tro, om døden; hvad det er at dø, og hvad der kommer bagefter. De seneste år har jeg talt meget med patienter, der ikke er medlemmer af folkekirken, og dem fortæller jeg, hvad der trøster mig som præst, siger hun.

Der er en sammenhæng mellem det, Bodil Rønnov oplever med sine ikke-troende patienter, og videnskabelige undersøgelser. Rigshospitalet foretog for tre år siden en patientundersøgelse, der blandt andet viste, at unge patienter uden nævneværdig tro ved indlæggelse undervejs i sygdomsforløbet oplevede en forøget tro og et større behov for bøn. Personernes religiøsitet steg simpelthen.

Til dette supplerer Tom Kjær, som er hospitalspræst på Herlev Hospital, at verdenssundhedsorganisationen WHO peger på, at det åndelige og eksistentielle bør medtænkes i behandling og omsorg, da det har betydning for patienters helbred og behandlingens kvalitet.

Derfor er der en sundhedsfaglig begrundelse for at have præster på hospitalerne. Vi betyder noget for patienterne, og personalet kan se målbare resultater, siger han.

Selvom både WHO og danske præster har påpeget, at teologi gavner sygehusvæsenet, har teologi længe stået på sidelinjen i dansk sygdomsforskning. Men det ændrede sig for nylig. Københavns Universitet har nemlig lanceret en ny afdeling for global sundhedsforskning, som går under navnet Copenhagen School of Global Health, CSGH, og her rangerer teologi på linje med fag som medicin, samfundsfag og antropologi.

Global sundhed er hermed gjort til nyt specialestudie på Københavns Universitet, og det teologiske fag har sin fulde berettigelse i den globale sundhedsforskning, mener den nye leder af CSGH, professor i international miljøsundhed Flemming Konradsen.

Hvis vi skal sikre bedst mulig oplysning og kommunikation i det forebyggende sundhedsarbejde rundtomkring i verden, skal vi bruge de institutioner, der er stærke lokalt. Det er ofte religiøse organisationer. Det ville ganske enkelt være forkert ikke at inddrage religion i den globale sundhedsforskning, siger han.

gehlert@kristeligt-dagblad.dk