Præster: Andre religioner kan føre til Gud

Jesus har ikke monopol på vejen til Gud, mener flere danske sognepræster, som bakkes op af biskop

Når vi kristne siger, at Gud har vist sig i Jesus Kristus, betyder det ikke, at han ikke kan handle eller vise sig på helt andre måder for mennesker i andre kulturelle eller religiøse sammenhænge end dem, vi kender, siger domprovst Anders Gadegaard.
Når vi kristne siger, at Gud har vist sig i Jesus Kristus, betyder det ikke, at han ikke kan handle eller vise sig på helt andre måder for mennesker i andre kulturelle eller religiøse sammenhænge end dem, vi kender, siger domprovst Anders Gadegaard. Foto: Leif Tuxen.

Det skal ikke tages alt for bogstaveligt, når Jesus ifølge Bibelen siger: "Jeg er vejen, sandheden og livet, ingen kommer til Faderen uden ved mig".

Det er meldingen fra en række sognepræster og en biskop. De bakker dermed op om sognepræst Kristine Stricker, der de seneste uger har skabt heftig debat på en af Kristeligt Dagblads hjemmesider ved at lufte tanken, at der findes mange andre veje til Gud end gennem Jesus.

"Der kan kun være én Gud i dette univers. (...) Hos os har Gud vist sig i Jesus Kristus, som måske kun er én af mange veje til Gud", skriver sognepræst Kristine Stricker på kristendom.dk.

Indlægget har affødt en række af vrede kommentarer og kaldes blandt andet for en "direkte løgn", der kan føre til "evig fortabelse". En debattør skriver, at han "ikke med god samvittighed kunne blive i folkekirken og støtte sådanne præster med løn". Ikke desto mindre tilslutter biskop i Århus Stift Kjeld Holm sig sognepræstens tanker.

"Jeg udelukker ikke, at mennesker af anden religiøs opfattelse end kristendommen kan finde den Gud, vi møder gennem Kristus. Jeg har mødt både muslimer og buddhister, som har været ualmindeligt spændende og sympatiske at tale med, og det er bestemt muligt, at de har fundet den samme Gud gennem deres tro," siger han.

Ifølge domprovst ved Vor Frue Kirke i København Anders Gadegaard har både jøder, muslimer og hinduer adgang til den Gud, kristne bekender sig til:

"Selvfølgelig er der mange veje til Gud – eller rettere veje fra Gud til os. Når vi kristne siger, at Gud har vist sig i Jesus Kristus, betyder det ikke, at han ikke kan handle eller vise sig på helt andre måder for mennesker i andre kulturelle eller religiøse sammenhænge end dem, vi kender. Vi tror på Gud som ét med Jesus Kristus, og derfor vil det være Kristus såvel som Gud, der viser sig for mennesker. Men der er kun én Gud, som er verdens skaber, og derfor er det ligegyldigt, om vi kalder ham Jahve, Allah eller Brahma," siger Anders Gadegaard.

Mennesker kan også møde Gud i "krystaller, kunst og kultur", lyder det fra Morten Skovsted, sognepræst i Hjortshøj-Egå:

"Som præst prædiker jeg, at Gud har vist sig for os gennem Kristus – det er folkekirkens legitimering og grundlaget for min kristne tro. Men jeg vil ikke frakende, at der findes mange veje til Gud. Gud viser sig for eksempel i naturen eller i kærligheden mellem mennesker – men den ultimative åbenbaring er Kristus," siger han.

Troen på flere veje til Gud er ikke fremmed for flertallet af folkekirkens præster: Ifølge den seneste undersøgelse afviser kun 38 procent af kirkens præster, at andre religioner end kristendom kan føre til frelse. Sociolog og forfatter til undersøgelsen fra 2007 Steen Marqvard Rasmussen vurderer, at tallet ikke har ændret sig.

"Når der er tale om så alvorligt og grundlæggende et spørgsmål, er det meget lidt sandsynligt, at holdningerne ændrer sig over ganske få år," siger han.

Biskop i Lolland-Falsters Stift Steen Skovsgaard er "målløs" over synspunktet, at "Jesus kun skulle være en af mange veje til Gud".

"Det er ikke bibelsk funderet og ikke udtryk for den kristne tro. Man bliver nødt til at erkende, at det er klar og tydelig tale, når Jesus siger, at han er døren ind til Gud," siger han.

Og folkekirkens præster og biskopper har slet ikke beføjelser til at sprede holdninger, der "strider imod" de bibelske tekster, mener professor og teol.dr. ved Menighedsfakultet i Århus Peter Legarth:

"Jesus sagde ikke, at han er en vej til Gud blandt flere andre, men at han er vejen. Når de sætter spørgsmålstegn ved det udsagn, rokker de ved noget centralt i den kristne tro og privatiserer kristendommen på en meget farlig måde. Det svarer til, at en dommer ser bort fra gældende jura og fælder dom efter sin private opfattelse."

"Der kan kun være én Gud i dette univers. (...) Hos os har Gud vist sig i Jesus Kristus, som måske kun er én af mange veje til Gud", skriver sognepræst Kristine Stricker på kristendom.dk. -
"Der kan kun være én Gud i dette univers. (...) Hos os har Gud vist sig i Jesus Kristus, som måske kun er én af mange veje til Gud", skriver sognepræst Kristine Stricker på kristendom.dk. -